Læsetid: 7 min.

Mødet med livets dystre kapitler

Han blev udråbt som 'Doktor Klam' foran hele Danmarks befolkning. Han bliver husket for at have befamlet sine patienter, selv om han senere blev pure frifundet. Lægen Søren Ventegodt føler ærgrelse ved dengang, han blev trukket gennem mediemøllen og mistede sin karriere og sit gode rygte
8. august 2007

Der var engang en læge, som hed Søren Ventegodt. Han var kendt i hele riget for sine forskningsresultater og var derfor vellidt af patienter og medier. Derfor sad han også i en stor, fin bygning med masser af kolleger under sig og fik store summer penge af nogle fonde. Sådan kunne man begynde Søren Ventegodts eventyr, mens han stadig var på toppen.

Men der er meget langt fra det mondæne Sundhedshuset i det indre København til Søren Ventegodts beskedne klinik på Østerbro. Før var der forskning i fire etager i en gennemrenovereret ejendom med glasvægge og bladguld. Nu er rammerne et enkelt værelse med møbler i klunkestil i et klinikfællesskab i en gammel herskabslejlighed. Før var han anerkendt forskningschef - elsket af medierne. Nu er han alternativ behandler - udskældt af medierne.

"Det er først og fremmest ærgerligt, at det lykkedes de her 'slyngler' at vinde over mig," siger Søren Ventegodt.

Ikke engang navnet 'Ventegodt' er at finde på dørtelefonen til klinikfællesskabet. Det er prisen for at være blevet udråbt som 'Doktor Klam' foran hele nationen. Søren Ventegodt har hvid skjorte og knælange shorts på, da Information møder ham i hans praksis en steghed dag i juni.

"Normalt er jeg mere formelt klædt på," undskylder han straks.

'Om mange, mange gange'

Søren Ventegodt er uddannet læge og var i mange år feteret forsker på Rigshospitalet. Lige indtil han kommer i karambolage med sin psykiaterkolleger, da de er uenige om, hvordan psykiatriske patienter skal behandles. Det er også psykiaterkollegerne, han omtaler som "slyngler".

Søren Ventegodt går ind for holistisk medicin - samtale og kropsterapi og ingen piller. For nogle patienter med 'ondt i seksualiteten', indebærer kropsterapi vaginal akupressur, dvs. massage i kvindens skede.

Ventegodt forlader Rigshospitalet i år 2000, men får massiv økonomisk støtte af en fond til at åbne sit eget forskningscenter.

"Det var en livsdrøm, der gik i opfyldelse," siger Ventegodt.

Man kan mene, hvad man vil om Ventegodts behandlingsformer, men han er blevet renset for alle anklager. Ikke en eneste patient har meldt ham til politiet. Den 20. januar 2006 udtaler politiet, at de ikke har noget strafferetligt at udsætte på Søren Ventegodt.

Alligevel associerer de fleste af os ord som 'Doktor Klam', 'den sexgale platugle', 'befamlingslægen', 'den liderlige læge' og andre lidet flatterende øgenavne med Søren Ventegodt.

"Det gør ikke noget, at folk synes, jeg er en sær snegl med underlige behandlingsformer. Men folk må samtidigt forstå, at jeg er en lovlydig person, der følger alle de etiske forskrifter," siger Ventegodt.

I 2005 havde Ekstra Bladet fået et tip om, at Søren Ventegodt misbrugte sine patienter. Dernæst troppede en ung, blond journalist fra Ekstra Bladet op med et skjult kamera i tasken. Hun var der under dække af, at hun havde psykiske problemer.

Journalisten forsøgte ifølge Ventegodt forgæves at forføre ham i sin desperation for at 'få noget godt i kassen'. Dele af seancen blev vist på DR, hvor der blandt andet var fejl i tekstningen. Ud over at spørge, om det ville hjælpe, hvis Ventegodt gik i seng med hende, spørger journalisten også, om hun skal være nøgen.

Ifølge DR's tekstning svarer Ventegodt:

"Mange, mange gange."

Det var ikke korrekt tekstet, da sætningen burde have lydt: "Om mange, mange gange." Et vigtigt "om" var 'tilfældigvis' røget ud af sætningen.

Ærgrelse

Straks efter rullede lavinen. Ventegodt kunne se sig selv udråbt som 'Doktor Klam' på Ekstra Bladets spiseseddel.

Det er nu halvandet år siden, og den 46-årige holistiske læge mærker stadig konsekvenserne af at have været en tur i mediernes vridemaskine.

"Jeg mistede alt. Jeg mistede mine patienter, min anseelse, mine foredragskunder, den tv-dokumentar, der var ved at blive lavet om min behandling," siger Søren Ventegodt.

Han har mistet to-tredjedele af de patienter, han før havde. I dag konsulteres han af 20-30 patienter.

"Ærgrelse" er dog det største ord, Ventegodt kan finde frem for at beskrive hele situationen.

Psykiaterne fra Rigshospitalet havde ifølge Ventegodt placeret historien hos Ekstra Bladet og DR.

De havde koordineret med hinanden at ringe på skift, mener han.

"Jeg var først og fremmest ærgerlig, fordi de her psykiatere fra Rigshospitalet havde vundet et slag. Det lykkedes dem at føre DR og Ekstra Bladet bag lyset. Få dem fuldstændig med på deres løgnehistorier," siger Søren Ventegodt.

- Du må da have følt et eller andet mere end bare ærgrelse?

"Der er jo alle følelser i det, men først og fremmest er det ærgerligt. Fordi jeg har haft denne her krig om, hvordan patienterne skal behandles, kørende i 10-15 år. De sætter mig ud af spillet ved at bruge medierne som våben mod mig og patienterne som kanonkugler. Jeg har ikke noget bedre ord at beskrive det med end ærgrelse. Det er lige som, hvis man taber et stort spil poker, og man har lagt alle sine penge på bordet, og så mister man alt, hvad man ejer og har," forklarer Ventegodt.

Han synes nu heller ikke det var særlig sjovt, da hans 12-årige søn læste, at Ekstra Bladet mente, Ventegodt skulle rykke direkte i fængsel.

"Det er hårdt for en 12-årig dreng at se sin far sværtet til på den måde. Så det havde jeg det ikke godt med. Men han tog det i stiv arm. Han stolede på, at det var mig, der var i orden, og de andre, der var skøre, som man heldigvis gør, når man er 12 år gammel," siger Ventegodt.

Ståsted i samfundet

Ud over at have fået meget mere tid til sin søn, sin kæreste og den nykøbte ødegård i Sverige, så er Søren Ventegodt ikke berørt arbejdsmæssigt. Fordelen ved det, han laver, er, at det kan praktiseres i en skotøjsæske, som han udtrykker det.

"Det er mere en anseelsessag. Det er mit ståsted i samfundet. Jeg falder fra at være en højtrangerende forsker og læge og leder af Nordens største forskningsprojekt i alternativ medicin til at være et usselt lille kryb af en alternativ behandler, der bruger yderst livsfarlige og skadelige metoder," siger han og griner:

"Men jeg kan ikke stoppes på den måde."

Det er svært at lokke de store følelser ud af Søren Ventegodt, når vi taler om den måde, han blev omtalt i medierne. Han drejer hele tiden samtalen over på sit arbejde. Der bliver nævnt uendeligt mange statistikker med præcise tal, der bevidner, at hans form for medicin er vejen frem. Der bliver også nøje angivet henvisninger til diverse dokumenterede forskningsresultater inden for holistisk medicin.

Fakta synes at være blevet en meget vigtig del af Ventegodts liv.

"Det er ikke vrede, som plager mig mest. Det er mere en sorg. Jeg er ked af, at det her store videnskabelige projekt og udviklingen af ny medicin - som ifølge statistikken kan hjælpe psykisk og fysisk syge - er strandet, fordi det er lykkes psykiaterne at få mig i Ekstra Bladet. For helvede da! Og så oven i købet med løgnehistorier. Det er da så utroligt sørgeligt," siger Ventegodt.

Han ikke engang vrisser. Han har lært at styre sit temperament, efter dengang Ventegodt i Søndagsmagasinet med journalisten Mette Vibe Utzon nærmest frådede af vrede over for den danske befolkning.

- Oplever du, at du stadig er 'Doktor Klam' i folks bevidsthed?

"Nej, det er jeg jo ikke mere. Folk har jo opdaget, at der ikke var noget at komme efter. Stille og roligt opdager folk, at der ikke er nogen ofre, og at der af masser af patienter, der bliver raske: 'Måske er han ikke så slem'."

Søren Ventegodt mener, at der inden for 10-20 år vil ske et paradigmeskift inden for store dele af psykiatrien, som bliver erstattet af terapi.

"Psykiatrien er en vingeskudt fugl, der på et tidspunkt må give op. Den eneste måde, den kan forlænge sin levetid på, er at hænge pionererne inden for denne her holistiske medicin ud. Det er klart, at ved at gøre hele denne behandlingsform farlig ved at sværte mig til, så kan de måske blive 10 år mere ved magten."

Et bump på vejen

Verden er ikke færdig med Ventegodt, der venter på et comeback. Hans drøm er at lave et hospital for psykisk syge unge, fordi denne gruppe i høj grad mangler et tilbud - og meget gerne i samarbejde med progressive psykiatere.

Måske er der ikke mere at komme efter i Ventegodt følelsesregister end bare ærgrelse. For som en af Ventegodts venner beskriver hans situation, så er sagen om 'Doktor Klam' som et lille bump på vejen.

Søren Ventegodt siger:

"Jeg ved ikke engang, om jeg vil kalde det det. Jeg tænker måske, at det var nødvendigt. Der er en dybere mening med det. Filosofien bag det er, at livet er et eventyr. Man bliver nødt til at vedkende sig de dystre kapitler og mørket, den mørke skov, mødet med dragen og ulvene. Sådan ser jeg mit eget liv - som et fantastisk eventyr."

"I eventyr ender det altid med, at den lille besejrer de store - men det ville heller ikke være et rigtigt eventyr, hvis ikke hovedpersonen kommer igennem diverse udfordringer, som man tager ved lære af."

- Hvad har hele turen gennem mediemøllen lært dig?

"Det er chokerende, hvor formbar folks bevidsthed er. Og den er i høj grad styret af medierne. Langt mere end vi forestiller os. Det virker som om, vi alle sammen har nogle kollektive illusioner, vi må gøre os frie af for at blive selvstændige og klare i hovedet. En del af min terapi består nu i at lære folk at skelne mellem, hvad der bliver styret udefra, og hvad der kommer indefra dem selv," siger Søren Ventegodt.

Han flytter i slutningen af august til egen klinik i Classensgade 11C, og her vil navnet Søren Ventegodt atter vil være at finde på døren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Da jeg første gang så DR1 udsendelse med Søren Ventegodt - tænkte jeg:
Nøj en gang sort propaganda der bliver "kørt" på denne mand. Er vi virkelig ikke kommet længere. Jeg har personligt en ven som er blevet misbrugt af psykiatrien. Det hele startede med en "uskyldig" depression, han blev efterfølgende indlagt på psykiatrisk afd. Fik 12 elektrochokbehandlinger
og sidder nu i dag og er total invalid. Han kan ikke læse, se fjernsyn, være sammen med andre mennesker i mere end 10 min af gangen, manden er endnu mere deprimeret end da han blev "behandlet". Jeg kom da i kontakt med Medborgernes Menneskerettigheds Kommision (MMK), og det var ikke en, for dem, ukendt historie. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at Søren Ventegodt's udsagn om skandalen, er "bestilt" arbejde af psykiatrien. Jeg opfordre alle læsere af denne blok til lige at kigge lidt på MMK's hjemmeside. Der er MANGE der dagligt er ofre for psykiatriens magtmisbrug, og som vi jo så godt kan regne ud - for os selv - skal alle der prøver at hjælpe, undertrykkes af denne instans.

http://www.mmk.info/

Med venlig hilsen
Linda Knudsen