Villy Søvndal, Thøger Seidenfaden og Naser Khader skal under lup.
Samfundsrevser, forfatter og krigstilhænger Claes Kastholm Hansen er ikke i tvivl om, hvem han gerne vil gøre til genstand for en Irak-undersøgelse.
Mens en bred vifte af militærfolk, politikere og debattører opfordrer regeringen til at iværksætte en uvildig kulegravning af Danmarks Irak-indsats, mener Kastholm, at det er helt andre folk, der skal dingle fra en undersøgelsesleders reb.
"Det vil være det rene ressourcespild at gennemføre en undersøgelse eller hvidbog over regeringens adfærd før og under Irak-krigen. Alt foreligger klart som dagen. Hverken stats- eller udenrigsministeren har noget at skjule. Det hele står i folketingsreferater. Der er gjort omhyggeligt rede for regeringens vurdering af krigsgrundlaget," siger Claes Kastholm Hansen.
"Til gengæld er der i høj grad brug for en undersøgelse af den måde, som dele af den politiske offentlighed skamløst har manipuleret med kendsgerninger og citater til indenrigspolitiske formål i hele Irak-debatten", siger han.
Claes Kastholm Hansen peger bl.a. på SF's formand Villy Søvndals "mere og mere tøjlesløse demagogi, hvor han har fordrejet citater og beskyldt sine modstandere for at bygge på løgn, skønt der blot er tale om uenighed i vurderinger."
Han peger også på Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, "hvis bagkloge, opportunistiske og hykleriske angreb på regeringen bygger på den bekvemmelige forglemmelse, at han selv gik ind for Irak-krigen i 2003."
Og Ny Alliances formand Naser Khader, "der i sin modstand mod krigen åbenbart lider af et ganske alvorligt hukommelsestab", siger han og peger på, at Khader i 2003 var så varm krigstilhænger, at han skrev en hel kronik i Politiken, hvor han forsvarede krigens nødvendighed. Kastholm Hansen mener, at det udelukkende er et spørgsmål om politisk uenighed, når oppositionen sætter spørgsmålstegn ved krigen legitimitet.
At der har været utilstrækkelige efterretninger, direkte forkerte efterretninger og manipulation med efterretninger, mener han bør undersøges - men udelukkende i USA.
En rigtig krig
Claes Kastholm Hansen har været tilhænger af Irak-krigen fra starten. Og det er han stadig,
"Det står jeg hellere end gerne ved. Hvis man går ind for noget så forfærdeligt som en krig og for Danmarks deltagelse i den, har man pligt til at tænke sig godt om. Det har jeg gjort, og jeg mener fortsat, at der på det givne tidspunkt ikke var andet at gøre end at sætte krigsmaskinen i gang for at vælte Saddam Hussein," siger han og opfordrer krigsmodstanderne til at forsøge sig med " lidt kontrafaktisk historie".
"Nogle vil i fuldt alvor hævde, at man skulle have ventet på våbeninspektør Hans Blix' afgørelse. Men det var ikke en mulighed. Blix ville aldrig gå ud og sige, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak. Han ville hele tiden lade en dør stå åben. Vi vidste, at Saddam tidligere havde haft masseødelæggelsesvåben, og at han havde brugt dem. Vi vidste, at Saddam ikke veg tilbage for noget middel, og vi vidste, at hans ambition var af pan-arabisk karakter: Han stilede mod at blive Mellemøstens stærke mand. Hvis man ikke havde væltet ham, men havde trukket sig tilbage og ophævet embargoen, ville han stå som alle tiders sejrherre. Det ville i mellemøstlig sammenhæng blive en ufattelig stor triumf for ham, og den vil give ham meget farlige politiske og militære muligheder," mener Kastholm.
Utilgivelige fejl
"Mit argument for at støtte krigen var først og fremmest sikkerhedspolitisk. At der efter Saddams fald er begået ufattelige og utilgivelige fejltagelser af amerikanerne i Irak er en anden sag, der ikke ændrer ved motiveringen for at gå ind i krigen," siger han.
"Jeg har ikke haft fantasi til at forestille mig, hvor tåbelige beslutninger Bush-regeringen kunne gøre sig skyldig i, og det viser sig jo også, at Bush-regeringen på stort set alle vigtige punkter har tilsidesat den militære ledelses kloge anbefalinger."
Om Danmark skulle være gået aktivt med i krigen, er et holdningsspørgsmål, mener Claes Kastholm Hansen.
"Jeg har hele tiden været enig med Fogh, og er det stadig i, at USA er vores vigtigste allierede, og at vi både er moralsk forpligtede, og at det i et længere perspektiv er vores absolutte hovedinteresse at yde vores militære bidrag. Jeg går generelt ind for den nyere aktivistiske linje i dansk udenrigspolitik. Jeg mener også, at historien lærer os, at præventiv-krig i visse tilfælde (som Iraks) er det mindste af to onder. Derimod deler jeg ikke korsfarer-tilbøjeligheden til at udbrede demokratiet med sværd i hånd, og det vil heller ikke være muligt at finde en kommentar fra min hånd, der bruger udbredelsen af demokratiet som argument for Irak-krigen," siger Kastholm.
Han hilser i øvrigt en ny og lødig debat om Danmarks involvering i militære engagementer velkommen.
"Personligt mener jeg, at vi nu skal koncentrere os om Afghanistan med alle nødvendige midler. Den delvise fiasko i Irak er bl.a. forårsaget af, at man har negligeret den militære grundsætning om, at man skal have et veldefineret mål og det tilstrækkelige antal midler til at nå dette mål. Hvis man holder sig denne grundsætning for øje, vil man forstå, at vi skal holde os langt væk fra Darfur," siger han.
