Læsetid: 4 min.

Friskt pust over Vesterbro

Narkomanerne på Vesterbro får en håndsrækning fra uventet sted. Dansk Folkeparti siger ja til et forsøg med lægeordineret heroin til de hårdest belastede narkomaner. Endelig
Indland
17. august 2007

Norge har et. Tyskland har op til flere. Endda det politisk korrekte Sverige har snakket om et. Og selv om regeringen har prøvet at modvirke det i efterhånden mange år, så har vi også et. Altså et fixerum, hvor misbrugere kan indtage stoffer.

I modsætning til vore nabolandes er det bare ikke statsautoriseret. Det ligger udenfor på Vesterbros gader, Maria Tjenestens kirketjenere tømmer det med kost og slange hver eneste morgen, og sprøjtepatruljen afsøger det med knibtangen hver eftermiddag, mens naboerne omkring Maria Kirkeplads gør, hvad de kan for at afskærme sig mod gadens begivenheder. DSB har løst problemet på sindrig vis og skruet op for den klassiske musik i Hovedbanegårdens udgang mod Rewentlovsgade, så narkomanerne med deres sarte øregange helt automatisk holder sig på behørig afstand. Boligejerne har derimod gjort det på den mere ligusterfascistiske, synlige måde med stakitter og rullegardiner.

Jeg bor over for kirkepladsen og har selv investeret mange penge i gode, tætte kvalitetsgardiner, som jeg bruger hver gang, jeg ikke længere kan magte synet af narkomaner, der vender det hvide ud af øjnene på grund af en overdosis (jeg ruller ned vel at mærke ned efter at have ringet 112). Eller når jeg ser narkomanerne ligge på asfalten, mens en ven leder efter halspulsåren med en kanyle. Jeg lukker hoveddøren, efter at jeg er steget hen over den slatne personage på mit trappetrin (selvfølgelig efter at have forsikret mig om, at vedkommende stadig er i live). Jeg har også gode ørepropper, i tilfælde af at nogen skulle gå i hak nede på gaden (Du har taget mine penge-penge- penge- penge). Og så er politiets nummer kodet ind på telefonen - senest brugt, da en mand blev knivstukket i siden af en kvinde, der råbte, at han havde voldtaget hende (det var sikkert rigtigt).

Små skridt

Sådan er gadens glæder. Forbundet med en livsstil, der går hånd i hånd med betændte sår og desperation, og som tilsyneladende virker så attraktiv på den danske ungdom. I hvert fald, hvis man skal tro regeringens argumentation, der hidtil har lydt sådan: At oprette fixerum er lig med at legalisere stoffer, lige med at legitimere brug af stoffer hos ungdommen.

I mellemtiden er Dansk Folkeparti kommet den borgerlige regering i forkøbet. Partiet har netop sagt ja til at støtte oppositionens forslag om et forsøg med lægeordineret heroin til de hårdest belastede narkomaner. Dansk Folkeparti siger i samme vending, at narkomaner lever et ynkeligt liv i deres jagt på stofferne, og at der indtil videre langt fra er gjort nok for dem.

Lægeordineret heroin er et stort skridt på vejen og vil ifølge Dugnad Vesterbro, som arbejder for sundhedsrum (og i sidste instans fixerum), forhindre nogle af de 300 narko-relaterede dødsfald om året, give narkomanerne færre sår, mere værdighed, bedre stoffer, mindre prostitution, færre kanyler på gaderne, færre børn, der stikker sig på dem, færre stofmisbrugere og mindre desperation, vold og kriminalitet.

Narkomaner klager ikke

Forslaget er noget nær det bedste, vi har hørt i flere år, også selv om DF stadig ikke vil danne flertal imod regeringen, men i stedet 'presse' regeringen. Og det tager nok sin tid, for som den siger via Hans Andersen fra Venstre, så er den slet ikke parat til at sige ja. Nej, regeringen afventer stadig en vurdering fra Sundhedsstyrelsen:

"Som udgangspunkt er vi skeptiske over for at bruge heroin i behandlingen af stofmisbrugere," har Hans Andersen (V) sagt til DR.

Indtil da må vi bare leve med det, lige som Vesterbro har gjort i 30 år. For problemet og konflikten mellem politikerne, beboerne og narkomanerne er bestemt ikke nyt. Stofmisbrugerne er blot blevet mere stressede og aggressive af politi, dårligere stoffer og af en byfornyelse, som har låst gårde og opgange af, med det resultat at de nu er koncentreret på et ganske lille stykke af bydelen. Lokalpolitikerne på Københavns Rådhus må bokse med utilfredse borgere (narkomanerne selv skriver jo ikke læserbreve, de har for travlt med andet), og forsøger i samarbejde med Dugnad Vesterbro at snige fixerum ind i kølvandet på sundhedsrummet, som nok snart bliver til noget. Et sundhedsrum, hvor narkomaner ikke må fixe, og hvis beliggenhed beboerne gør alt for at flytte fra deres egen hoveddør (tænk på børnene, som man siger).

Jamen, så flyt dog til Gentofte, så kan du få dig en rigtig ligusterhæk. Og tag børnene med, tænker du sikkert nu. Narkomanerne var der først.

Det samme tænker jeg selv, når jeg griber mig i at tænke, som jeg gjorde forleden. Jeg var nede i kiosken på hjørnet, en mand væltede ind i mig. Og jeg syntes, han var ulækker. Han havde betændte sår på armene af for mange fejlstik, de blå jeans var blevet brune, han lugtede. Jeg skyndte mig ud med min halvanden liter danskvand under armen, som om jeg var blevet udsat for et overgreb - og var flov over mig selv. For jeg vidste jo, at jeg opførte mig som en anden ligusterfascist, oven i købet fra Jylland, lige som alle de andre, der har ødelagt Vesterbro. Men det er ikke altid lige nemt at holde fast i tolerancen og i, at der skal være plads til alle. Selv om man prøver.

Så tak, Dansk Folkeparti, tak for det. Det havde jeg ligegodt ikke troet fra partiet, jeg ellers elsker at hade. Og hvis mærkesager, som ældre og velfærd, normalt henvender sig til befolkningsgrupper, der kan give en ekstra stemme ved valgene. Det er som sagt typisk ikke narkomanerne.

De har travlt med andet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her