Læsetid: 2 min.

Selvransagelse i Enhedslisten

På Christiansborg erkender Enhedslistens politikere, at Asmaa Abdol-Hamid har været med til at svække partiet. Men det får dem ikke til at trække støtten til hende.
1. september 2007

Enhedslistens folketingsgruppe er helt på det rene med, at opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid er den afgørende årsag til den aktuelle krise for partiet.

"Asmaas kandidatur har skabt uro og usikkerhed. Hun er også kommet med en række uheldige og upræcise udtalelser," siger Rune Lund. Han fortæller, at Asmaa Abdol-Hamid i øjeblikket får en målrettet medietræning for at kunne håndtere den "helt særlige negative behandling i medierne".

MF'er Line Barfoed er også overbevist om, at den muslimske kandidat har skabt ballade på bagsmækken.

"Der er ingen tvivl om, at mange både internt og omkring partiet er kommet i tvivl om, hvad vi står for, fordi mange har svært ved at tro på, at man kan være stærkt troende og demokrat på samme tid," siger Line Barfoed.

Per Clausen er på linje med sine to partifæller og mener, at det er fordomme og uvidenhed, der har skabt den aktuelle krise.

"Asmaa har en særlig udfordring, fordi hun kommer fra et andet kulturelt miljø end de fleste af vores vælgere. At man kan komme fra et muslimsk standpunkt og gå ind for frihedsrettigheder er åbenbart chokerende for mange," siger Per Clausen.

Mere politik

Trods kritikken fra baglandet vil ingen af de tre medlemmer af partiets folketingsgruppe dog høre tale om, at partiet skulle droppe Asmaas kandidatur. Rent praktisk ville det også kun kunne lade sig gøre ved at indkalde til et ekstraordinært landsmøde.

I stedet peger MF'erne på, at partiet skal blive langt bedre til at sælge sin politik og markere, at Enhedslisten har en selvstændig rolle at spille ved siden af SF, der under Villy Søvndal har fået en markant fremgang fra seks procent ved valget i 2005 til omkring 10 procent i de aktuelle meningsmålinger.

Ifølge Rune Lund er der da også en lang række områder, hvor partiet adskiller sig fra alle andre partier i Folketinget:

"Vi vil give 2.000 kroner mere i om måneden til alle lavtlønnede offentlige ansatte, vi er rendyrkede krigsmodstandere, der vil have samtlige soldater ud af Irak, og vi har lagt en plan for, hvordan vi kan rekruttere 100.000 flere ansatte til den offentlige sektor."

Frækkere og vildere

Ifølge ekspert i politiske bevægelser ved Københavns Universitet, René Karpantschof, handler det for liste Ø dog om langt mere end at markedsføre sin politik på Christiansborgs gange og i pressen. Partiet skal simpelthen blive frækkere og appellere bedre til de unge.

"Partiet bliver alt for seriøst. Det er ikke journalisterne og finansministeren, som partiet skal stå til regnskab for. På gymnasierne har Enhedslisten jo meget store stemmetal, men de radikale unge forventer noget vildere, end det som partiet i øjeblikket leverer," siger René Karpantschof, der fremhæver støtten til de Ungdomshusets beboere og Frank Aaens årlige happening på A.P. Møllers generalforsamling som former for politik, der er mere i øjenhøjde med partiets potentielle vælgere.

Endeligt peger René Karpantschof på, at partiet har savnet en markant profil, efter Pernille Rosenkrantz-Theil besluttede sig for at forlade politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu