Analyse
Læsetid: 5 min.

Ny chance til Dansk Folkeparti

Skatteslagsmålet har givet DF et comeback efter et elendigt forår. Men striden rummer også alvorlige risikomomenter for Pia Kjærsgaards folk
Indland
1. september 2007

Som en korkprop, der popper op igen, efter den er presset under vandoverfladen. Sådan er situationen for Dansk Folkeparti, der med jævne mellemrum ryger ind i sager, der ville være fatale for andre partier. Men som den seneste uges drama på Christiansborg har vist, lykkes det på forbavsende kort tid DF at erobre en ny dagsorden.

Foråret var rædsomt for DF, der underholdt den undrende offentlighed med Søren Krarups betegnelse af homoseksuelle som "handicappede", Martin Henriksens forslag om at fremme seksuel afholdenhed blandt unge og Morten Messerschmidts beskrivelse af alle muslimske samfund som tabersamfund. For bare at nævne et par af de sager, der fik DF's næstformand Peter Skaarup til at tale om en opbrugt kvajekvote.

Men det aktuelle hundeslagsmål om skatten er ikke kun en gave til Socialdemokraterne. Den hårde kritik af det skatteudspil, de konservative er faddere til, har også givet ny fremdrift til Dansk Folkeparti. Konflikten passer som fod i hose til partiets langsigtede plan om at blive 'det ny socialdemokrati', og som en DF-kilde udtrykker det:

"Vi har ikke bedt om dette slagsmål, men vi kunne ikke have skrevet en bedre drejebog selv."

Tryghed som slagord

Ud fra et historisk perspektiv er det ironisk, at det er politikere med baggrund i Fremskridtspartiets skattenægteroprør, der nu blokerer for lettelser af topskatten. Men efter Dansk Folkeparti i 2001 parkerede ultra-liberalismen på historiens mødding, har partiet arbejdet målbevidst på at markere sig som VK-regeringens 'sociale garant'.

Den nye stil er dog ikke sivet ind hos alle DF's repræsentanter. Således blev partiets erhvervsordfører, Colette Brix, usædvanlig upopulær, da hun tidligere på ugen overtrumfede de konservative ved at kræve såvel mellemskat som topskat helt fjernet på sigt. En irriterende melding for DF-ledelsen, men Brix har ikke power til at rokke en tøddel med partiets strategi.

Kombineret med klassisk konservative mærkesager som nationalisme og lov og orden har DF brugt det sociale element til at få hul igennem til de vælgere, der er enige med Socialdemokraterne i velfærdspolitikken, men enige med de borgerlige i 'nye politiske spørgsmål' som rets- og udlændingepolitik. Disse elementer vil DF i næste valgkamp komprimere i ordet 'tryghed' - såvel tryghed i forhold til kriminalitet som økonomisk og social tryghed.

Byder ind på arvegodset

Pia Kjærsgaard satte selv en fed streg under det strategiske mål, da hun 1. maj lagde billet ind på arbejderbevægelsens kampdag i en kronik i Jyllands-Posten. Hun hyldede såvel Socialdemokratiets som arbejderbevægelsens historiske fortjenester, men satte også en issyl ind mod nutidens socialdemokrater:

"Mere end nogen andre slog Socialdemokratiet i kølvandet på 1968-oprøret ind på en global-elitær løbebane, der fjernede sig mere og mere fra den almindelige danskers hverdag og bekymringer", og "Lad os glæde os over, at de socialdemokratiske tanker lever i bedste velgående. Blot ikke i Socialdemokratiet," lød salutten fra Kjærsgaard.

DF's strandhugst blandt socialdemokratiske kernevælgere sætter snævre grænser for, hvor langt man kan gå for at imødekomme de konservative skattedrømme. Pia Kjærsgaard har bundet megen troværdighed i at prioritere velfærd over skattelettelser, og hvis DF alligevel ender med at give efter, står S og SF parat med den store kødhammer. Derfor er det tvivlsomt, om DF denne gang kan leve med at blive 'betalt' med andre indrømmelser: Kravet er simpelthen, at lempelsen af topskatten fjernes fra regeringens udspil.

Svært at sælge

Oprindelig var det meningen, at kun de mest velstillede skulle betale topskat, men i dag betaler 40 procent af dem, der er på arbejdsmarkedet, denne ekstra skat. Ud fra den betragtning kan man sagtens argumentere for en regulering af grænsen for topskat (og mellemskat). Problemet er fordelingspolitisk. Det er næsten umuligt at sælge et skatteudspil, der giver markant mere i posen til de højtlønnede end til de lavtlønnede, og forhandlingerne gøres ikke lettere af, at forslaget til finanslov slet ikke imødekommer DF's krav om en pulje, der kan løfte de lavest lønnede offentligt ansatte.

De modsatrettede udgangspunkter udelukker dog ikke et kompromis mellem regeringen og Dansk Folkeparti, og de første meldinger fra forhandlingerne er forsigtigt optimistiske. Men i modsætning til de foregående seks år er udfaldet denne gang helt åbent. Hidtil har DF prioriteret et fortsat VKO-flertal over alt andet, men nu tvivler selv DF's inderkreds på, at det flertal kan bevares efter næste valg. Det er et argument for at se mere snævert på muligheden for at score flere mandater. DF ligger igen omkring valgresultatet i meningsmålingerne, og partiet har konsekvent fået bedre valgresultater, end målingerne forud viste.

Politisk hasard

Som den tidligere radikale leder Marianne Jelved har demonstreret, er en mandatgevinst ingen garanti for politisk succes, men DF frygter ikke at dele skæbne med de radikale efter næste valg:

"Vores analyse er, at Fogh får endnu en periode med støtte fra os og Ny Alliance. Dermed vil der stadig være behov for vores mandater. Det bliver ikke så let som nu, hvor Kristian og Thor kan sidde og ordne sagen over en flæskesteg, men vi vil stadig have indflydelse," siger en DF-kilde med hentydning til det gode samarbejde mellem partiets finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, og finansminister Thor Pedersen (V).

Analysen flugter med de fleste meningsmålinger, men det er ren hasard at spå om udfaldet af et decideret skattevalg. Derfor må DF medregne risikoen for, at Helle Thorning-Schmidt kan sejre i et valg med det tema - og i så fald bliver Kjærsgaards mandater arbejdsløse i Folketinget. Der eksisterer også den fare, at Ny Alliance og de radikale kan få flertal sammen med en ny VK-regering efter valget. Uden om DF.

Anders Fogh Rasmussen vil give sin højre arm for at undgå et skattevalg, og selvom både DF og K har en mere fatalistisk tilgang til sagen, gør alle parter et seriøst forsøg på at opnå et kompromis. En aftale vil sandsynligvis bygge på, at omfanget af skattelettelser bevares - eller måske endda forøges - men at lempelsen af topskatten barberes helt ned. Spørgsmålet er bare, om både Pia Kjærsgaard og den konservative leder, Bendt Bendtsen, kan indgå et sådant forlig med troværdigheden i behold.

Erik Holstein er tilknyttet Dagbladenes Bureau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her