I EU kæmper man en hård kamp for at skabe en fælles national identitet blandt unionens borgere - det viser Jakob Lindbloms speciale fra Statskundskab på Aarhus Universitet.
"Man forsøger at opbygge EU som en slags stat med en selvstændig identitet i en sådan grad, at det giver mening at tale om en egentlig EU-nationalisme."
Når identiteten skal opbygges, foregår det blandt andet gennem en række europæiske symboler:
"Et eksempel er EU-flaget, som vi allerede fik i 1985. Dengang fik vi også Europadagen 9. maj, og man udråbte Ode til glæde fra Beethovens 9. symfoni til EU's hymne. Siden er der kommet EU-pas, EU-nummerplader og EU-kørekort. Det er alt sammen symboler, der i det daglige skal minde os om EU-fællesskabet," siger Jakob Lindblom.
Nationalstat
Det minder til forveksling om dengang, de europæiske nationalstater blev dannet i 1800-tallet, mener Jakob Lindblom:
"Opbygning af identitet adskiller sig ikke fra den nationalisme, man så i 1800-tallet med fødslen af de nationale stater. Dengang kæmpede man mod venstrefløjens internationalisme ved at påberåbe sig en national, kulturel identitet. Det er det samme, der sker igen, når EU påberåber en identitet gennem europæiske symboler, kultur og værdier. På eurosedlerne er der både klassiske europæiske kulturelle motiver og moderne broer. Det er for at skildre en ubrudt linje mellem fortiden og nutidens konstruktion," siger Jakob Lindblom. Også uddannelsessystemet inddrages i opbyggelsen af en fælles identitet:
"Man skulle tro, at EU-kommissionen har læst på den klassiske nationalismelitteratur. Dengang i 1800-tallet var det nemlig primært gennem skolesystemet, at fortællingerne om den nationale identitet blev viderebragt til befolkningen."
"I dag satser EU massivt på uddannelse på universitetsniveau blandt andet med Jean Monnet-programmet, hvor man underviser i europæisk historie og i EU-politik. Men også på grundskoleniveau med initiativer som 'på opdagelse i Europa,' hvor man taler om EU som en familie. Det er klassisk nationalisme at forsøge at opbygge en historie om nationen som et ældgammelt slægtsfællesskab."
Retorikken blandt de EU-positive politikere har også nationalistisk karakter:
"Mange er begyndt at kalde sig europæere, og tale om 'Europa' i stedet for 'EU'."
Og den form for europaretorik kan få afgørende betydning for, hvordan borgerne ser på EU:
"Europa bliver her knyttet til den politiske konstruktion EU. Man kan godt være imod EU som politisk projekt, men det er svært at være imod 'Europa', som jo er et kontinent. Inden den franske EU-afstemning i 2005 sagde Jacques Chirac: 'Man kan ikke sige, 'jeg er europæer, og jeg stemmer nej''. Det er et tydeligt eksempel på, at man gerne vil gerne have EU til at smelte sammen med Europa, for så bliver EU uovervindelig. Man påberåber sig helet."
En afart af samme retoriske teknik ses i Tyrkietspørgsmålet:
"Højrefløjen siger: 'De har ikke europæiske værdier, og derfor kan de ikke være med i EU'. På den måde tager man hele Europa og det at være europæer til indtægt for sit eget program. Det er i øvrigt det samme, vi kender herhjemmefra, når Pia Kjærsgaard siger 'vi danskere' og 'her i Danmark gør vi sådan og sådan'," siger Jakob Lindblom.
At EU forsøger at overtage begrebet 'Europa' ses også på modreaktionerne:
"Venstrefløjen taler om 'et andet Europa'. På den måde prøver man at tilbageerobre begrebet Europa, så det ikke knyttes op på EU og EU-politik. Der foregår en meget klar symbolkamp" siger Jakob Lindblom.
Bevidst strategi
Hele strategien om at skabe en national identitet er naturligvis helt bevidst fra EU's side:
"EU-kommissionen har eksempelvis længe opfordret til, at man skal bruge EU-flaget mere. Så det er en meget bevidst strategi fra deres side. Man vil også gerne have, at man ved indmarch til OL går med EU-flaget ved siden af det nationale flag. Og i De Clercq-rapporten fra 1993 står der direkte, at man på politisk niveau skal bruge ordene 'Europa' og 'europæisk union' mere," siger Jakob Lindblom.
Men deres mission er kun lykkedes delvist:
"Jeg har ikke fundet noget belæg for, at der er en udbredt EU-identitet på befolkningsniveau. Hos eliten og på politikerniveau er det lykkedes. Et eksempel herhjemme er SF's overgang til et ja-parti. Steen Gade er ligefrem blevet formand for 'Nyt Europa' og kalder sig 'europæer', som bruges synonymt med EU-tilhænger. Men ude i den brede befolkning er der ikke opstået nogen national identitet."
I de undersøgelser, der er lavet, har man heller ikke kunne se nogen ændring i befolkningens forhold til Europa:
"Der bliver løbende foretaget undersøgelser, og i 2004 var der ikke flere, der anså sig selv for at være europæere, end der var i 1990, som er den periode, jeg har analyseret. Men det er jo også noget, der tager lang tid, så man kan ikke afvise, at det vil lykkes på et tidspunkt," siger Jakob Lindblom.
Dog er der en et væsentligt argument for, at det i hvert fald vil blive svært at udbrede en EU-nationalfølelse:
"Hvis vi vender tilbage til opbygningen af nationalstaten i 1800-tallet, så er der den væsentlige forskel, at før 1800-tallet havde man kun mindre identitetsfællesskaber - eksempelvis religiøse- og erhvervsmæssige identiteter. Derfor var det et tomrum, som nationalstaterne kunne gå ind og udfylde. Europa er i dag rodfæstet i nationale identiteter - derfor mener jeg, at det er tvivlsomt, om det vil lykkes at opbygge en fælles EU-identitet. I 1800-tallet var der et tomrum - det er der ikke i dag.
