Læsetid: 4 min.

Farlig mand på fri fod

Om ugen, hvor en kronik for en gangs skyld satte dagsorden for debatten, selv om udtrykket 'en farlig mand' end ikke kommer i nærheden af injuriepragraffen. Kronikken var bare på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt
Om ugen, hvor en kronik for en gangs skyld satte dagsorden for debatten, selv om udtrykket 'en farlig mand' end ikke kommer i nærheden af injuriepragraffen. Kronikken var bare på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt
18. august 2007

Ikke siden Bente Clod for en menneskealder siden skrev sin kronik om det autoriserede danske samleje i Politiken, en klassiker inden for genren, har en kronik vakt så stort postyr som den, Mogens Lykketoft skrev i samme avis om statsminister Anders Fogh Rasmussen under overskriften En farlig mand kom fra ferie.

Med det autoriserede danske samleje mentes det, hvor kvinden altid bare ligger på ryggen og keder sig, mens hun kigger op i loftet og noterer sig, om det eventuelt trænger til at blive hvidtet.

Bente Clods kronik blev begyndelsen til enden for det stereotype samleje, hvis man kan sige det sådan, men hvad Mogens Lykketofts kronik betyder for ham, er endnu for tidligt at sige.

Dem til venstre for midten er helt enige i, at Fogh er en farlig mand, mens dem til højre overraskende nok ville have Lykketoft fyret. Der er simpelthen midterskilning i dansk politik. Hvor kedsommeligt!

Historisk lavpunkt

Venstres ordfører, Troels Lund Poulsen, følte historiens vingesus. Han svingede sig op til at mene, at Mogens Lykketoft med sin kronik havde nået et historisk lavpunkt i den politiske debatkultur, mens Pia Kjærsgaard mente, at Mogens Lykketoft burde vaske sin mund i sæbevand.

Det sagde hun ikke, men hun sagde, at han med sit udsagn formentlig bliver ramt af en boomerang-effekt, og hun må jo vide det - for hvad har hendes partifæller ikke sagt af skrubtudser i tidens løb?

Men i grunden kan man undre sig over, at et så relativt civiliseret udtryk som 'en farlig mand' kan vække så megen postyr, når det forklares nøje, hvad der menes. Det kommer end ikke i nærheden af injurieparagraffen. Allerhøjst lyder det som titlen på en krimi.

Mogens Lykketoft selv kan næppe være utilfreds med pludselig igen at være genstand for alenlange udlægninger ikke mindst i tv. Kronikken var åbenbart på det rette sted på det rette tidspunkt.

Rover-Villy

Hvilket vil sige umiddelbart efter den tamme partilederrunde på Venstres Landsmøde, som blev tv-transmitteret, og hvor man så de solbrændte og ny-stilede parti-ledere fra deres allervenligste side, nærmest som om de elskede hinanden. Især Villy Søvndal og statsministeren havde et godt øje til hinanden.

Det var her, Anders Fogh i et muntert øjeblik kom med sin store afsløring af Villy Søvndal for åben skærm: SF's formand og miljøforkæmper kører rundt i en gammel benzinsluger af en Rover!

Det ender dog næppe i et Rover-gate for den i meningsmålerne fremstormende SF-formand, der synes at have en tiger i tanken. Han meldte straks efter ud, at han vil sælge bilen og købe en mere miljøvenlig. Det vil partiets tillidsfolk og vælgere sætte pris på.

Alt dette var den servile generalprøve på det, der ventes at blive den mest mudrede, beskidte og uforudsigelige valgkamp i mands minde, men det var slet ikke det, der interesserede danskerne mest i den hengåede uge. Det, der taltes om, og som alle har en mening om, var: Rygepolitikken.

Socio-rygning

Udenrigskorrespondent Ulla Terkelsen kunne på TV 2 sende en rapport fra sit elskede Irland, som hun engang har boet i og skrevet en bog om. Hun, som i hvert fald tidligere har ment, at det altid var morsommere at være sammen med rygere end med ikke-rygere, kom med den forbløffende rapport, at irerne efter nærmest at have været imod rygeloven havde lært at elske den.

Det skrev gratisaviserne også om: I virkeligeheden er det et socio-selskabeligt fremskridt. Folk sidder på restauranterne (ligeldes i Irland) uden kontakt med hinanden, men når de så går ud for at ryge og strække benene, kan der opstå sød musik. Pigerne undlader med vilje at tage lighteren med, og vupti står der fem fyre parat til at tænde. Således opstår der kontakt på tværs af bordene, og adfærd ændres.

Fri hash?

Med al den vind, ikke-rygerne har i sejlene, og med deres uophørlige rasen mod rygerne kan det blive mere end svært for christianitterne i Pusherstreet og tilstødende gader at fastholde dogmet om, at hashen bør gives fri. Den potentielle folkelige opbakning er da vist i stor risiko for at smuldre.

Den vinkel havde ingen af medierne, der til gengæld havde talrige andre. Nyhedsavisen havde rullet en joint ved fylde det meste af sin onsdagavis med ryge-relateret stof. Islændingenes avis var gået så vidt som til i journalisternes byline at oplyse, om den pågældende skribent var ryger, eksryger, hyggeryger, festryger eller sletikke-ryger.

Flere af dem havde vovet at skrive ryger, men hvis jeg var dem, ville jeg passe rigtig meget på, for deres chefredaktør, David Trads, er kendt for at være hurtig på en revolver, når det gælder om at fyre folk af, og der er ingen tvivl om, at rygerne også i fremtiden vil stå for skud.

Pia har skeletter i arbejdsskabet, lød en overskrift i samme nummer af Nyhedsavisen. I artiklen fortælles, hvordan Pia opbevarer kranier, kæber og andre skeletdele, fordi menneskelige knogler fascinerer hende. Dog ikke Pia Kjærsgaard, men antropolog Pia Bennike. Ja, unskyld, det er de særeste associationer, man kan få.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu