Læsetid: 4 min.

Koketteri, ikke journalistik

Dumpekarakter. Hvorfor blev journalisterne ved med at spørge Anders Fogh, om han ville udskrive valg, når de vidste, at han ikke ville svare? Det var, som når børn spørger om, hvad de får i julegave
Slået. Vi kan slå dem allesammen, sagde Dennis Rommedahl før kampen mod Irland. Det holder, hvis man ikke tæller Irland med.

Slået. Vi kan slå dem allesammen, sagde Dennis Rommedahl før kampen mod Irland. Det holder, hvis man ikke tæller Irland med.

Jesper Nørgard Sørensen

25. august 2007

"Vi kan slå dem alle sammen," siger fodboldspilleren Dennis Rommedahl.

"Jeg kan slå Anders Fogh," siger politikeren Helle Thorning.

Dennis Rommedahls udtalelse faldt i dagbladet Politiken dagen før testkampen, hvor holdet tabte 0-4 til Irland, Helle Thornings på Socialdemokraternes kongres i Odense i 2005, hvor hun vandt over Frank Jensen.

Men hvad nu hvis Rommedahl havde sagt: "Vi kan ikke slå dem alle sammen," og Helle Thorning tilsvarende: "Jeg taber til Anders Fogh."

Nej, vel! Det går ikke på den måde, selvom det måske netop går på den måde, og sådan er der så mange udtalelser og kommentarer, som er selvindlysende, men alligvel kommer i medierne. Ikke mindst hvis der er håb om eller risiko for et folketingsvalg, har begivenhederne deres faste dramaturgi.

Scenegangen

Punkt et: Først spørger journalisterne diverse politikere, om de tror, der kommer et valg (selvom intet kan være mere ligegyldigt, end hvad nogen tror eller ikke tror. Facts, om vi må bede).

Punkt to: Regeringen fremlægger sit forslag til en politik (skal selvfølgelig refereres). Alle journalisterne forsøger at finde 'deres egen vinkel', som de andre journalister ikke har.

Punkt tre: Alle journalisterne spørger de samme partiledere om, hvad de mener om forslaget. Oppositionen er altid imod (hvilket alle ved på forhånd).

Punkt fire: Alle tv-journalisterne spørger Peter Mogensen.

... osv., osv.

Rigtig journalist

Et enkelt indslag i tv fortjener at blive fremhævet: Det med den journalist fra Danmarks Radio, Kim Bildsøe Lassen, som havde Anders Fogh på tomandshånd, og som spurgte ham, om det ikke var uretfærdigt, at de økonomisk svageste fik den mindste skattelettelse, mens de i forvejen stærke fik den højeste?

Et simpelt spørgsmål, som ikke fandt noget svar, hvorfor journalisten stillede det igen fire-fem gange: "Du svarede ikke på mit spørgsmål."

Se, det var en rigtig journalist. Interessant at se, hvordan Fogh hver gang så ud i hovedet, som om han havde besvaret det, men journalisten bed sig fast... indtil han ikke gjorde det mere, for ellers kunne Fogh være blevet ved 671 gange.

Dumpekarakter derimod til de mange journalister, som ikke kunne være i nærheden af Fogh uden at spørge, om han ville udskrive valg. De vidste på forhånd, at det ville han aldrig sige, men gemme til et pressemøde, og alligevel kunne de ikke dy sig. Det var ikke journalistik, men koketteri som mellem to kærester, eller som når børn spørger deres forældre, hvad de får i julegave, vel vidende at det får de ikke at vide før juleaften.

Et læserbrev

Lad os citere et enkelt ud af det store hav af læserbreve om regeringsudspillet, dette fra B.T., hvori regeringens oplæg bliver kommenteret:

"Uha for en 'ommer'. Igen er det spild af ressourcer, og det er de forkerte, der får. Vi med de små indkomster bliver gjort til grin, når skattelettelsen i stedet bliver til en skattestigning. Ja, andet kan jeg ikke få ud af det, når benzinprisen stiger, og afgifter på vand og el kommer oven i. Nu må vi da snart nå bunden og vælge en ny regering, som om ikke andet har en kønnere statsminister."

Skrev Bitten Blindbæk, Marslev, som altså gjorde det, som mandlige skribenter ikke plejer at slippe godt fra: Kommentere kvindelige politikeres udseende.

Rommedahl

Det meste, som er sagt og skrevet om dansk politik de seneste uger, er spindelvæv, varm luft og spekulationer uden substans, idet de relevante partier holder kortene tæt ind til kroppen og gemmer esserne til forhandlingsrunden.

Hvorfor mange læsere formentlig springer det over - eller forkuserer på, om de selv får skattelettelser. (Anderledes med tv, for man kan jo ikke løbe hen og slukke og tænde for hvert indslag, en essentiel forskel på de to medier).

Men hvad pokker skal medierne ellers gøre? Man kan jo ikke bare lade som ingenting. Den positive version er vel, at denne summen er den elektroniske udgave af det antikke torv i det gamle Hellas. Dennis Rommedahl var skuffet efter nederlaget til Irland:

"Jeg er skuffet over, at de piber os ud af banen," sagde han til pressen bagefter. "Jeg vil gå så langt som til at sige, at vi spillemæssigt var mindst lige så gode som dem." En opfattelse, han stod ret så alene med.

Dramaturgien for den slags er, at hjemmeholdets publikum kan leve med at være bagud 0-2, til nød 0-3, men så vender stemningen automatisk, og man begynder at buhe ad sine egne, og man bliver, som det hed i Politikens elegant formulerede overskrift: "Til grin i smilets by."

Men hør nu her: Det er typisk for landsholdet at gøre en uheldig figur ved generalprøven, og når alle har mistet ethvert håb, vinder det alligevel. Morten Olsen skal jo så nok tage Thomas Sørensen til nåde igen på målmandsposten, for selv om den nye i klassen, Jesper Christiansen, ikke direkte begik fejl, så havde han så sandelig heller ingen spektakulære redninger, men hør... nu er Deres skribent da vist selv på vej ud i de rene spekulationer, så det er på tide at stoppe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu