Læsetid 4 min.

'Intet kan ryste den danske selvtillid'

Suzanne Brøgger ville ønske, hun kunne sige, at Danmark mistede sin uskyld i Irak-krigen. Men hun tror det ikke. Hun tror, at en forbløffende tålmodig ligegladhed over for krigen betyder, at vi danskere stadig synes, vi er vidunderlige
Der er et skel mellem dem, som har oplevet krigens gru og dem, der kun har set krig på tv, mener forfatteren Suzanne Brøgger om danskernes opfattelse af Irak-krigen.

Der er et skel mellem dem, som har oplevet krigens gru og dem, der kun har set krig på tv, mener forfatteren Suzanne Brøgger om danskernes opfattelse af Irak-krigen.

Simon Knudsen
21. august 2007

Diktafonen er kun netop begyndt at forevige, da Suzanne Brøgger stopper op. Der er noget, hun ønsker at slå fast fra start:

"Hvis du havde spurgt mig om alt muligt andet, havde jeg nok ikke villet lade mig interviewe. Grunden til, at jeg vil tale om det her, er, fordi det er et spørgsmål, der optager mig hver eneste dag."

Og det er tydeligt, at krigen i Irak ligger Suzanne Brøgger dybt på sinde. Men det er et engagement, som forfatteren ikke mener er særligt udbredt blandt befolkningen.

"Der er i Danmark en altovervejende apati i forhold til krigen. En forbløffende tålmodig ligegladhed. Det forstår jeg ikke," siger hun.

Ringenes Herre

Suzanne Brøgger ser Irak-krigen som et udtryk for, at magthaverne ikke længere tager udgangspunkt i virkelighedens verden.

Hverken i deres beslutninger eller i vurderingen af konsekvenserne af de beslutninger.

"Irak-krigen minder mig utroligt meget om en fantasy-film. Det er som om, beslutningerne er taget under indflydelse af Ringenes Herre. At krigen foregår i en verden, som er delt i de gode og de onde, og hvor der er et stort behov for at spille helte. Man kæmper også som om, det er en sportsbegivenhed: At dem skal vi nok 'slå'. Hele den tankegang er så fjern fra virkelighedens verden," siger hun.

Det forsimplede billede af krigen er også en væsentlig grund til, at Suzanne Brøgger frygter, at den danske befolkning ikke har lært noget af Irak. "Debatten har været for sort-hvid. Den offentlige samtale har hele tiden handlet om, at enten var du for eller imod, og hvis du ikke ville gå ind i Irak, var du tilhænger af en morder. Det er præsident Bush, som har introduceret det forenklede billede: Enten er du med os eller imod os. Det har fået lov til at dominere hele debatten, og derfor kan man ikke lære noget af den. Hvis man udelukkende tænker i sportstermer med et vinder- og et taberhold og de gode og de onde, så er vi inde i eventyrets verden. Og hvad kan man lære af et eventyr? Ja, et eventyr plejer at ende godt. Men virkeligheden er ikke et eventyr, og der er heller ikke noget, der ender. Irak bliver ved med at være der," siger hun.

Lige vidunderlige

Suzanne Brøgger påpeger et andet problem ved debatten.

"Det er som om, den offentlige samtale er bombet i splinter, så den foregår i små bitte fragmenter. Vi har en debat om, hvor mange soldater der skal til psykolog, eller en debat om hvordan kvinderne og børnene har det, mens de venter på deres mænd og fædre. Men den overordnede diskussion mangler fuldstændig. Når det nu gik lige modsat det, man havde sat sig for, hvorfor har vi så for eksempel ikke en debat om, hvordan man skal gøre fremover?" siger hun.

På grund af ligegladheden og den manglende debat mener Suzanne Brøgger heller ikke, at Danmark er et andet land end før Irak-krigen.

"Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Danmark havde mistet sin uskyld. Men det tror jeg ikke. Jeg tror, danskerne synes, vi er lige vidunderlige. Intet kan ryste den danske selvtillid," siger hun.

Hvis danskerne skal vækkes, tror Suzanne Brøgger kun, at der er en ting, som kan gøre det.

"Man kan sige det så enkelt, at jo flere steder på jorden hvor det går dårligt og kommer til at gå endnu værre, des mere vil det øge flygtningestrømmene i verden. Det sætter også pres på Danmark, og da Danmark ikke kan tolerere ret mange flygtninge vil det til sidst engagere folk. Men det sker først, når de fremmede står med foden i døren."

Mareridt

Suzanne Brøgger mener, at opfattelsen af Irak-krigen til dels er et generationsspørgsmål. Der er et skel mellem dem, som har oplevet krigens gru, og dem der kun har set krig på tv.

"De, der enten kan huske Anden Verdenskrig eller Vietnam-krigen, er mere skeptiske over for krigen. Jeg var selv i Vietnam, og jeg kan huske den stemning af uvirkelighed, der var, når jeg stod i det amerikanske pressecenter og hørte dem opremse alle deres sejre. Man havde på fornemmelsen, at der var et eller andet, der ikke stemte. Det er heller ikke lang tid siden, vi hørte, at de danske frihedskæmpere, der havde været med til at likvidere, levede resten af deres liv med mareridt. At de aldrig kom over det."

Men hos de yngre generationer ser Suzanne Brøgger en helt anden indstilling til krigen.

"Det er som om den type erfaringer ikke kan overføres. Hver enkelt skal lære det. Jeg ved, at de helt unge står i kø for at komme til Afghanistan. De lidt ældre officerer, der har været ude, vil helst ikke ud. De ved, hvor belastende det er. Men de unge opfatter krigen som en måde at opleve verden på og som noget heroisk. Sådan var det også under Den Spanske Borgerkrig, hvor digteren Gustav Munch-Petersen tog til Spanien og ofrede sit liv. Sådan kan man have det, når man er ung og synes, man er ved at blive sovset til i borgerlighed. Men der er mange, som har glemt, hvor beskidt krig er, og at det er et mareridt, som overhovedet ikke kan sammenlignes med det, man ser på film. At det er noget, der knækker mennesker for livet," siger Suzanne Brøgger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Ja, men Irak-krigen ER skam inspireret af Ringenes Herre; bare spørg David Gress-Wright, Danmarks suverænt største Tolkien-kender og CEPOS-medlem, som har redegjort for sammenhængen i essayet From Plato to NATO og i foredrag. Tolkien afviste dog selv en forbindelse til politiske forhold (2. Verdenskrig, Den Kolde Krig), men det ved Bush vel ikke.

Brugerbillede for Anonym

Tak til Suzanne Broegger for nogle praecise diagnostiske snit i den danske flegmatisme og indelukkethed, der indebaerer at vi ikke for alvor vil hoere om de problemer vores allesammens verden slaas med. Informationerne skal enten pakkes ind i julekalendere, med kameraet og nysgerrigheden i boernehoejde eller fremstilles som noget, der kun vedroerer og skyldes(som Matador Laura saa praecist udtrykker det) "dem derovre".
Bevares, vi vil gerne have et vist maal af autentiske oplevelser fra den der besvaerlige verden, se nogle ikke alt for sultne fattige og vide noget deres "spaendende" tilvaerelse uden social sikkerhedsnet, elektricitet og andre kulturforstyrrende elementer. Vi vil ogsaa gerne bidrage med et eller andet til de knap saa heldige, men helst noget vi selv definerer som noedvendigt. Det de selv foreslaar forekommer os ofte lidt ved siden af.
Derfor er ikke bare krigen i Irak (og Afghanistan?)kastrofal men ogsaa mange af de bestraebelser, der udfoldes med ulandshjaelpen og hjaelpeaktioner er forfejlede eller totalt utilstraekkelige.
Maaske er vi uhelbredeligt overbevist om, at alt det danske er det bedste og derfor ude af stand til at se klart naar vi kommer over Valby bakke.

Brugerbillede for Anonym

Præcist af Suzanne Brøgger. Man kan virkelig undre sig over, hvorfor vi ikke kan have en ordentlig offentlig og politisk debat om krigens konsekvenser.

Den debat burde naturligvis både handle om ansvar bagud, og om ny politik fremad. De to ting hænger sammen, for uanset vilken ny rolle vi vil spille i mellemøsten, vil det jo i mange år frem være som "forhenværende irak-deltager"

Regeringen har været fænomenal til at tale uden om. Den store del af befolkningen, der har følt sig løbet om hjørner med vil muligvis helst glemme det hele, selvom jeg har lige så svært som SB ved at forstå det. Socialdemokratiet har været i krise af andre årsager og derfor været en svag spiller.

Men at de større medier har været så tamme synes jeg er det aller mest kritisable. Hele deres samfundmæssige berettigelse er at fortælle om virkeligheder gennem kritiske og selvstændigt journalistisk arbejde. Det skal de gøre uanset hvor det pågældende medie befinder sig rent politisk.

Mediernes svigt er - om noget - en undersøgelse og en selvkritik værd.
Jeg ved godt, at Information har lyst op i mørket, men I gør det jo desværre ikke alene.

Selvfølgelig har jeg ikke læst alle aviser hele tiden. Der kan godt have stået nogle gode artikler hist og her. Men hvorfor redaktionerne ikke driver Irak og mellemøsten langt, langt mere er er gåde... Man kan naturligvis ikke forvente sig, at de borgerlige aviser pludselig hopper over på oppositionens hold. De må rejse spørgsmålene på sin egen måde, f.eks: hvad er de borgerlige partiers egen lære at Irak-krigen? Var krigen i bund og grund en rigtig beslutning, som bare gik skævt? - det hævder regeringen jo fortsat, men mange borgerlige er kommet frem til noget andet. Hvordan skal danmark forny sin rolle i mellemøsten? Spørgsmål er det nok af, uanset partifarve.

Brugerbillede for Anonym

Jeg er også en af dem der som SB HELE TIDEN tænker over irak krigen - de mange tusinder af uskyldige civile irakere, der er blevet dræbt.

Grunden til at de kvalmende sentimentale og selvglade danskere er totalt ligeglade med den grufulde og fejlslagne/tabte krig skyldes især mediernes accept og godkendetse af magthaverne politik.
Bemærk fx. at al krigens GRU er fuldstændig fraværende i mediebilledet.Eller fx. amerikanernes overfald på byen Falluja, en forsvarsløs befolkning, hvis by er jævnet med jorden og civile dræbt i tusindvis af forbryderiske, ulovlige bobmer. Hvor skulle de 250.000 indbyggere gå hen, da de blev tvunget ud af byen, hvad skulle de lave af? Lad os se billederne af de af fosforbomber brændte lig af kvinder og børn.

Jeg troede Irak skulle befries, nej de skulle myrdes. Med som Harold Pinter sagde i sin nobeltale : disse forbrydelser fandt aldrig sted, selv mens de fandt sted, fandt de ikke sted!
Og det er status i lille, gode, selvtillidsfulde Danmark , der, som flødebollen hele Danmarks super-journalist Jes Dorph siger, er : Verdensmestre i lykke; rapporterne strømmer ind og Jes stråler : Jep, hej danskere vi er bare de lykkeligeste: sexliv, familieliv arbejdsliv. Og dødstallene stiger og stiger.
Det er nærmest som en afart af begrebet Holocaust benægtelse.

Men i virkeligheden er det jo irakernes egen skyld, ikke sandt. Og nu er Fuck-Anders nået frem til denne storslåede erkendelse : irakernes fanatisme og modstand mod frihed og demokrati har chokeret Anders, der af sit hjertes renhed så gerne ville give irakerne civlisationens liflige frugter. Men irakerne (læs : muslimerne ) vil ikke. Bekvemt at tørre den katastrofale krig af på irakerne; man aner den underliggende krypto-racisme.

Hvad med om Anders tog til Irak og lagde sig ned på sine knæ og sagde: irakere, tilgiv mig; tilgiv mig for de hundredetusinder alle de døde: børnene, deres mødre og fædre; tilgiv mig for alle de lidelser vi har påført jer.

Men der er ikke noget at komme efter for det er aldrig sket.