Læsetid: 4 min.

'Jeg skal have to kartoner med mig i graven'

I nat trådte den nye, skrappe rygelov i kraft, men på Det Gamle Posthus pulses videre, og på Skandinavisk Tobakskompagni ventes kun en meget beskeden nedgang i salget af cigaretter
Indland
15. august 2007

Journalister er meget opfindsomme, og derfor havde såvel TV 2 Nyheder som TV2 News og TV2 Lorry samt flere lokale stationer fået den idé i går at opsøge Skandinavisk Tobakskompagni på Tobaksvej i Søborg, fordi den nye, skrappe rygelov i nat trådte i kraft.

"Men Danmarks Radio har ikke meldt sig. De er som sædvanligt for sløve," bemærkede portvagten tørt.

I et lille mødelokale, hvor der for sidste gang stod cigaretter og cigarillos på bordet, spurgte vi nogle af de ansatte fra den afdeling, der hedder Master Data, om de i branchen føler sig 'forfulgt'?

"Ja, jeg vil nok sige. Der kører en heftig kampagne imod os," sagde Per Krogsgaard, som er den, der skal sikre, at de trykte advarsler kommer til at stå på pakningerne.

"Vi kan jo godt synes, det er lidt underligt, at man kun tager én produktgruppe ud."

- Hvilke andre produkter kunne man tilsvarende forbyde?

Koordinator Jette Ludvigsen: "Spiritus! Det er jo også afhængigheds- og sundhedsskadeligt. Jeg kan ikke se forskellen. Du kan også tage madvarer. Er det ikke sunhedsskadeligt at veje 20 kilo for meget?"

Per Krogsgaard: "Eller tag biler. Diesel- og lastbiler forurener jo mere end den smule røg, vi kan puste ud. Jeg kunne godt tænke mig, at der stod en stor, flot advarsel på forruden af bilerne. Men jeg ønsker ikke, at andre får pålagt de samme krav som os. Det kan koste dem millioner af kroner."

I hele Skandinavisk Tobakskompagni er der 12.000 ansatte på Tobaksvej 600. I det senest opgjorte år (2006) solgte koncernen 8.079.678 cigaretter i Danmark.

Stabilt marked

Vi blev inviteret indenfor hos Christian Hother Sørensen, administrerende direktør for den omfattende cigaretafdeling House of Prince.

- Hvilke konsekvenser får den nye rygelov for jer?

"Vi har set på andre markeder med en struktur, der minder om den danske f.eks. Norge og Sverige, og ud fra det forventer vi en nedgang i totalmarkedet på to-fire procent, glidende over et års tid, hvorefter det vil stabilisere sig."

- Men den kampagne og konsensus, som har været de senere år, har vel smittet af på branchen?

"Der er mange forskellige tal, man kan kigge på, men i det store hele har markedet for cigaretter været stabilt i de sidste tre-fire år. Af banderole-statistikkerne fremgår, at det faktisk er vokset, men det er, fordi vi har fået grænshandelen i Tyskland tilbage til Danmark, efter at afgifterne blev sænket for nogle år siden, ligesom en del, der plejede at rulle cigaretter selv, af samme grund er gået over til færdig fremstillede. Selve antallet af rygere og cigaretter, der ryges, har været nogenlunde stabil de sidste tre-fire år."

- Men længere tilbage?

"For en generation tilbage var der en del flere, der røg, end i dag, hvor en fjerdedel af befolkningen er rygere. Dengang var det jo mere reglen end undtagelsen."

Dem på Christiansborg

- Er du pikeret over, at det kun er cigaretter, der advares mod?

"Nej, det forholder jeg mig ikke til. Jeg er ikke sur over, at vi skal, og de andre ikke skal". Vi drog videre til bodegaen Det Gamle Posthus på Borups Allé på det ydre Frederiksberg lige før Nørrebro, hvor nogle inkarnerede ryger sad ved baren i tæt røg, og hvor restauratør Bjarne Halvor fortalte, at 80 procent af hans gæster ryger. Bemærkningerne var kradse.

- Føler I jer forfulgt?

"Ja, vi gør," svarede en 65-årige herre med det yderst passende navn Svend Røjjkjær (ryger siden sit 14. år).

"De skal holde op med at ryge inde på Christiansborg først. Det pis, de har lavet, kan vi ikke bruge til noget som helst."

Den 63-årige Hans Fritjof (ryger siden han var 12) stemte i: "Hvad med alle bilerne på Jagtvejen med deres os og alt det lort?"

Svend Røjjkjær: "Det er hul i hovedet. Det er forbud på forbud. Den første gang, jeg hørte det fremsat, sad Bendt Bendtsen og stoppede sin pibe. Anden gang var det én, der sad med en stor cigar. I Folketinget!"

Hans Fritjof: "De ryger store, fede cigarer, mand! De ryger alle skattepengene op."

Bjarne Halvorsen: "Man kan ikke forlange, at de ældre mennesker skal holde op med at ryge, vel?"

Hans Fritjof: "Når jeg kradser af, skal jeg have to kartoner cigaretter med i graven." Her blandede en herre, der blot ville kaldes Boye (ryger i 30. år), siger:

" Hvem vil ikke gerne holde op med at ryge? Vi ved alle, det er usundt, så jeg behøver ikke en lovgivning til at jage mig. De kan rende mig i røven."

Så var det sagt. 'Posthusets' lokale er i øvrigt under de lovfastsatte 40 kvadratmeter, så her kan ryges videre.

Enormt provokeret
På den smarte fortovscafé foran Restaurant Quote på Kongens Nytorv sad to chikke butikschefer fra tøjbranchen.

De var ikke-rygere.

Christina Winther: "Jeg kan huske engang, jeg var på restaurant i Italien. Noget var anderledes, jeg kunne ikke finde ud af hvad. Men det var, at folk ikke røg. Det var enormt behageligt. Dernede har det været skrappere regler i årevis. Jeg kan godt se, at den nye lov må være irriterende for dem, der hygger sig med at ryge efter en middag, men mig passer det fint."

Wencke Pedersen var mere forbeholden.

"Jeg er ambivalent," erkendte hun.

"Jeg synes ikke kun de regler er af det gode. Selv om jeg aldrig har røget, føler jeg mig enormt provokeret af dem. Men for restaurationspersonalet er det godt."

Og hvad mente vores ikke-rygende taxachauffør Zolzislaw Cibrowskij?

"At folk må selv om det. Javel, man sparer penge som ikke-ryger, men det gør man også, hvis man ikke spiser mad. Man kan også også dø af at spise 50 kilo æbler. Hvis man altså spiser dem på en gang."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her