Nyhed
Læsetid: 3 min.

Ny Alliance løfter sløret for dets politiske planer

I dag fremlægger Ny Alliance det længe ventede politiske program. Det er ikke knald eller fald for det nye parti, men Naser Khader skal til at finde sin egen stil som partileder, vurderer eksperter
Indland
30. august 2007
Det er ikke nemt at være den nye dreng i klassen, men Naser Khader skal nok komme efter det, mener iagttagere om Ny Alliances formand, der ikke gjorde en imponerende figur under partilederrunden ved Venstres sommertræf.

Det er ikke nemt at være den nye dreng i klassen, men Naser Khader skal nok komme efter det, mener iagttagere om Ny Alliances formand, der ikke gjorde en imponerende figur under partilederrunden ved Venstres sommertræf.

Så sker det endelig. Næsten tre måneder efter partiet blev dannet, barsler Ny Alliance i dag med et værdigrundlag og et politisk program.

Stedet for lanceringen er ikke tilfældigt valgt: Fællessalen på Christiansborg, hvor Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen under enorm mediebevågenhed og med stor succes offentliggjorde deres nye parti 7. maj i år.

Efter en forrygende start hvor partiet stod til at få over 11 procent af stemmerne, er det gået ned af bakke for Ny Alliances vælgertække, så partiet i midten af august stod til kun at få otte mandater i et gennemsnit af meningsmålingerne. Siden er det gået lidt frem igen, men der er stadig lang vej til den oprindelige tilslutning. Anders Samuelsen er dog fuld af fortrøstning.

"Jeg mener slet ikke, at vi har brug for et comeback. Meningsmålingerne ser fine ud, og vores eget succeskriterium er at komme i Folketinget, så vi kan komme til at flytte noget i dansk politik," siger han.

På Christiansborg er der afventende reaktioner på dagens udspil fra Ny Alliance.

"Jeg glæder mig til at se, hvad de kommer med og forventer et sammenhængende politisk program. Men partiet er jo allerede kommet med flere spændende udspil, der ligger godt op ad vores politik," siger Troels Lund Poulsen, politisk ordfører for Venstre.

"Vi vil selvfølgeligt læse programmet med interesse, men forventer ikke de store overraskelser," lyder det ligeså diplomatisk fra næstformand for Det Radikale Venstre, Morten Østergaard.

Ny dreng i klassen

Der gik ikke lang tid fra Ny Alliance blev lanceret til erhvervslivet i form af Saxo Bank, Lars Kolind og Asger Aamund meldte sig på banen med deres støtte.

Selvom Asger Aamund hen over sommeren langede ud efter Ny Alliances afstandstagen til Dansk Folkeparti uden selv at have fremlagt et samlet alternativ, så er han i dag fuld af optimisme. Også selvom Naser Khader havde en mindre heldig debut, da han for første gang mødte de andre partiledere ved Venstres sommertræf for et par uger siden.

"Det er svært, når man er den nye dreng i klassen. Men der er heller ingen uddannelse til at blive præsident. Det er noget, som man må lære, når man har fået jobbet," siger han.

Ifølge Asger Aamund er det heller ikke den store hæmsko, at Naser Khader ikke har svar på alt.

"Han skal nok finde sin egen platform, som kommer til at handle mest om holdninger og attitude. Jeg tror, at Naser Khader fint kan lægge sig op ad en politiker som Villy Søvndal, der er dygtig til at sætte overskrifter. Og så har han Gitte Seeberg og Anders Samuelsen ved sin side, der er fagligt velfunderede," siger Asger Aamund.

Troels Mylenberg, leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, mener også, at Naser Khader stadig har potentialet til at blive en succesfuld frontfigur for Ny Alliance, hvis han formår at fremstå som en anden slags partileder end de gængse.

"Naser Khader står og sveder, og han er ikke skarp. Men han er en blanding af Bill Clinton og David Beckham, og folk har en instinktiv tillid til ham. Det er en stor fordel i forhold til mange andre politikere," siger Troels Mylenberg.

Ikke knald eller fald

Ifølge Noa Redington, redaktør på Ugebrevet Mandag Morgen, skal Ny Alliance ikke frygte vælgernes dom, hvis det i dag ikke lykkedes for partiet at fremlægge et politisk program, der er lige så omfattende som de etableredes partiers.

"Det er ikke knald eller fald. Det er forkert at forvente, at partiet skal kunne fremlægge et program på 100 sider, for det er industrisamfundets måde at lave politik på. Hvis vælgerne havde fulgt Venstres partiprogram i 2001, så ville vi have fået en socialdemokratisk regering," siger Noa Redington.

Han peger også på, at Ny Alliance allerede har leveret en række markante budskaber med at sænke skatten til 40 procent, en human udlændingepolitik, holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse, og pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister.

"Det er trods alt rimeligt stærke budskaber," siger Noa Redington.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

På jeres hovedside skriver i "Naser Khader skal til at finde sin egen stil som partileder, vurderer eksperter"

Her må man nok som læser gå ud fra at det henviser til politiske eksperter. Problemet med denne journalistiske standardvending bliver dog temmelig åbenlys, da det viser sig at den eneste af de tre aktører i artiklen, der udtaler sig på en måde, der kan refereres som de gør i overskriften er Asger Aamund.
Men at kalde ham politisk ekspert er vel nærmest at lyve! Manden er notorisk kendt for ingen politisk fornemmelse at have.

Ære til journalisten for ikke at ringe til manden ovre fra Se og Hør, men måske du lige skulle have været lidt længere ned på din telefonliste for at finde en politisk ekspert, hvis du så gerne ville have sådan en med i din artiklel