Læsetid: 2 min.

Regeringen afviser milliardpulje til offentligt ansatte

Pia Kjærsgaards ønske om en lønpose til de lavtlønnede offentligt ansatte får en kold skulder af både Venstre og Konservative. Imens fortsætter slagsmålet blandt fagforeningerne
8. august 2007

De offentligt ansatte har allerede kastet sig frådende over den milliardstore lønpose, som Dansk Folkeparti vil afsætte i forbindelse med den forestående kvalitetsreform. Men der er sandsynligvis slet ingen grund til tumult. For både Venstre og Konservative afviser udspillet fra DF, som indebærer, at der fra politisk hold fastsættes kriterier for fordelingen af de fem milliarder over fire år.

"Vi vil med kvalitetsreformen gerne være med til at gøre den offentlige sektor mere attraktiv, men lige netop når det kommer til løn, er det en sag mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, og det ønsker vi ikke at blande os i," siger Venstres finansordfører, Peter Christensen, som understreger, at DF's udspil vil være en direkte overtagelse af overenskomstsforhandlingerne.

Og det bliver heller ikke med konservativ opbakning, at sosu-assistenterne får særbehandling.

"De offentligt ansatte skal have en rimelig løn med en ansvarlig lønstigning, men man skal ikke på forhånd afsætte puljer og tilgodese bestemte grupper," siger finansordfører Christian Wedell-Neergaard.

BUBL: Lige meget til alle

På sidste uges sommergruppemøde var det en fortrøstningsfuld DF-formand, der lancerede forslaget om lønposen:

"Jeg vil ikke være overmodig og sige, at vi plejer at få det, som vi gerne vil have det. Men vi har før lanceret nogle ting, som umiddelbart har vakt megen modstand, men som vi altså har fået igennem," lød det fra Pia Kjærsgaard.

Og Christian Wedell-Neergaard medgiver, at DF er dygtige til at få deres vilje.

"Men her er vi inden for et område, hvor man vil stille købekraft til rådighed for udvalgte grupper. Det rykker ved hele arbejdsmarkedet, og priserne indretter sig derefter. Derved udvandes købekraften, og derfor har forslaget ikke samme gennemslagskraft, som tidligere udspil fra Dansk Folkeparti," siger han.

I går sagde FOA's formand Dennis Kristensen til Jyllands-Posten, at nogle grupper skal stige mere i løn end andre uden dog at ville sætte navn på.

Men det afviser BUPL's formand, Henning Pedersen, som forventer, at alle offentligt ansatte får det samme løft, når først man sætter sig til forhandlingsbordet. Mens BUPL fortsat er en del af forhandlingsfællesskabet KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) med FOA-formanden for bordenden, meldte Dansk Sygeplejerråd sig ud i 2003, og det er formand Connie Kruckow godt tilfreds med.

"Vi vil gerne tage vores konfrontationer direkte med arbejdsgiverne og ikke i et fællesskab, hvor man bruger krudtet på at holde hinanden i skak," siger hun og opfordrer til, at man fra politisk hold øremærker midler til offentligt ansatte kvinder med en mellemlang videregående uddannelse. Hos BUPL ser man helst, at politikerne holder fingrene fra fordelingen.

Ifølge FTF's beregninger vil det koste 28 mia. kr. årligt at give alle offentligt ansatte et lønløft svarende til det, DF har stillet sosu-assistenterne i udsigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu