Læsetid: 2 min.

Socialdemokraterne vil bruge milliarder på velfærd

Så kom Socialdemokraternes stort anlagte velfærdsudspil. Partiet vil bruge et to-cifret milliardbeløb på at indføre en lang række mindstekrav i børnehaver, skoler og sygehuse. En ny ombudsmand skal sikre, at kommunerne leverer varen
Indland
16. august 2007

Højst tre børn pr. voksen i vuggestuen, max. fem minutters ventetid hos vagtlægen, ret til ét bad om dagen for plejekrævende ældre, pasningsgaranti uden lukkedage, højst 24 eleverne i klasserne, ret til relevant boligtilbud for hjemløse...
Detaljeringsgraden er enorm i det længe ventede velfærdsudspil fra Socialdemokraterne, der i går blev præsenteret ved partiets sommergruppemøde på Metalskolen i Holstebro.
Her kom der så kød på de mindstekrav – eller velfærdsrettigheder i S- terminologi - som partiet varslede tilbage i februar.

I alt er der tale om 29 rettigheder som småbørn, skoleelever, patienter, pensionister og hjemløse skal kunne gøre krav på, ligegyldigt i hvilken kommune de bor.
Fundamental ændring

Ifølge partiets formand, Helle Thorning-Schmidt, vi det nye udspil fundamentalt ændre forholdet mellem borgere og politikere.
»Det er en helt ny måde at tænke velfærd på. Borgerne får bedre mulighed for at kontrollere politikere. Det er et farvel til en metode, hvor politikerne diskuterer, hvem der har givet flest milliarder til offentlig service. Det giver en ny gennemsigtig styring med udgangspunkt i borgerne,« sagde Helle Thorning-Schmidt på pressemødet.
Ved sin side havde hun partiets næstformand, Hillerød-borgmester Nick Hækkerup, chefarkitekten bag det nye forslag.
Han mener ikke, at det de mange mindstekrav vil ødelægge det kommunale selvstyre.
»Hver enkelt kommune og institution kan udmønte efterlevelsen af rettighederne præcis, som de selv synes. Jeg tror, kommunerne vil opfatte det som et frihedsbrev,« sagde Nick Hækkerup.

Udvanding af kommunalt selvstyre eller ej, så skal kommunalpolitikere i hvert fald indstille sig på at blive kontrolleret af en ny uafhængig serviceombudsmand, der skal sikre at de mange rettigheder også bliver opfyldt.
I samtlige kommuner og regioner skal ombudsmanden behandle klager fra borgerne. Og hvis kommunerne ikke kan levere varen, bliver de ifølge S-udspillet sat under administration.

Bedre vilkår
»Det er ikke konsekvensløst, det her,« advarede Helle Thorning-Schmidt.
En af de helt store udfordringer for den offentlige sektor de kommende år bliver at tiltrække og fastholde medarbejdere. Her har Socialdemokraterne allerede kopieret Dansk Folkepartis forslag om at give fem milliarder kroner i højere løn til det offentligt ansatte – blot vil S ikke øremærke en del af pengene til social- og sundhedshjælperne.
I det nye forslag introducerer partiet flere tiltag, der også skal gøre det lettere at tiltrække sosu’er, sygeplejersker, pædagoger etc. Partiet foreslår blandet andet kollektiv bonusløn, flere personalegoder, en tidsbank og nedbrydning af faggrænser.
Partiet er også positiv over for tilkøbsydelser, hvor det skal være muligt for borgere at købe ekstra offentlig service. Til gengæld vil partiet fjerne kravet om, at mindst 25 procent af kommunernes opgaver skal udliciteres.

Brug råderummet
Prisen for forslaget: »Et to-cifret milliardbeløb« - altså mellem 10 og 99 milliarder kroner. Og hvor skal pengene så komme fra?
»Det bliver dyrt det her. Men der er et råderum i dansk økonomi, og den grundlæggende pris er, at vi siger nej til skattelettelser,« sagde Helle Thorning-Schmidt, der også understregede, at forslaget skal implementeres over flere valgperioder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her