Læsetid: 9 min.

Ikke flere samtalekøkkener, skat

Vi har ikke brug for fladskærm nummer tre. Især ikke, når vi ser sygeplejerskerne spurte rundt på hospitalsgangene, læser om patienter, der venter på behandling i flere måneder, og sender vores børn i nedslidte skoler. Det er længe siden, Fremskridtspartiet kaprede stemmer ved at tale om skatteuhyret, for i dag elsker danskerne tilsyneladende at betale skat
1. september 2007

"Skolerne bliver ringere og ringere. Sygeplejerskerne løber stærkere og stærkere. Nej, skattelettelser, dem går jeg i hvert fald ikke ind for."

Stig Hansen, der arbejder som operatør, ryster på hovedet. Hans tre kolleger stemmer i, kun afbrudt af den skingre lyd fra et bor, der trænger ind i glasburet midt i MAN Diesels fabrikshal.

"Man læser konstant om kræftpatienter, der venter i måneder på deres behandling. Det er forkasteligt at tale om skattelettelser. Bare se på skolerne, de er totalt nedslidte," tilføjer Bent Kronborg Nielsen, der sidder over for. Det med at vente i en måned på en behandling har han selv prøvet. Selv om han syntes, at behandlingen ikke havde behøvet tage mere end et par dage. Så han hurtigere kunne være tilbage på arbejdet her i Sydhavnen i København, hvor MAN Diesel holder til med 1.200 ansatte fordelt i to bygninger på Teglholmsgade. 800 af dem er ingeniører, maskinmestre, tekniske tegnere og administrativt personale. De andre cirka 400 er shippingfolk, faglærte maskinarbejdere, operatører, industriteknikere og ufaglærte arbejdere. Her bores der blandt andet huller i forstøvere til verdens største skibsdieselmotorer, her laves der stempler, der er en meter i diameter og fræses små glinsende dimser ud af massive metalruller.

Og her har computerskærmenes skriveborde for længst erstattet de klassiske kalendere med storbarmede blondiner. Ved siden af står grønne maskiner store som containere, hvor vandet løber rundt indeni for at køle ned, når der bores i stål.

Mænd i Kansas

Mange af dem, der står og trykker på knapperne og betjener maskinerne er medlemmer i Dansk Metal. Gennemsnitsindkomsten for medarbejderne på Teglholmsgade ligger i topskatområdet, og deres formand, Thorkild E. Jensen, har da også netop meldt ud, at han mener, grænsen for, hvornår der skal betales topskat, skal hæves med 50.000 kroner. Tre gange så meget som i regeringens udspil fra sidste uge, hvor den blandt andet bebuder, at indkomstskatten skal sænkes med 10 milliarder kroner. Men det er ikke nogen god idé, ifølge Thorkild E. Jensen.

Og de fire mænd i blåt Kansas-arbejdstøj er enige med deres formand.

"Så længe skoler og hospitaler ikke fungerer, så synes jeg i hvert fald ikke, vi skal have en skattelettelse. Jeg tænker ikke over, hvad jeg betaler i skat, og jeg betaler den gerne, især hvis tingene fungerer. Det sidste mangler. Det er fuldstændig vanvittigt at tale om sådan noget lige nu. I øvrigt er det dem, der tjener mest, der får mest ud af skattelettelserne. Skellene mellem rig og fattig bliver bare større," siger Bent Kronborg Nielsen, der står i indgangskontrollen. Igen bliver han afbrudt af Stig Hansen, der så et eksempel på tv om, hvad en pensionist, en maler og en direktør kunne få for skattelettelserne på en måned. Pensionisten fik 40 kroner: "Det er jo ikke engang nok til en danskvand på en restaurant". Maleren kunne købe sig et måltid mad, mens direktøren kunne købe en fem retters menu. "40 kroner. Det er jo latterligt lidt, så kan det være ligegyldigt," siger Stig Hansen. Igen nikker folk rundt omkring bordet.

De vil ikke have skattelettelser, og i hvert fald ikke på den måde, som regeringen har lagt det frem.

De fires holdninger ligger helt på linje med de meningsmålinger, der er offentliggjort på det seneste.

Ifølge en Catinét-meningsmåling for Ritzau vil 60 procent af vælgerne hellere have velfærdsforbedringer end skattelettelser. En anden måling, gennemført af Vilstrup, slog fast, at 48 procent af danskerne er imod skattelettelser. 57,7 procent af dem mente, at det var umuligt at få både skattelettelser og øget velfærd. Lige så lidt som Bent Kronborg Nielsen i glasburet tror på, at kombination øget velfærd og sænket skat kan lade sig gøre.

Mod folkestemningen

Alt det vidste Anders Fogh Rasmussen nok også, da han som led i regeringens 2015-plan bebudede skattelettelser. Han har i hvert fald gjort det så nænsomt, han nu kunne, vurderer Jørgen Goul Andersen, professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning på Aalborg Universitet.

I efteråret 2006 lavede han en af de mest omfattende kortlægninger af danskernes holdninger til skat i samarbejde med Huset Mandag Morgen. En analyse, der set i lyset af de nyeste meningsmålinger stadig holder. Som eksempel på, hvor Anders Fogh Rasmussen har prøvet at vælge det mindste onde, nævner Jørgen Goul Andersen, at regeringen i stedet for at rykke ved selve topskattens procentsats har tænkt sig at pille ved grænsen for, hvornår der skal betales topskat. Det første møder nemlig for meget modstand i befolkningen, der helst ser skatten fordelt ligeligt ud over hele befolkningen.

Det er længe siden Fremskridtspartiets Mogens Glistrup kaprede stemmer ved at tale om skrankepaver og udsagn som 'Danmarks største forureningskilde' eller 'Skattevæsensuhyret skaber utryghed i næsten alle danske hjem'. I dag har folk simpelthen fået nok af fladskærme og samtalekøkkener.

"For det første har folk en oplevelse af, at der trænger til nogle forbedringer i den offentlige service. For det andet er der en pengerigelighed i befolkningen. Højkonjunktur og værdistigninger gør, at folk egentlig synes, de har det ganske godt. Der er ikke fedteri med skatterne, vi har, hvad vi skal bruge," lyder forklaringen fra Jørgen Goul Andersen, der peger på sin egen undersøgelse, der viste, at det var de yngre familier, der var venligst stemt over for skattelettelser.

"Det er dem, som ikke selv har fået del i værdistigningen og hvis økonomi er mere stram i det, der bakker op om skattelettelser." De fleste andre synes, velfærden er vigtigere.

"Almindelige borgere har en opfattelse af, at det halter gevaldigt i det offentlige, og derfor synes man, det er mere tiltrængt at tilføre nogle ressourcer til det offentlige end til privatøkonomien," siger han og peger på, at situationen ligner den, vi havde i midt 80'erne, da vi havde et kortvarigt økonomisk boom, og hvor folk også pludseligt var vældig uinteresserede i skattelettelser og hellere ville have velfærdsforbedringer. I 1982 var der en følelse af, at Danmark var tæt på afgrundens rand, og derfor havde man forståelse for, at det var nødvendigt også med upopulære nedskæringer i det offentlige.

"Men den krisebevidsthed er fuldstændig forsvundet nu," siger Jørgen Goul Andersen.

Det går så godt, så godt

For det går godt i Danmark. Og når nu det går så godt, alle har fladskærme og samtalekøkkener nok og spiser røde bøffer til hverdag, hvorfor skal vi så vente på kræftbehandling. Hvorfor scorer Danmark lavt i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med når det gælder restlevetid for kræftpatienter. Og hvorfor kan vores børn ifølge PISA-undersøgelserne ikke læse, når nu vi har verdens dyreste skolesystem?

Det er sager, folk har svært ved at acceptere, for det passer simpelthen ikke ind i vores selvforståelse, siger historiker Klaus Petersen, lektor ved Institut for Historie og Samfundsbeskrivelse ved Syddansk Universitet. Han har været med til at redigere eksempelvis 13 værdier bag den danske velfærdsstat.

"Når vi læser og oplever de her velfærdsproblemer, er det klart, at der kommer et spænd mellem den forventning, man har, og den måde, det så ser ud. Vi har en oplevelse af, at velfærdsstaten ikke lever op til vores forventninger. Og så er der to muligheder: enten skruer man op for blusset, eller også nedtoner man forventningerne."

Det sidste har danskerne svært ved. For det passer ikke sammen med Danmarks image ikke at have et godt offentligt serviceniveau.

Danskerne har ret til blive behandlet på et hospital på det rigtige tidspunkt, mener også Henning Søe, der er næstformand for de Kansas-klædte metalarbejdere på MAN Diesel.

"Det er en menneskeret, simpelthen. Og er der ikke råd til det, skal vi ikke have skattelettelser. Det skal nødig være som i USA, hvor der er advokater, der bekæmper folk, der tror de er forsikrede, men ikke er det fordi de har overset et eller andet, som Michael Moore har lavet en film om. USA er bestemt ikke noget ideal."

Trygheden i den danske velfærd er vigtig. For som operatøren Polat Özbayir siger, så ved man, hvem man er i dag, men man ved ikke, hvem man bliver i morgen.

"Måske skattelettelser kan være med til at få nogle folk i arbejde, selv om jeg bestemt ikke har noget imod at betale skat for at hjælpe dem, der har det dårligt. Og hvem ved, i morgen kan det være mig der står uden arbejde," siger Polat Özbayir.

Verdens bedste og alligevel ikke

For Danmark bør have verdens bedste velfærdssamfund. Selvfølgelig. En tanke, der ligger dybt rodfæstet i Danmarks historiske identitet, siger Klaus Petersen, der især har set på, hvordan denne identitet blev bygget op fra 1940'erne og frem.

I efterkrigstiden blev den danske socialstat en del af den nordiske model, som internationalt blev løftet op som foregangsbillede og idealmodel, og som politikere og beslutningstagere i de nordiske lande i høj grad markedsførte sig selv på udadtil. Man begyndte at skrive bøger om velfærdsstaten på engelsk og lavede turistbrochurer, der understregede trygheden i velfærdsstaten. Også i dag elsker medier og politikere at fortælle om franskmændene og tyskerne, der tager til Danmark for at lære.

Skat og/eller velfærd

"Det pirrer vores nationale stolthed. Men det giver også et problem med selvforståelsen, når der samtidigt er en generel oplevelse af, at velfærdssektoren er nedslidt," siger Klaus Petersen, der understreger, at hvis du skaber den historie, uanset om den så er rigtig eller forkert, så binder du dig selv til at leve op til den. Og hvis du så kan pege på, at der er en kløft mellem det, du har, og det, du fortæller, så reagerer folk på det. Især i en tid med højkonjunktur.

"Gennem de seneste 100 år har der været en diskussion af, hvor meget skattetrykket nu måtte stige. Igen og igen har man sagt, at nu er grænsen nået, nu er vi oppe på 15 procent, nu bryder samfundet sammen. Men overvejende har der været en bred og en stigende opbakning til høje skatter, fordi man også har oplevet, at man har fået noget for pengene. Her er Glistrup og jordskredsvalget i 1973 kun en parentes snarere end et brud," siger Klaus Petersen, der lige som alle andre diskuterer skat på den ene side og velfærd på den anden.

Men den modstilling er fuldstændigt misvisende, mener de konservatives skatteordfører, Jakob Axel Nielsen.

"Mange politikere lader sig lede af opinionsanalyser, der er meget, meget simple. Når man spørger simpelt, så kommer der også simple svar og et overfladisk konklusionsgrundlag ud af det, der gør, at vi ofte diskuterer ud fra den falske præmis om, at skattelettelser og velfærd er hinandens modsætninger," siger Jakob Axel Nielsen, der også godt ved, at skattelettelser ikke er en vindersag i befolkningen. Alligevel er det en af de konservatives stærkeste mærkesager.

"Jeg tror, at folk svarer ud fra deres bedste overbevisning, når de ikke vil have skattelettelser. Men mange er blevet tudet ørerne fulde af en præmis, som er forkert, fordi den simpelthen er nem at kommunikere. Og når folk så bliver spurgt, om de vil have lavere skat eller mere velfærd, så siger de velfærd. Der er ikke plads til en mere nuanceret diskussion af, om man i vores land, der er så hårdt beskattet, måske kan få mere velfærd ved en lavere skat, fordi vi rent faktisk mister arbejdskraft og tiltrækningskraft blandt kreative udlændinge. Eller at kloge danskere bliver i udlandet nogle år længere end godt er," siger Jakob Axel Nielsen, der mener, at Socialdemokraternes retorik om modsætningen mellem skattelettelser og velfærdsforbedringer er at føre befolkningen bag lyset.

Men den modsætning er ikke så fejlagtig enddog, mener Jørgen Goul Andersen.

"Uanset hvor optimistisk man ser på dynamiske effekter, så er der enighed om, at de på kort sigt er små, og så kan man så håbe på, at de på lang sigt vil være store," siger han og forklarer de dynamiske effekter med et øget skattegrundlag på grund af en større arbejdsstyrke og flere arbejdstimer. Men de effekter er der også internationalt stærke diskussioner om.

"Alle er enige om, at det er mere langsigtet end kortsigtet. Der er næppe mange, der forestiller sig, at udbudseffekten ligefrem gør skattelettelser selvfinansierende. Ud fra hvad folk siger, er der i bedste fald en meget lille effekt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu