Læsetid: 4 min.

Hvad er gået galt for Fogh?

Da den værdipolitiske dagsorden forsvandt, blev de økonomiske modsætninger tydelige. Kan Venstre, konservative og Dansk Folkeparti holde sammen, når flygtninge og indvandrere ikke længere er det største problem?
Fordelingspolitik har taget fokus fra værdipolitik. Pludselig synes indvandringsspørgsmålet langt mindre vigtigt end spørgsmålet om velfærd, men det har statsminister Anders Fogh Rasmussen været lidt for langsom til at opdage. Og derfor har han mistet troværdighed.

Fordelingspolitik har taget fokus fra værdipolitik. Pludselig synes indvandringsspørgsmålet langt mindre vigtigt end spørgsmålet om velfærd, men det har statsminister Anders Fogh Rasmussen været lidt for langsom til at opdage. Og derfor har han mistet troværdighed.

Jens Panduro (Arkivfoto)

1. september 2007

Hvad er der gået galt? For kort tid siden regerede Anders Fogh Rasmussen suverænt. Det var ikke til at se, hvem eller hvad der var oppositionen. En generation af politiske modstandere resignerede: Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft måtte forlade deres ledende poster, fordi de ikke havde et sprog og en politik, som kunne udfordre Anders Fogh Rasmussen. Enten tabte de på at være med ham eller også på at forsøge at være imod ham. Også Marianne Jelveds fald var en konsekvens af Foghs dominans: Da Helle Thorning-Schmidt kopierede skattestoppet og udlændingepolitikken, var det ikke længere til at se politisk forskel på regeringen Fogh og den socialdemokratiske opposition. Og så lancerede Jelved en anden vej belastet af det parlamentariske problem, at det var svært at se en vælgeropbakning på mere end 10 procent til det friske slogan om Jelved som statsminister. Den anden vej blev Jelveds udvej.

Selv ikke det danske engagement i den amerikanske fiasko i Irak anfægter Foghs status: Hans vælgere er ligeglade, og hans modstander Mogens Lykketoft turde ikke føre valgkamp på krigsmodstand i 2005.

De væsentlige politiske modstandere er væk, og de, der er kommet i stedet, synes både i retorisk stil og politisk profil at agere på Foghs præmisser. Thorning-Schmidt annoncerede et samarbejde, som aldrig blev til noget, og Vestager har opgivet den moralske kritik og annonceret et kompromis. Anders Fogh Rasmussen har i seks år regeret på en måde, som modstanderne på den ene side finder forfærdelig farlig og moralsk forkastelig og på den anden side ikke kan finde ud af at samle en opposition imod. Ny Alliance udfordrer ikke det såkaldte systemskifte, men bekræfter det med floskler om, at det er gammeldags at tænke i højre og venstre, "vi skal ikke skrue udlændingepolitikken tilbage til før 2001," og "vi skal have en offentlig sektor i verdensklasse". Det nye parti taler Fogh-sprog.

Fordelingspolitik er så ligegyldig

Men den afgørende alliance mellem Dansk Folkeparti og de borgerlige partier blev til på politiske præmisser, som nu er forandrede. Fællesskabet mellem de konservatives vælgere med høje indkomster og fortrinsvist ansættelser i det private erhvervsliv og Dansk Folkepartis vælgere med lavere indkomster og fortrinsvis ansættelser i den offentlige sektor var baseret på en værdipolitisk dagsorden: De blev forenet på modstanden mod den kulturelle overklasse af smagsdommere og meningstyranner. De blev forenet på modstand mod mere indvandring og blødsødenhed over for kriminelle. Det hed sig, at værdipolitik var det nye og vigtige, mens fordelingspolitik var gammeldags og ligegyldig. Allerede under Muhammedkrisen kolliderede værdipolitikken og den økonomiske politik: Erhvervsledere, Dansk Industri og traditionelt borgerlige politikere anklagede regeringen Foghs alliance med Dansk Folkeparti for at være skadelig for dansk eksport og i øvrigt pinligt provinsiel. Venstre og Dansk Folkeparti vendte den anti-elitære retorik mod erhvervslivet og de konservative smagsdommere, som ville bestemme, hvordan andre skulle tænke og tale. Og efterhånden synes udlændingedebatten ude af den politiske offentlighed. På trods af ballade ved Gellerupparken i Århus, endnu et Hizb-ut-Tahrir-møde og terrorretssagerne er den offentlige tro på, at indvandrere og flygtninge er verdens største problem for Danmark, forsvundet ligeså hurtigt, som den dukkede op. Nu er det i stedet økonomiske hensyn til "hænder", som dikterer, at vi skal "åbne" for eksport af kvalificeret arbejdskraft. Når den værdipolitiske forening forsvinder, træder den økonomiske splittelse frem som klassemodsætninger på højrefløjen: De konservative vil have skattelettelser for dem i toppen, og Dansk Folkeparti vil have tryghed for dem i bunden.

Det er lykkedes statsministeren at overbevise vælgerne om, at Venstre vil forsvare socialstaten som konkurrencestat. Forudsætningen for en god konkurrenceevne er høje skatter, en stor offentlig sektor og rimelige overførselsindkomster. Denne erkendelse har givet grupper blandt de offentligt ansatte et momentum: De kan pludselig kræve højere lønninger og bedre forhold. Den offentlige sektor er ikke længere en forhindring, men en forudsætning for det private erhvervsliv. Det står skrevet i Richard Floridas Den kreative klasse, at der i en "vidensøkonomi" gives en afhængighed mellem den kreative klasse og plejeklassen. Derfor kan pædagogerne, plejerne og omsorgspersonalet udøve politisk pression, mens de pinlige vilkår for daglejerne på universitetet ikke giver anledning til bekymring: De er ikke en ressource for konkurrencestaten. Det har historisk været socialdemokraternes politiske privilegium at forvalte det kompromis mellem økonomiske imperativer og solidaritet, som er grundlaget for velfærdsstaten. Anders Fogh Rasmussen har overtaget det privilegium, men protesterne fra de offentligt ansatte, de massive forældreblokader af dagsinstitutionerne og udsigterne til en forhandling af overenskomsterne for de offentligt ansatte har presset hans troværdighed som garant for socialstaten. Den omdiskuterede "ventetidsgaranti" på sygehusene, hvor "pengene følger patienten" og det offentlige er blevet til sponsor for privathospitalerne, truer også Foghs troværdighed. Det hævdes, at der mangler hænder i det offentlige, fordi lægerne står i det private og bliver rige på skatteborgernes regning. Det hævdes også, at der nedlægges institutioner på grund af den kommunalreform, som åbner for konkurrence mellem kommunale ydelser i de nye større kommuner.

Det, der gik galt for Anders Fogh Rasmussen, var, at vennerne i Det Konservative Folkeparti og finansministeren, Thor Pedersen, ikke har forstået det, som står klart for modstanderne: Man kan ikke regere socialstaten på modstand mod de offentligt ansatte og på tydelige symbolske privilegier til de rigeste. Nu er ventetidsgarantien, strukturreformen og især utilfredsheden i 'plejeklassen' blevet til en mulig politisk ressource for Socialdemokraterne og venstrefløjen for at genåbne den modsætning mellem velfærd og skattelettelser, mellem venstre og højre, mellem omsorg for det offentlige og hensynet til privatforbruget, som blev lukket ved valget i 2001. Og den åbning vil ikke blive lukket igen af et eventuelt kompromis mellem Dansk Folkeparti og regeringen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

johannes mørch

Der er ikke nogen som Rune Lykkeberg der kan se bag om alt det overfladiske
spin og skære ind til den politiske substans ben. Tak Rune. Det er det vi har
brug for.

Rune Lykkeberg arbejder flittigt videre i og på spejlkabinet, hvor hele koret af politikere figurerer som ofrer og aktører i utallige gengivelser og gengivelser af gengivelser. Nu er agurketiden endelig forbi, teateret fortsætter, som om det handler om ”noget”, som om der var noget virkeligt bag det hele. Som om man var ude efter essensen af det hele.
Rune har en ide om essen, men det essentielle i hans adfærd er det han gør med sin beskrivelse. Hvis fremstillingen af Fogh vinder frem, dvs. hvis beskrivelsen af Fogh, som den det er gået galt for, virkeligt vinder fodfæste, så står Fogh over for at skulle agere ud fra andres beskrivelse af ham, som den det er gået galt for. Det er ikke nemt som politiker. Meget tyder på at store dele af det etablerede spejlkabinet (det politiske system af medier, spinmestre, organisationer, osv.) er gået over til at fremstille Fogh i denne figur. På samme måde fremstod Lykketoft under sidste valgkamp, som den ingen ville stemme på. Alle medierne fokuserede på ham med spørgsmålet: ”hvordan er det nu lige at være politiker, når der nu ikke er nogen som kan li dig Måvens”? Og så tabte Lykketoft valget.

Runes intention er åbenbar. Han ved hvad han gør. Og ærlig talt, så må Fogh godt gå af for min skyld også.

Spørgsmålet om essens står tilbage.

Sammenholdet i de regeringsbærende partier har været baseret på ”Værdipolitikken”! Ja, det kan godt være sympatien i vælgerkorpset bag regeringen har været betinget af frygten for de fremmede, usikkerheden over for det liberale EU-projekt, som Fogh progressivt har dyrket samtidigt med forbindelsen over Atlanten, til den nu synkende nykonservative skude. Den højreorienterede selvbeskrivelse har klart nok fået problemer, blod i stedet for olie på fingrene. Men penge, overforbrug, fedme og forurening er der jo på forunderlig vis masser af, og er det ikke det eneste der figurerer som absolut positivt mål på alle sider af de distinktioner man behersker i kabinettet.
Rune siger det på denne måde: ”Når den værdipolitiske forening forsvinder, træder den økonomiske splittelse frem som klassemodsætninger på højrefløjen: De konservative vil have skattelettelser for dem i toppen, og Dansk Folkeparti vil have tryghed for dem i bunden.” Det er væsentligt for den moderne selvforståelse, at når man har glemt rigtigt meget så står de modsatrettede interesser over for hinanden, at på trods af overflod i økonomisk forstand, så er det mangelen der manifesterer sig.
Rune bekræfter på den måde det værdibegreb, som hele kabinettet arbejder med. Af samme årsag kan det egentlig være fuldstændigt ligegyldigt om profetien om Foghs afgang går over i historien som selvopfyldende eller som et godt forsøg. Forskellen i det politiske billede er den samme.

Det politiske spinn forstår ikke vigtigheden af energi og klima debatten.

Foghs største nemisis er klima og energi debatten. Uanset hvor meget man kan fremvise fine prognoser for Danmarks olie produktion som selvforsyndet efter 2025.Så kan selv ikke fogh løbe fra tæller apperates konkrete data fra nordsøen. og denne data viser et noget andet billede end det rosenrøde billede som der er prognosen fra energistyrelsen.

Foghs forsøg på at stå som klima rednings mand overskygges af ren data der beviser at danmarks co2 udslip faktisk er steget i løbet af de sidste par år. Selv om Fogh nu tager nok så meget afstand til lomborg så kan han ikke lyve sig væk fra at ha været lomborist af værste skuffe.

Det politiske establisment forstår ikke at den jevne befolkning faktisk godt forstår hvor vigtigt energi er, De er udemærkeet klar over at hvis energi bliver dyrt så bliver resten af alt det som de har behov for også dyrt da det er afhængelig af energi. her er fogh handlings lammet af sine fladjords teroetikere som ex Thor Petersen der med sine udtaleser om at vi ender med at eje hele verden tydeligt viser sit idologiske ophav som cornatopist.

End ikke Thor Petersen kan bortforklare at olie produktionen er faldet med 23% i nordsøen og at dette faktisk betyder en reduktion af olie exporten med hele 54% i 2007 set i forehold til 2004. på et tidspunkt der vil end ikke den højere olie pris kunne erstatte den forsvundene olie mængte.

Rammer der en orkan i den mexikanske golf eller sker der et teror angreb i mellemøsteens olie forsyning. en borgerkrig i nigeria. Så vil vi nu se dyre og dyre olie og samtidigt dyre fødevare priser.

forbrugeren har endnu ikke mærket den orkan af pris forhøjelser som der er på vej på fødevare prisen dette alene kan blive et seriøst valgeme i næste valgkamp, for især kontant hjælps familjer og enige pentionister vil mærke denne forhøjelse som en meget stort indskud i deres økonomiske rådigheds beløb.

Vi går rund om kanten på krateret for en enorm økonomisk krise. når en stor del købe kraften forsvinder pga fødevare priserne der stiger med 20-30% i løbet det næste halve år samtidigt med at energi priserner de stiger så vil debatten og fokus for debatten få et helt andet centrum. bolig markdet er pumpet op med enome mængter varm luft der kan kolapse når som helst.
Store økonomiske kriser kommer altid som en tyv om natten uforberet og helt "uforudsigeligt" , Ganske så var det med sorte tirsdag 22.10. 1929. og oliekrisen i 1973. men det var faktisk hverken tilfældigt eller uforberet sorte tirsdag var forventet markdet i 1920ne var stærkt overoppumpede med varm luft. og det var relt forventeligt at opec ikke ville aceptere de samme priser som de internatinale olie selvskaber hade påtvunget dem før usa peak i 1970 usa var nu i 1973 dybt i decline og kunne ikke modsvare opec´s angreb med reserve produktions kapasitet. Der for kunne en sølle 5% reduktion af olie produktionen få så fatal koncekvens på olie markdet igen forudsigeligt og helt foreventeligt.

Sker følgene en ud af 3 faktore så bliver næste valg være et energi valg og dette valg kan Fogh aldrig vinde,

1: olie produktionen rammes af en orkan eller terorangreb krig eller ligende der fjerner 1-2 mil tønder/d rå olie fra markdet olie prisen vil nu blive 100-120 dollar pr tønde vi vil mærke at prisen for benzin eller diesel er ca 15-17 kr/l.

2: kolapser usa boligmarkdet så vil verdens økonomien slå en meget stor koldbøtte som vil sende en tidevands bølge over til eurpoas bolligmarkdet.

3: Falder afganistan og eller irak ud af usa kontrol pga borgerkrigen så vil hele korthuset falde sammen i mellemøsten og olie prisen vil stige extremt.

Alle 3 faktore kan ske samtidigt og dette vil sende hele vores økonomi til tælling.

Det er helt enkelt ikke gået op for det herskede politiske extablisment at Selv IEA nu offenligt siger at olie prisen vil kommer over 120-200 dollar inden for en meget tæt og nær fremtid.

Flere førede experter taler åbent om det kommede olie chok.

http://www.youtube.com/watch?v=4IwtAQzrfiw

Fogh forkøllede 30% vedvarened energi inden 2025 det rækker som en skræder i helvdeve

Chris Henriksen, prøv om du kan ramme lidt lavere næste gang? J
eg aner ikke hvorfor Martin Sørensen staver som han gør, men han er stadig til at forstå. Har du overvejet, at han måske er ordblind? I så fald klarer han sig faktisk ganske godt, og det er modigt at blande sig i en offentlig debat med det handicap. Selvom man skal høre på diverse klaphatte og deres stavekontrol.

At love at ophæve det betonliberale skattestop er det klogeste, Helle Thorning endnu har gjort. Den sysatematiske udsultning af det offentlige under denne regering er en skandale, som det bliver dyrt at rette på på.

Nu mangler vi bare, at S også ophæver fredningen af boligejernes friværdigevinster.

Martin Trolle Mikkelsen

Lars Larsen tage fejl. Statsministerens spindoktorer kunne faktisk have tilrettelagt det bedre: Hindbær Helle kunne have truet med beskatning af opsparingen i fast ejendom,.

Men som det fremgår af Per Vadmands indlæg er sosserne allerede i gang med at udbedre denne lille mangel. Så der er ingen grund til at g i panik, AFR er også statsminister efter næste valg!

Lars Larsen er åbenbart også hoppet på myten om "den muslimske masseindvandring". Da der aldrig har fundet en sådan sted, kan den selvfølgelig heller ikke 2genoptages."

Problemet for Fogh er på den korte sigt mere den success, som regeringens ( + selvfølgelig også den forgående ) politik har haft. Hvem havde for 5 år siden forventet, at vi skulle nå frem til en situation med næsten ingen arbejdsløshed.
Det er primært den situation, der ligger bag de offentlige lønkrav. Man skal gøre sig klart at for 6 år siden havde mange af de som arbejder eks. i plejebranchen ingen andre steder at gå hen. Det har de idag. Sådan fungerer markedet.
Et håb kan blive at denne situation kan resultere i en forstærket forandrings proces i den offentlige sektor.

Lars Hahalarsen, vilde gæt kan vi alle sammen komme med. Måske er der i virkeligheden 3 millioner? Eller 177? Paranoiaen sætter ingen grænser.

Faktum er, at den "masseindvandring", du og dine åndsfæller (måske ikke partifæller, du er nok snarere betonliberalist af cepos-slagsen) aldrig har fundet sted. Der har i 60'erne og 70'erne været tale om en vis import af arbejdskraft, og siden da har indvandringen været begrænset af stadig strammere lovgivning, også længe før Foghs regering kom til - og den har i øvrigt hovedsageligt bestået af flygtninge, altså mennesker i nød, som du åbenbart ikke mener, vi behøver at tage ansvaret for.

Hvilket du jo heller ikke ved, om vi har. Vi har muligvis op imod et par hundrede tusinde indvandrere/flygtninge, men hverken du eller jeg kender tallene for deres religion, da det, som du selv skriver, ikke registreres.

Og lad os håbe, at Karen Jespersen kan skade Venste lige så meget, som hun konsekvent har skadet alle de mange andre partier, hun har forladt.