Læsetid: 2 min.

Overflødige operationer kan presse kræftpatienter

Hospitalsdirektør forudser stribevis af overflødige operationer på privathospitaler fra den 1. oktober. Ressourcerne til operationer af 'lidt ondt i ryggen' kunne i stedet være kommet kræftpatienter og andre alvorligt syge til gode. Det er regeringen, der med den nye almene ventetidsgaranti truer gennemførelsen af sin egen kræftplan
14. august 2007

Om få måneder kan det danske sundhedssystem ende i den situation, at folk med en smule ondt i ryggen bliver opereret øjeblikkeligt - under fuld narkose naturligvis - mens kræftpatienter står i kø på grund af mangel på narkoselæger.

Regeringen har meldt ud, at kræft skal betragtes som en akut sygdom, der skal behandles straks. Samtidig lover regeringen, at alle patienter fra den 1. oktober højst skal vente en måned, før de kan henvises til privathospital på det offentliges regning.

De to løfter er på kollisionskurs, lyder det nu fra det offentlige sygehusvæsen.

Lægelig direktør for Hvidovre Hospital, Torben Mogensen, siger, at behandlingsgarantien på en måned vil medføre stor stigning i antal henvisninger til privathospitaler af patienter med mindre alvorlige lidelser.

"For en række sygdomme som idrætsskader og 'ondt i ryggen' gælder, at de sandsynligvis vil gå over af sig selv i løbet af nogle måneder. Men privathospitalerne vil nå at operere folk overflødigt inden da," siger Torben Mogensen, som kalder situationen det værst tænkelige scenario, som efter hans mening "meget sandsynligt" indtræffer i løbet af dette efterår.

Problemet er, påpeger den lægelige direktør, at der til sådanne overflødige operationer bruges blandt andet narkoselæger og narkosesygeplejersker, som der er mangel på. Når de har travlt med overflødige operationer på privathospitalerne, står de ikke til rådighed for blandt andet kræftoperationer i det offentlige sygehusvæsen.

Ledende overlæge Frank Farsø Nielsen fra ortopædkirurgisk afdeling på Århus Sygehus siger: "Hver gang en læge konverterer fra det offentlige til det private, trækker vedkommende en række andre personer med sig, blandt andet sygeplejersker og anæstesilæger (narkoselæger, red.). Dette forværrer personalemanglen i det offentlige og berører behandling af de sværere sygdomme."

Private forundersøgelser

Fortalere for den forkortede ventetid på henvisning til privathospital har tidligere forsvaret ordningen med, at overflødige operationer næppe ville forekomme, fordi det vil være det offentlige sygehusvæsens læger, der står for forundersøgelsen af patienterne og beslutter, om lidelsen er behandlingskrævende.

Til det siger lægelig direktør Torben Mogensen: "Hvis det offentlige ikke har kapacitet til at udføre forundersøgelser af patienterne, vil ikke blot behandling, men også forundersøgelser blive henvist til privathospital. Hvis patienten her bliver stillet over for valget mellem enten at gå ubehandlet nogle måneder i håb om, at smerten forsvinder af sig selv - eller en øjeblikkelig operation, så vil mange vælge operationen."

En af Venstres sundhedsordførere, Birgitte Josefsen, siger:

"Jeg har aldrig hørt om udlicitering af forundersøgelser. Hvis det virkelig er tilfældet, foreligger der en ny situation." Hun gør i øvrigt opmærksom på den lægeetiske grundregel, at lægen forpligter sig til at prioritere og derfor behandle de letteste tilfælde sidst. "Følges denne pligt ikke, har hele lægestanden da et problem," siger hun.

Om privathospitaler med ledig kapacitet forbryder sig mod forpligtelsen til at prioritere, når der udføres operationer af småskavanker, forholder hun sig ikke til.

Venstres anden sundhedsordfører, læge Jørgen Winther, ønsker overhovedet ikke at udtale sig om sagen, og det lykkedes i går ikke at indhente en kommentar fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu