Læsetid: 2 min.

Udhuling af universiteter fortsætter

Universitetslovens påstand om større selvstændighed klinger efterhånden meget hult
22. august 2007

I forbindelse med universitetslovens ændring i 2003 blev det hævdet fra et politisk flertal, at hensigten med at gøre universiteterne til selvejende institutioner var at gøre universiteterne mere selvstændige og autonome. Og hvordan går det så med universiteternes selvstændighed?

Et par nye eksempler kan illustrere, at det fortsat går den direkte modsatte vej!

Det første eksempel er den bekendtgørelse, der netop har været til høring midt i sommerferien: om kriterier for universitetsuddannelsers relevans og kvalitet og om sagsgangen ved godkendelse af universitetsuddannelser. I fremtiden kan et universitet ikke længere udbyde en uddannelse (efter evt. endelig godkendelse i et ministerium).

Det overlades nu til et akkrediteringsråd at afgøre, om en uddannelse kan udbydes. Der lægges fire kriterier til grund for afgørelsen: en arbejdsmarkedsanalyse udført af institutionen, der dokumenterer behovet; en forskningsbasering, der kræver et aktivt forskningsmiljø, som sikrer interaktion mellem forskning og praksis; en uddannelsesorganisering, der både relaterer sig til praksisfeltet og et internationalt studiemiljø og endelig en faglig profil og et læringsudbytte, der korresponderer med tilsvarende uddannelser nationalt og internationalt.

Universiteternes indflydelse på eget arbejde er hermed blevet båndlagt. Der er tale om en nyttetankegang med klart konserverende træk. Hvad bliver det afgørende relevanskriterium for en uddannelse?

Joh, et bureaukrati af måle- og dokumentationspunkter skal sikre, at kun snævert jobrelaterede uddannelser igangsættes.

Forskningspublicering

Det andet eksempel drejer sig om Videnskabsministeriets vision fra maj måned for udvikling af en dansk forskningskvalitetsindikator. Hensigten er at udvikle en bibliometrisk kvalitetsindikator med henblik på at måle forskningspublicering. Denne registrering skal danne baggrund for fordeling af basisforskningsmidler til forskning fra 2010.

Forestillingen er, at det vil styrke kvaliteten af dansk forskning og fremme publicering i de mest anerkendte udgivelseskanaler. Helt afgørende er ideen om etablering af en autoritetsliste over publikationskanaler og publikationsformer samt niveauopdeling heraf.

Et fagligt udvalg bestående af seks forskere skal dække hele det videnskabelige spektrum og have indsigt i forskellig publicerings- og registreringspraksis og lave indstilling om autoritetsregistre for publiceringskanaler og -former.

Igen flyttes indflydelsen fra universiteterne. Og igen spiller en nyttetankegang med klart konserverende træk den afgørende rolle. Uanset hvor grundigt de seks betroede forskere arbejder, vil der blive taget mange heroiske afgørelser. Men den endelige afgørelse om, hvad der er mest anerkendt, vil virke konserverende.

Optagelse af artikler i internationale tidsskrifter som grundlag for tildeling af forskningsmidler betyder reelt, at universitetsansatte skal søge deres egen stilling. Relevanskriteriet for forskning bliver herefter primært publikationssucces - og giver ikke ro og tid til grundforskning.

Argument klinger hult

De to eksempler peger på, at det er flere og flere kriterier, der fastlægges uden for universitetet ved godkendelse af uddannelser og tildeling af forskningsmidler. Ligeledes bliver kvalitet i uddannelse og forskning alene noget, der afgøres af, hvad der umiddelbart kan måles og vejes.

Universiteternes selvstændighed og de universitetsansattes faglige autonomi bliver klart reduceret. Argumentet om større selvstændighed klinger efterhånden meget hult.

Mogens Ove Madsen er lektor på Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu