Læsetid: 2 min.

Skattelettelser for 10 milliarder kr.

Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen er blevet enige om skattelettelser for 10 milliarder kroner. Både høje og lave lønninger tilgodeses
Enighed. Statsminister Anders Fogh Rasmussen er nu blevet enig med vicestatsminister Bendt Bendtsen om skattelettelser for 10 mia. kroner, som både vil komme de lavt- og højtlønnede til gode.

Enighed. Statsminister Anders Fogh Rasmussen er nu blevet enig med vicestatsminister Bendt Bendtsen om skattelettelser for 10 mia. kroner, som både vil komme de lavt- og højtlønnede til gode.

Tariq Mikkel Khan

21. august 2007

Regeringen vil i dag til middag præsentere sin kvalitetsreform sammen med en økonomisk 2015-plan, som omfatter skattelettelser for 10 milliarder kroner. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) er blevet enige om skattelettelser på 10 milliarder kroner, som både tilgodeser høje og lave lønninger, oplyser TV 2 Nyhederne.

Planen indeholder et øget jobfradrag på fem milliarder kroner, mens yderligere fem milliarder kroner bruges til at hæve grænserne for, hvornår der betales mellem- og topskat.

Planen finansieres ved at indføre inflationsregulering af energiafgifter, dog med undtagelse af benzin og diesel til biler. Samtidig aflyses en lettelse af bruttoskatten, som loven havde tvunget regeringen til at gennemføre.

"Alle kan glæde sig, for der er et solidt arbejde bag skattelettelserne," sagde Thor Pedersen tidligere på dagen til TV 2.

Han vil dog ikke forholde sig til indholdet i planen, som han præsenterer på et pressemøde i dag sammen med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og den konservative leder, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen.

Lettelsen i skatten kommer efter længere tids pres fra De Konservative, og efter at statsministeren talte om skattelettelser med social profil ved Venstres sommertræf for lidt over en uge siden.

Social profil

Ved Venstres sommertræf sagde Bendt Bendtsen, at det har været en ensom kamp for hans parti at få skattelettelser.

"Men sagen er jo, at hvis vi skal sikre velfærden, så er et af Danmarks største problemer: Mangel på arbejdskraft. Derfor må skatten ned. Det skal være, så almindelige lønmodtagere kan mærke det," sagde Bendtsen.

Forinden havde Anders Fogh Rasmussen sagt, at en sænkning af skatten på arbejde skal være økonomisk holdbar både på kort og på lang sigt.

"Den skal respektere skattestoppet, som har givet så betydelig tryghed i familien. For det tredje skal der være en social profil, som er retfærdig og som gør, at det i høj grad er de laveste indkomster, der bliver tilgodeset. For det er i høj grad, når det gælder de laveste indkomster, at forskellen mellem at være i arbejde og på overførsel er mindst. Og vi skal sikre, at det altid kan betale sig at arbejde," sagde Fogh på Venstres sommertræf i Fredericia den 11. august.

I weekenden viste en meningsmåling, at 60 procent af vælgerne foretrækker mere velfærd, mens 19 procent foretrækker lavere skat. Kun 32 procent tror, at man kan få begge dele, viste målingen, som Catinét lavede for Ritzau. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu