Der er frugt, sesamstænger, chokoladekiks, peanuts og sågar klejner, som frister i sommervarmen på Zina Rassam og Salam Mansours kaffebord. Gæstfrihed har altid ligget naturligt til familien. Netop gæstfrihed og en blind tro på mennesker kostede familien deres dagligdag i Bagdad. En hverdag med to gode job, et stort hus og økonomisk tryghed. Men den blev skiftet pludseligt ud for syv år siden.
Det startede med en spøg fra Salams side. En spøg til en ven om Saddam Husseins diktatur og mangel på demokrati. Vennen havde i skjul optaget deres samtale, og det viste sig, at han arbejdede for Saddam Husseins regime. Næste gang 'vennen' dukkede op i familiens hjem, var tonen anderledes, end den plejede at være. Vennen viste sig at være stikker. Han truede med at afspille Salams spøg for Saddams folk, hvis ikke han fik nogle penge. Det gjorde han så, for spøgefuldheder om Saddams regime kunne have fatale konsekvenser, forklarer Zina.
Men efter tre besøg med trusler, afpresning og et ordentligt indhug i familiens husholdningspenge, havde de fået nok.
"Vi frygtede for vores liv," siger 40-årige Zina.
Hun har været i Danmark sammen med datteren i to år, mens 48-årige Salam har været her i syv. Først tog de alle tre til Jordan. Derefter tog Salam alene flugten gennem Europa til Danmark.
"Jeg flygter først, fordi det kan være farligt. Så sørger jeg for, at I følger efter om et par måneder," var meldingen fra Salam til hans kone og to-årige datter.
Paradiset Sandholm
Men der skulle gå fem år, før familien blev genforenet i Sandholm.
"Vores datter kunne ikke længere genkende sin far," siger Zina. Hun er uddannet kemiingeniør og savner en hverdag med lidt mere kød på. Salam havde sin egen bod med snacks af den type, der står på kaffebordet.
Familien har fået afslag på asyl, men nægter at rejse hjem. De har fået tilbudt 30.000 kroner mod at rejse tilbage til Irak.
"Men vi har ikke brug for penge. Vi har brug for tryghed og stabilitet."
Irak er ifølge Zina for farligt, fordi familien tilhører en del af det kristne mindretal i Irak.
"Venner i Irak siger til os: 'I er i paradis. Lad være med at komme tilbage, her er ikke noget at komme tilbage for.' Der er ingen, der varetager de kristnes interesser i Irak," forklarer Zina.
- Hvad får I hverdagen til at gå med?
"Klokken otte er der morgenmad, klokken 12 er der frokost og klokken 18 er der aftensmad," siger Zina.
Bedre i et fængsel
Kedsomheden trænger sig på i lejligheden på de 30 kvadratmeter. Familien ved ikke, hvor længe de kan holde ud at vente endnu. For de ved ikke, hvad der venter dem.
"Det er ligesom et fængsel det her. Vi er hegnet ind, og får vi gæster, så skal de melde sig med id til receptionen. En fængselsfange har det bedre end os, for han ved i det mindste, hvornår han bliver løsladt," sige Zina.
Frustrationerne over ikke at måtte arbejde, lære dansk, gøre nytte, tjene penge, bruge penge kommer også til udtryk fysisk.
Det er ikke mere end et par dage siden, Zina fik en abort. Fosteret var misdannet, og var derfor ikke levedygtigt.
"Lægen sagde, at de ikke kunne finde en årsag til at fosteret ikke kunne leve. At det nok måtte være noget psykisk," siger Zina. Hun har hver dag hovedpine, og Salam er af uforklarlige årsager blevet blind på det ene øje.
"Vi føler os som gidsler i et politisk spil. Og det er snart ved at være uudholdeligt," siger Zina.
