Læsetid 4 min.

Uffe Østergaard efter Irak: 'Vi vil ikke lyves for'

Professor Uffe Østergård efterlyser debat om og konsekvenser af Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Han mener, at statsministeren og regeringen taler mod bedre vidende, og at man selv ikke i politik behøver at være så økonomisk med sandheden
Det generer mig, at Anders Fogh Rasmussen taler mod bedre vidende. Selv om jeg godt ved, at det er politik, og der skal man være økonomisk med sandheden. Men altså, så økonomisk behøver man ikke være, siger historiker Uffe Østergaard.

Det generer mig, at Anders Fogh Rasmussen taler mod bedre vidende. Selv om jeg godt ved, at det er politik, og der skal man være økonomisk med sandheden. Men altså, så økonomisk behøver man ikke være, siger historiker Uffe Østergaard.

14. august 2007

"Det er overraskende, at der ikke har været mere debat, og at regeringen ikke er kommet i større vanskeligheder. I næsten alle andre involverede lande er krigen blevet gjort til en kritik af regeringen. Men i Danmark er det stort set lykkedes regeringen at holde krigen uden for den offentlige debat."

Sådan indleder professor Uffe Østergård fra Center for business and politics sin vurdering af Irak-krigens betydning i Danmark. Han mener, det er forbløffende, så lidt det har påvirket den danske befolkning, at Danmark gik ind i en krig ikke bare uden FN-mandat, men også uden at vores normale alliancepartnere var med.

Den manglende debat i befolkningen har sammen med en fåmælt opposition ifølge Uffe Østergård betydet, at regeringen har haft for let ved at holde kritikken fra livet, og dermed at man mangler at få analyseret, hvad der gik galt i Irak.

"Regeringen prøver at luske udenom og sige: Det er ikke noget, vi skal diskutere. Men det er i høj grad noget, vi skal diskutere. For gik det galt, simpelthen fordi det ikke kunne lade sig gøre, eller var det på grund af fejl? Og var det en fejl at gå med amerikanerne og ikke med tyskerne, franskmændene, nordmændene og svenskerne," siger han.

Sandhedsøkonomi

Har kan vi ifølge Uffe Østergård lære noget af det åbne, amerikanske system med offentlige høringer.

"Jeg synes, det er et vældigt godt forslag, Jeppe Kofoed kommer hjem med. Man skal også erkende fejl og mangler, så man kan lære af det med henblik på næste gang."

Uffe Østergård mener dog, at Danmark har lært én væsentlig lektie i Irak.

"Man har lært, at der skal være bred politisk opbakning. På den anden side vil jeg sige, at hvis man nu er uenige, så har jeg respekt for, at der er nogle, som tager en beslutning. Så må de bare også tage ansvaret for det og gå af. Men i Danmark går man jo ikke af på udenrigspolitiske nederlag," siger Uffe Østergård.

I den forstand har han også respekt for, at Anders Fogh traf beslutningen, på trods af at Uffe Østergård selv var skeptisk, især over for at Danmark gik uden om sine normale allierede.

"Men så tager vi en chance og går ind. Det, jeg ikke kan lide, er, at det er konsekvensfrit at tage den chance. Men det lader vi dem så gøre - altså vi, det politiske, kollektive flertal af danskerne," siger han.

Og Uffe Østergård er særdeles kritisk over for statsministerens optræden siden hen.

"Det generer mig, at han lyver eller taler mod bedre vidende. Det er et bedre udtryk. Det generer mig, at han taler mod bedre vidende. Selv om jeg godt ved, at det er politik, og der skal man være økonomisk med sandheden. Men altså, så økonomisk behøver man ikke være."

Hvor tyskerne ikke tør

På grund af den manglende vilje til at erkende fejl mener Uffe Østergård, at Danmark har nogle forkerte erfaringer med ud af Irak.

"Den lære, man har draget, er, at vi stiller mere og mere kampvante tropper til mere og mere farlige spidsoperationer. Sådan er situationen i Afghanistan, hvor danskerne kæmper der, hvor tyskerne ikke vil, og hvor canadierne er ved at trække sig ud, fordi de har lidt forfærdelige tab. Hvis man sammenligner med situationen i 1990, hvor Svend Auken var imod at sende korvetten Olfert Fischer af sted, fordi han var bange for, at den ville sejle i vejen, så er det en enormt ny situation," siger Uffe Østergård.

Han vurderer også, at den aktivistiske holdning hos danskerne er upåvirket af Irak-krigen.

"Holdningen er, at det kunne have været en god idé. Men det lykkedes desværre ikke," siger Uffe Østergård, som dog samtidig mener, at vi trods alt har været "snydeheldige", at så relativt få danske soldater har mistet livet i Irak. Derfor har befolkningen endnu ikke vist, at den er klar til, hvad det betyder at gå i krig.

Fejt at lyve

Uffe Østergård advarer dog om, at regeringens manglende vilje til at analysere, hvad der gik galt, netop kan være det, der svækker den ellers intakte opbakning til aktivisme blandt danskerne.

"Det er umodent bare at trække sig ud, og det er fejt at lyve, som regeringen gør. For det er det, den gør. Jeg frygter, at det vil lægge gift for befolkningens engagement. Nu trækker vi os ud, fordi 'mission accomplished'. Men det skal man altså virkelig trække den meget i hårene for at sige. Jeg ved godt, at forsvarsministeren siger det, men han må tale mod bedre vidende. Der risikerer vi ikke bare at politisere det, men at parti-politisere det, og jeg mener, at der er en stor risiko for, at det slår tilbage på holdningen i befolkningen. For vi vil ikke lyves for," siger Uffe Østergård.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu