Læsetid: 3 min.

Ny Alliance vil afskaffe top- og mellemskat

Top- og mellemskat skal væk, og der skal ryddes ud i fradrag og fryns. Ny Alliances skatteplan koster 73,4 mia. kr., men er finansieret, understreger partiet
Top- og mellemskat skal væk, og der skal ryddes ud i fradrag og fryns. Ny Alliances skatteplan koster 73,4 mia. kr., men er finansieret, understreger partiet
28. august 2007

Ny Alliance vil afskaffe topskat, mellemskat og bundskat - et indgreb, der vil koste statskassen 73,4 milliarder kroner og bringe skatten på arbejde ned på 40,6 procent på landsplan.

"Vi vil sikre et enkelt skattesystem, der er gennemskueligt, og vi vil sikre, at skattesystemet er robust. Og vi vil sikre, at der er hænder nok på arbejdsmarkedet," siger partiets skattearkitekt, Anders Samuelsen, som fremlagde partiets skattepolitik på et pressemøde i går.

Samtidig vil Ny Alliance fjerne fradraget for Den Særlig Pensionsopsparing (SP) og arbejdsmarkedsbidraget, hvilket vil indbringe 30,5 milliarder kroner, så den samlede regning på skatteomlægningen lander på 43 milliarder kroner.

For at finansiere indgrebet skal velstillede i stigende grad selv betale for at komme på efterløn. Det skal styrke finansieringen af efterlønnen og få færre til at gå på efterløn.

Ny Alliance vil også ændre beskatningen af arbejdsmarkedspensioner og private pensionsopsparinger, så de beskattes på indbetalingstidspunktet i stedet for som i dag på udbetalingstidspunktet. Det skal indbringe 30 milliarder kroner. Og så skal energiafgifterne følge prisudviklingen, som det også er foreslået af regeringen.

Ny Alliance vil også skærpe beskatningen af fryns. Dynamiske effekter - det at flere i arbejde og øget aktivitet i samfundet øger skattebetalingerne - kommer efter Ny Alliances regnestok oveni og er ikke nødvendigt for at finansiere reformen i starten. Efter en årrække skal dynamiske effekter dog indbringe op til 10,4 milliarder kroner. Boligskatten røres ikke.

Blandet modtagelse

Ny Alliances skatteforslag får en pæn modtagelse af skatteminister Kristian Jensen (V), selvom han undrer sig over flere af indtægtskilderne.

"Jeg synes, det er glædeligt, at der er så stor en delmængde af det, de foreslår, som er kendt stof, fordi det svarer meget godt til, hvad regeringen selv spillede ud med i vores skatteforslag. Jeg synes dog, det er problematisk, at de lægger så høj vægt på at beskatte erhvervslivet, og jeg mener ikke, det er rigtigt, at man skal starte en skattereform med, at danskerne skal betale mere end 10 milliarder ekstra i skat," siger Kristian Jensen.

Derimod får foralget en hård medfart af de konservaive.

Partiets politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, mener, at Ny Alliance truer velfærdssamfundet med partiets skatteplan.

"Det er så ambitiøs en plan, at den har mistet jordforbindelsen. Det er voldsomme beløb, der jongleres rundt med, og hvis man ser det nærmere efter i sømmene, så er der færre penge til investeringer i forskellige velfærdsopgaver. Og man ønsker ikke at fremlægge konkrete regneeksempler på, hvad det betyder for familier her og nu. Det tror jeg, der er god grund til. For det vil afsløre, at der er en meget, meget voldsom omfordeling," siger Pia Christmas-Møller.

Heller ikke Dansk Folkeparti er begejstret. Udspillet bringer minder om 1980'ernes økonomiske liberalisme, som var præget af USAs præsident Ronald Reagan og den britiske premierminister Margaret Thatcher, mener Dansk Folkepartis Peter Skaarup.

"Jeg har sjældent set noget, der er så usammenhængende rent økonomisk. Der er ikke anvist finansiering overhovedet. Jeg vil karakterisere det som yuppiefirserliberalisme," siger han.

"Hvis Ny Alliance får magt som de har agt, så bryder vores skattefinansierede velfærdssystem sammen. Det er derfor, jeg kalder det en form for galoperende liberalisme, som er helt ude af trit med det, som det danske velfærdssamfund er berømt for," siger Peter Skaarup.

Også Socialdemokraterne har svært ved at finde de positive gloser frem.

"Der er ikke megen ros at hente fra vores side. Vi kan kun tilslutte os det med at lukke skattehuller. Vi er enige i, at der er store spekulationsmuligheder i skattesystemet, og de huller kunne man lukke. Resten må de beholde for dem selv," siger skatteordfører John Dyrby Paulsen.

Kritikken er derimod fyldig.

"Udspillet har en skæv social profil, og det er uansvarligt overfor de lave indkomster. Det vil også afskaffe efterlønnen for dem, der skal betale ekstra bidrag. Men der skal ikke røres mere ved efterlønnen. Det tredje er, at den her pakke er underfinansieret. At man flytter pensionsbeskatning frem til nu og dermed ikke får pengene senere kan godt give problemer. For hvad vil incitamentet til at indbetale til pensionen så være. Det virker som om, at man fremrykker beskatningen. Men man kan jo ikke bruge de penge to gange," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu