Læsetid: 6 min.

Hoxha, Mercedes og bunkevis af tankstationer

Vi er stensikre på, at vi ikke har brudt nogen love, men han tager alligevel vores pas og forlanger 55 euro for at levere dem tilbage. Det skal hertil siges, at netop denne vejstrækning er en pipeline, der bruges af vesterlændinge, når de skal til Grækenland, og at makedonere og grækere har et meget anspændt forhold til hinanden...
9. august 2007

Vi er stensikre på, at vi ikke har brudt nogen love, men han tager alligevel vores pas og forlanger 55 euro for at levere dem tilbage. Det skal hertil siges, at netop denne vejstrækning er en pipeline, der bruges af vesterlændinge, når de skal til Grækenland, og at makedonere og grækere har et meget anspændt forhold til hinanden. Det virker som om, det er en form for korrupt straftold, der skal betales for at køre gennem Makedonien til deres 'fjende': Grækenland. En tanke, der bliver bekræftet, da vi forklarer ham, at vi ikke skal til Grækenland, men derimod Ohrid-søen, og 'bøden' derfor på stedet bliver nedsat til 35 euro. Vi ser ingen anden udvej end at betale, selvom vi er pænt sure over dette landevejsrøveri ved højlys nat.

Betjenten tillader sig endda at gøre honnør og ønske os fortsat god rejse, da vi - igen i besiddelse af vores pas, men uden en officiel papirbøde - fortsætter vores tur. Med et totalt negativt indtryk af Makedonien og makedonere ankommer vi til en slags snusket charmerende Gardasø. Her møder vi den makedonske 'entreprenør' - officielt import/eksport af frugtjuice - Zuber, der viser sig at have en finger med i alt, hvad der foregår omkring Ohrid-søen. Sammen sidder vi på en græsk taverne og ved hjælp af en omgang makedonsk Raki-brændevin får vi løst hele verdenssituationen.

Et par timer efter midnat skaffer han os husly - til speciel 'Zuberpris' - på det lokale hotel Bej Bunar, der oser af østeuropæisk majestætisk charme. Service og venlighed er i topklasse, men vi er selvfølgelig også special friends of Zuber- Vores indtryk af Makedonien har fået et positivt nøk opad.

Mercedes-landet

Næste dag går turen rundt om den postkortssmukke sø til den albanske grænseovergang. Vi er spændte, aner ikke hvad der venter os. Vi fylder brændstoftanken for en sikkerheds skyld. Er ikke klar over, om tankstationer er mangelvare i Albanien.

Vi ruller over grænsen ved Sveti Naum med søen til højre og bjerge til venstre. Svirrende fuglekvidder blandes med et gammelt Madonna-hit, der summer i baggrunden. Der er ingen problemer med krydsningen, selv med de albanske tolderes trabanttempo. Vi skal dog lige betale et indgangsbeløb på 10 euro pr. mand, og så er vi i Albanien. Kun lige på albansk jord, da vi ser den første af 600.000 topersoners bunkere, som kommunistregimet byggede til selvforsvar af landet. De er tanksikrede, et faktum bevist af konstruktøren, der var tvunget til at kravle indenfor i en af sine konstruktioner, mens en albansk tank fyrede kanonkugler mod den lille pilleformede forsvarsstruktur!

Det næste, vi møder, er en albansk ko, der står i vejsiden foran en tankstation og græsser. På 10 sekunder passeres den af lige så mange Mercedes'er - og en til, og en til og - Landet er fyldt med Mercedes'er - og tankstationer.

"Hvor vildt. Hvordan kan over 80 procent af den albanske vognpark bestå af det tyske adelsmærke? Skal vi ikke finde en Mercedes-mekaniker og få forklaringen," spørger jeg Mikkel.

"Nej, det er for indspist! Hvis der er en her i landet, der ved besked, så er det den unge udenrigsminister Lulzim Basha. Han er tidligere transportminister. Lad os spørge ham".

"Okay, Tintin! Og splitte mine bramsejl-"

Den klodsede gule bygning, der ligger ved Lana-floden, var egentlig tiltænkt som residens for den kinesiske ambassade, men huser nu udenrigsministeriet. Indgangen ligger halvt skjult af palmeblade. Lulzim Basha sidder afbalanceret i sit højloftede kontor på en grøn rokokosofa og glatter med et let strøg det røde slips, inden han giver forklaringen: "Der er tre grunde. Status, styrke og det praktiske. I et land, hvor det at eje en privat bil var forbudt, er Mercedes det ultimative statussymbol. Den anden grund er, at det var almindeligt kendt, at især de gamle Mercedes'er fra firserne var de stærkeste biler til de dårlige albanske veje. Og for det tredje, så skabte Mercedes hurtigt et marked med reservedele og habile mekanikere," pointerer Lulzim Basha.

I dag er vognparken opgraderet til Mercedes'er fra halvfemserne og frem. Og så er der tankstationerne? De ligger i det meste af Albanien med få kilometers mellemrum. Med navne som Api, Uldedej, Armo og Rira Oil er de allestedsnærværende.

"Der er flere tankstationer i Kosovo," siger Lulzim Basha med et grin. "Det er de første tegn på en bølge af laissez faire-kapitalisme. Det skete bare. Ligesom restauranter og barer, så er tankstationer synlige". Jep, Mercedes og tankstationer - vestlig dekadence. Det er mandag aften i Tirana - dagen hvor vi havde aftalen med ministeren - og tre dage efter vores ankomst til landet. Tirana, hvor også Enhver Hoxha ligger begravet. Vi udsatte derfor vores gravjagt et par dasedage. Det var tre fabelagtige dage i vores nye favoritland: Albanien, hvor hjælpsomhed når hidtil uanede højder. Her peges vi ikke bare i den rigtige retning, når vi spørger om vej, nej, her stiger den adspurgte ind i sin bil - Mercedes - og kører foran os til bestemmelsesstedet.

Fra en guidet rundtur på middelalderbyen Berats stolthed, det fredede borgområde højt løftet over den historiske by i det centrale Albanien, til en parade af farverige drinks på The Riviera Bar i den sydlige kystby Dhermi, en halv meter fra Det Ioniske Hav. Og overalt disse sydlandsk-smukke kvinder, der har mere til fælles med italienere og grækere, end med deres tidligere kommunistblok-søstre. Et prime example er Alba, vores 19-årige receptionist på Hotel Palma. ALBAnien: Din dejlige steg.

Back to business

Mandag var det dog back to business. Vi stiger ind i en bleggul Mercedes-taxa og kører gennem det slidte Tirana, hvor husene trods deres slidtage og manglende vedligeholdelse alligevel fremstår farverige og levende. Der har nemlig været gang i den farverige pastelpensel, og bygningerne stråler med fantasifulde trekanter, cirkler, regnbuer og alskens abstrakte designs. Utroligt hvad lidt maling kan gøre. Suser gennem denne myldrende, sprudlende, trafiksindsyge, vanvittige - kort sagt motherfucking fascinerende virvar af en by. Tirana: You. Take. My. Breath. Away-

Vi ser en stor amerikansk Hummer - der virker underligt malplaceret - og gestikulerer med sydlandsk temperament. Taxachaufføren gnider tommel- og pegefinger mod hinanden "Mafia," siger han og griner.

Folkets Kirkegård ligger i udkanten af byen. Her er penslen endnu ikke nået frem, så her er farveløst slidt. Meget slidt. Men også meget liv. Mange mennesker på gaden, boder og små butikker. Vi betaler for taxaen og går det sidste stykke vej op ad en bakke beklædt med små blomsterboder. Plastik-blomsterboder. Et rustent jerngitter udgør indgangen, og i det lille skur ved siden af sidder en bedstemor og hendes barnebarn.

Vi spørger om Hoxha, og den fire-årige pige får besked på at føre os til graven. Gennem den simple kirkegård følger vi den scenevante lillepige, og endelig er vi der. Hun peger på en grav: Enver Hoxha. En ordinær grav på en ordinær kirkegård. Graven er uden indskrift. Fra enevældig hersker til en umærket grav på folkekirkegården i udkanten af Tirana. Højt at flyve-

Roadtrip: Jagten på Hoxha og alle de andre: MISSION FULDFØRT

Epilog

Straks efter mandagens besøg hos Lulzim Basha forlader vi Albanien. Om 36 timer skal camperen stå i Hamborg. Det er tjep-tjep hele vejen hjemad gennem Albanien, Montenegro, Bosnien-Herzegovina, Kroatien, Østrig og Tyskland.

Jeg kører de første 10 timer, inden jeg lidt nord for Dubrovnik overlader rattet til Mikkel for at sove lidt bag i camperen. Da jeg vågner tre timer senere, er vi 160 kilometer syd for Zagreb, og der sidder en kroatisk Hare Krishna-munk på passagersædet og sludrer med Mikkel. It's been one of those trips-

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu