Læsetid 17 min.

Ved vejs ende

Efter 1.600 dages deltagelse i besættelsen af Irak er den landbaserede danske militærmission afsluttet. Tilbage står ikke blot et land i blodigt kaos, men også et dystert og belastende katalog af fortielser, forfalskninger fejlvurderinger, folkeretsbrud og forfærdende naivitet. Der er et ansvar, der nu må placeres og et stykke nutidshistorie, der skal blotlægges
Udenrigsminister Per Stig Møller, statsminister Anders Fogh Rasmussen og daværende forsvarsminister Svend Aage Jensby meddeler i marts 2003, at et historisk spinkelt flertal har besluttet at sende danske soldater i krig i Irak.

Udenrigsminister Per Stig Møller, statsminister Anders Fogh Rasmussen og daværende forsvarsminister Svend Aage Jensby meddeler i marts 2003, at et historisk spinkelt flertal har besluttet at sende danske soldater i krig i Irak.

Jens Dresling
13. august 2007

Den sidste tapre landsoldat fra den danske bataljon i det sydlige Irak har gjort honnør for fanen i Camp Einherjer og er rejst hjem til sikkerheden i Danmark. 5.500 soldater har været af sted siden invasionen i marts 2003, 2,5 milliarder kroner er brugt på krigsførelse, træning af irakiske sikkerhedsstyrker, genopbygningsprojekter og opretholdelse af den danske lejr. Otte danske soldater har mistet livet, langt flere har fået ar på krop og sjæl, et ukendt antal irakere er blevet dræbt af danske kugler.

Nu er den del af sagen overstået. Efter 1.600 dage og en hidsig afskedssalut af fjendtlige raket- og granatangreb kan soldaterne og deres pårørende endelig ånde lettede op.

For andre er det for tidligt. Efter afslutningen på det, der indledtes som Danmarks første angrebskrig i næsten 300 år, er tiden inde til at gøre regnskab, placere ansvar og drage erfaringer til brug for fremtiden.

Kan det parlamentariske system bare trække på skuldrene og gå videre i dagsordenen efter en så historisk skelsættende, nationalt traumatiserende, folkeretsligt omstridt og resultatmæssigt skæbnesvanger begivenhed som Irak-krigen? Vil rækken af ubesvarede spørgsmål, tilsyneladende bedrag og åbenlyse fejltagelser ligge som en tung skygge over nationen og det politiske liv, indtil der er fundet en måde at klarlægge, evaluere og placere ansvar for, hvad der egentlig skete? Og har det danske samfund ikke brug for en åben selvransagelsesproces efter deltagelsen i det befrielsesprojekt, der er endt i sin egen tragiske modsætning: nationen Iraks blodige og ulykkelige nedstigen i anarkiets mørke?

Når giftgassen siver

Tilbage i november 2002, under optakten til krigen og den dunkle beslutningsproces i den danske regering, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen:

"Vi er overbeviste om, at regimet i Irak i dag besidder masseødelæggelsesvåben og missiler".

Statsministeren advarede, at: "Det er for sent, når først giftgassen er spredt over én af vore store byer." Hans udenrigsminister Per Stig Møller sagde i samme fase, at Irak "vil formentlig oven i købet have udviklet sit eget atomvåben i løbet af dette årti".

Det var på dette tidspunkt i processen frem mod en konfrontation med Saddam Hussein, at Per Stig Møller udstedte sin garanti mod aktioner på tvivlsomt grundlag. "Beviserne skal kunne holde i byretten," sagde han.

Saddam ikke en trussel

Siden da er meget kommet frem. F.eks. at USA's daværende udenrigsminister Colin Powell allerede i februar 2001 havde fastslået, at Saddam Hussein var under kontrol.

"Han har ikke udviklet nogen kapacitet af betydning, hvad angår masseødelæggelsesvåben. Han er ude af stand til at rette konventionel militær magt mod sine naboer," sagde Powell.

Han gentog i maj 2001, at det var lykkedes at holde Saddam "i en boks", ude af stand til "at genopbygge sit militær eller udvikle masseødelæggelsesvåben i de sidste 10 år."

Fortrolige britiske regeringsdokumenter fra 2002 - men først lækket langt inde i krigen - afslører lige så klart, at Saddam ikke var den overhængende trussel, som regeringerne i Danmark, Storbritannien og USA fortalte offentligheden. Et regeringsnotat om interventionsmulighederne dateret 8. marts 2002 fastslår, at "(FN)-sanktionerne effektivt har frosset Iraks atomare program," og at "biologiske og kemiske våbenprogrammer er blevet forhindret."

I et referat fra et møde den 23. juli 2002 med deltagelse af Tony Blair og hans ledende ministre, efterretnings- og forsvarschefer, Blairs spindoktor m.fl. hedder det:

"Det syntes klart, at Bush havde besluttet sig for en militær aktion, selv om tidspunktet ikke var fastlagt. Men sagen var tynd. Saddam truede ikke sine naboer, og hans masseødelæggelses-kapacitet var mindre end Libyens, Nordkoreas og Irans."

Et tredje dokument fra den britiske NATO-repræsentations politiske chef, dateret 22. marts 2002, siger om truslen fra Saddam:

"Sandheden er, at det, der har ændret sig, ikke er udviklingen af Saddam Husseins programmer for masseødelæggelsesvåben, men vores tolerancetærskel efter 11. september."

Dokumentet oplyser i øvrigt, at "USA's famlen efter at etablere en forbindelse mellem Irak og al-Qaeda er indtil nu ærlig talt ikke overbevisende."

Saddams terrorforbindelse var ellers et officielt hovedargument for krigen i også den danske regerings argumentation.

Det er samtidig kommet frem, at George Bush's plan om at vælte det irakiske regime gik flere år tilbage. Condoleezza Rice skrev under Bush's første valgkamp i år 2000 i et internt strategipapir, at "USA må mobilisere alle tilgængelige ressourcer - inklusive støtte fra oppositionelle kræfter - for at fjerne" den irakiske leder, selv om han altså sad "i en boks" og ikke havde udviklet nogen masseødelæggelsesvåben.

Vidste den danske regering ikke noget af alt dette? Var den hjemlige efterretningstjeneste virkelig så uduelig? Eller var man - som Bush-regeringen - bare ligeglad? Troede man på, hvad vicepræsident Dick Cheney sagde på amerikansk tv op til invasionen i marts 2003: "Det er min overbevisning, at vi vil blive hilst som befriere." Lyttede man til, hvad den centrale Pentagon-rådgiver Kenneth Adelman sagde et år før krigen: "Ødelæggelsen af Husseins militære styrke og befrielsen af Irak vil blive 'a cake walk' (...) Bedømt ud fra enhver cost-benefit analyse vil en sådan operation udgøre den største sejr i Amerikas krig mod terrorisme."

Den ulovlige krig

Da Irak-invasionen den 19. marts 2003 blev indledt med dansk deltagelse var det - med FN-generalsekretær Kofi Annans senere ord - "en i forhold til FN-charteret ulovlig" krig.

Stik imod alverdens folkeretseksperter hævdede den danske regering umiddelbart før invasionen, at FN's Irak-resolutioner, heriblandt resolution 1441 fra november 2002, gav USA og dets allierede mandat til en væbnet aktion mod Saddam Hussein. Anders Fogh Rasmussen talte i kor med George Bush og Tony Blair, selv om udenrigsminister Colin Powell tilbage i november i et brev til Syrien havde garanteret, at "der er intet i resolutionen, der tillader, at den bliver brugt som påskud til at igangsætte en krig mod Irak."

Ikke desto mindre skrev det danske udenrigsministeriums jurister dagen før krigsstarten i et bestilt notat, der skulle legitimere deltagelsen i Bushs' felttog, at "Sikkerhedsrådet har med resolution 1441 i enighed opdateret og bekræftet bemyndigelsen til at anvende magt."

Et kor af eksperter i folkeret erklærede sig straks uenige: "Ingen af folkerettens centrale betingelser for militær magtanvendelse var opfyldt forud for angrebet," skrev f.eks. lektor i international ret ved Aarhus Universitet, Tonny Brems Knudsen.

En helt afgørende indvending var, at det umuligt kunne være enkeltlande som Danmark, der gjorde sig til dommer over, hvorvidt Saddam krænkede Sikkerhedsrådsresolution 1441, og hvorvidt 1441 gav mandat til magtanvendelse. Kun Sikkerhedsrådet selv kunne afgøre den slags. Alt andet ville være at indføre vilkårlighed, ad hoc-vurderinger og den stærkes ret som ny international retspraksis. Et synspunkt, som tidligt i forløbet - marts 2002 - blev støttet af den britiske udenrigsminister Jack Straws jurister.

"Det er op til rådet at afgøre, om der er sket et sådant brud mod forpligtelserne. USA har et noget andet synspunkt: De fastholder, at det er op til enkeltlande at vurdere, om der er sket et brud. Vi kender ikke noget andet land, der støtter dette synspunkt," skrev Straws eksperter i et notat til Tony Blair.

Fortsættes side 8-9

Bevidst manipulation

Fire måneder senere mente både den britiske og den danske regering nøjagtig det samme som USA: Vi - ikke Sikkerhedsrådet - afgør, om Saddam har krænket rådets resolution, og om det giver ret til militær intervention. Sikkerhedsrådets massive flertal mente nej og forlangte fortsatte våbeninspektioner, Bush, Blair og Fogh mente ja, tog kontrollen fra Sikkerhedsrådet og gik i krig.

I øvrigt går det som en rød tråd gennem de fortrolige britiske regeringsdokumenter, at det hele handlede om at konstruere en offentlig argumentation for det regimeskift i Irak, som Bush for længst havde bestemt sig for, og som man fandt det nødvendigt at tilslutte sig. Man var helt klar over, at et ønske om regimeskift via invasion ikke kunne legitimeres inden for folkeretten.

"Der er behov for en juridisk retfærdiggørelse af en invasion. Ifølge juridiske embedsmænds vurdering eksisterer der i dag ingen," hedder det i notatet fra 8. marts 2002. En uge senere hedder det i et andet notat til Tony Blair, at hvis man kunne få Saddam til at nægte FN-våbeninspektørerne fri adgang, "ville det være et stærkt argument" for invasion over for en skeptisk offentlighed og skeptiske lande.

Trods eksperternes anklager om folkeretskrænkelse, trods afsløringerne af bevidste manipulationer i den britiske og amerikanske regering er der aldrig herhjemme gennemført en officiel, uvildig undersøgelse af den danske regerings ageren.

Forbrød man sig mod FN's charter, og hvordan kunne det i givet fald gå til? Blev embedsmændene beordret til at forvanske juraen? Havde Fogh længe før de afgørende drøftelser i Sikkerhedsrådet besluttet at følge Bush no matter what? Vidste man, at målet var regimeskift for enhver pris? Vidste man, at masseødelæggelsesvåbnene var en konstrueret trussel og begrundelse? Var man uansvarligt naive eller uansvarligt kyniske?

I modsætning til i USA og Storbritannien er der ikke offentliggjort eller lækket ét eneste mødereferat eller notat om den danske regerings interne overvejelser om krigsgrundlaget. Der må eksistere masser af dokumenter, som belyser, hvordan de centrale ministre og deres rådgivere og ræsonnerede taktisk om den militære invasion.

Begrundelse efter behag

Så kom krigen, og en af de første opdagelser var, at Saddam Hussein ikke havde de forbudte masseødelæggelsesvåben.

Det førte til et skred i begrundelserne for den danske deltagelse. Selv om beslutningsforslaget, vedtaget af et snævert folketingsflertal den 21. marts 2003, nævner Iraks masseødelæggelsesvåben hele 11 gange og afvæbning af Saddam tilsvarende 11 gange, begyndte statsministeren at betone, at det slet ikke handlede om de forbudte våben. Det gjorde det ganske vist i Bush og Blairs officielle begrundelser, men ikke i min, sagde Fogh. Og det siger han fortsat.

"Når vi gik med i den internationale koalition i Irak, så havde det ikke noget med masseødelæggelsesvåben at gøre," fastholdt statsministeren i fredags i et interview i Ekstra Bladet.

I stedet hvilede den danske krigsdeltagelse ifølge Fogh på selve det formelle forhold, at Saddam ikke i tilstrækkelig grad havde samarbejdet med FN's våbeninspektører. Kan hænde, at der ikke var nogen våben - selve ulydigheden og tvivlen skabt af Saddam var nok til at begrunde militært angreb på den irakiske nation.

"Psykologiske kendsgerninger i politik er også kendsgerninger. Var der tale om spøgelser eller realiteter? I situationen var det for så vidt ligegyldigt," sagde udenrigsminister Per Stig Møller i juni 2003, da fraværet af masseødelæggelsesvåben stod klart.

Det fik professor i forfatningsret Henning Koch til at tale om en "juridisk perversion".

En uge inde i krigen understregede Per Stig Møller fra Folketingets talerstol: "Det er ikke for et regimeskift, vi er gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben." Mens statsministeren for sin del sagde, at det "handler om, at Saddam er en diktator, der undertrykker sit eget folk og dræber og torturerer sine modstandere (...) Det handler om at befri Irak og skabe grundlag for et nyt, frit og demokratisk Irak."

Så ligesom Danmark tydeligvis kunne gå i krig med en anden begrundelse end USA og Storbritannien, kunne regeringens ledende ministre åbenbart også vælge hver deres legitimering for angrebet.

Kan der blot trækkes på skuldrene af en sådan vilkårlighed i dag, hvor krigseventyret og drømmen om - med den interne britiske formulering - at "få kontrol over Iraks fremtid" er endt i en humanitær tragedie? Skal danske regeringsmedlemmer ansvarsfrit kunne jonglere med argumenter og begrundelser, når det handler om dette det mest dramatiske, menneskeligt omkostningsfulde skridt, en nation kan tage?

Advarslerne

Der var blevet advaret højlydt mod krigen fra alle sider. Også fra de allertungeste navne såsom USA's nationale sikkerhedsrådgiver under både Gerald Ford og George Bush senior, tidligere general Brent Scowcroft, der frygtede, at "vi kan få en eksplosion i Mellemøsten. Det (et angreb på Saddam. red.) kan forvandle hele regionen til en heksekedel og ødelægge krigen mod terror."

Lignende advarsler mod angreb kom fra en af Scowcrofts forgængere, tidligere sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski. Fra general Anthony Zinni, frem til år 2000 chef for den amerikanske forsvarskommando. Fra en af Zinnis forgængere, øverstkommanderende under første Golfkrig, general Norman Schwarzkopf. Fra den tidligere chef for US National Security Agency, general William Odom. Og fra de militære analytikere ved US Army War Colleges Strategic Studies Institute, der få uger før angrebet i marts 2003 afleverede en rapport med uhyggeligt præcise profetier:

"Langvarig taknemmelighed er usandsynlig, og mistænksomhed over for USA's motiver vil tage til med besættelsens fortsættelse."

"Jo længere USA's tilstedeværelse opretholdes, desto mere sandsynligt er det, at en militant modstand breder sig."

Politiske partier vil dannes efter sekteriske og stammebaserede linjer, og frie valg mellem disse partier vil "øge splittelsen snarere end at begrænse den."

"Etniske, stammebaserede og religiøse modsætninger kunne udløse borgerkrig eller få staten til at revne efter Saddams fjernelse."

"Forhindringerne for målet (at vinde irakernes tillid, red.) er enorme, og en succesfuld besættelse vil ikke blive resultatet med mindre de specielle omstændigheder i dette usædvanlige land inddrages til at gøre besættelsespolitikken indsigtsfuld."

Det er skræmmende i dag at notere, hvordan profetierne konsekvent er gået i opfyldelse. Men om muligt endnu mere skræmmende, at disse - og de øvrige advarsler - lå på beslutningstagernes borde, da de valgte at gå i krig. Det er kommet frem, at tvivlen bl.a. nagede helt ind i hjertet af den britiske regering. Allerede et år før invasionen skrev Jack Straw i et fortroligt notat, at vi er "nødt til at svare på det store spørgsmål: Hvad vil blive opnået med denne aktion? Omkring det synes der at være et større hul end om noget andet. De fleste amerikanske vurderinger har betragtet regimeskift som et redskab til at fjerne den irakiske trussel fra masseødelæggelsesvåben. Men ingen har givet et tilfredsstillende svar på, hvordan det regimeskifte skal fastholdes, og hvordan der kan være nogen som helst sikkerhed for, at et nyt regime vil blive bedre."

"Irak har INGEN demokratisk historie, så ingen har denne vane eller erfaring," lød det som et nødråb på de indre linjer fra den britiske udenrigsminister.

Hvad foregik der i den danske regering? Havde man så elendigt et informationsniveau, at man ikke stiftede bekendtskab med de mange militære advarsler i USA? Var man offer for selvsuggestion og indfanget af Bushs svulstige retorik mod Saddam? Var man opfyldt af idealistisk, om end ignorant, magtfuldkommenhed? Eller lukkede man bevidst øjnene for de ildevarslende scenarier, fordi alliancen med Det Hvide Hus var det afgørende?

Nedturen

Den danske statsminister stillede i 2003 i udsigt, at den militære mission ville blive kortvarig:

"Målet er en hurtig og effektiv, kontant militær aktion for at afvæbne Saddam Hussein. Bagefter skal vi bygge et nyt Irak op med en befolkning, der kan leve i frihed."

"Og når man om nogle år ser et nyt Irak blomstre op, vil langt de fleste se tilbage og sige: Det var alligevel det rigtige, der blev gjort," sagde Anders Fogh til B.T. på dagen for krigsstarten.

1.600 dage passerede. I dag ser mange tilbage og konstaterer, at ikke meget blomster i det ny Irak. Om udsigten til det demokrati, som statsministeren ville hjælpe irakerne til, sagde for nylig efterretningschefen i den danske lejr ved Basra, Torsten L. Thomsen:

"Aldrig nogen sinde. Ikke noget som vi forstår ved demokrati i vestlig forstand."

Og mange blandt de danske soldater, der har været af sted, føler antagelig som feltpræst Peter Sporleder fra det sidste hold i den danske lejr:

"Som det udviklede sig i Irak, så kan jeg ikke se, at det var ofrene værd. Virkeligheden i Irak blev jo en helt anden, end den genopbygning og stabilisering, politikerne havde forestillet sig."

"Reelt har vi nu forladt et Irak, hvor situationen er farligere og værre end nogensinde," sagde feltpræsten til Kristeligt Dagblad, da den sidste landsoldat var kørt ud af Camp Einherjer.

"Den irakiske brigadechef, oberst Hussein Ali, der nu står med det militære ansvar efter den danske bataljons hjemrejse, sagde i sidste måned til Informations udsendte:

"Under Saddam Hussein var der mere sikkerhed. Folk kunne leve og rejse frit i landet, og der fandtes ikke sekterisk vold."

I dag er der ifølge brigadechefen "ingen fremtid i Irak."

"Sikkerheden i Basra er ekstremt dårlig. antallet af dræbte vil stige, og det ender i kaos (...) På paskontoret i Basra står folk i kø for at kunne forlade landet," fortalte Hussein Ali.

Længst muligt forsøgte statsministeren og hans væbnere i Venstre at opretholde billedet af fremgang i Irak.

"Vi skal fortsætte processen frem mod demokrati i Irak. Vi skal udvikle et nyt Irak, som er frit, moderne og demokratisk. Et Irak som kan stå som et eksempel i Mellemøsten på, at det godt kan lade sig gøre at skabe demokrati i dette område," sagde Fogh på Venstres landsmøde i november 2004.

"Langt den største del af befolkningen er overlykkelige over at komme af med en fæl diktator og få lov til at bygge deres egen fremtid," sagde Venstres formand for Udenrigspolitiks Nævn, Jens Hald Madsen, knap to år inde i krigen.

På det tidspunkt talte betydeligt større kapaciteter i USA for længst klarsprog om den fejlslagne udvikling. Brent Scowcroft, den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, forudså "en spirende borgerkrig", mens kollegaen Zbigniew Brzezinski sagde, at den mest optimistiske prognose for Irak var et shiitisk domineret teokrati.

Larry Diamond, efter invasionen ledende rådgiver for det amerikanske regeringsråd i Bagdad, sagde i oktober 2005, at det mest positive, man efterhånden kunne forestille sig, var et Irak præget af autoritær tænkning, valgsvindel, regeringskorruption, religiøs og etnisk polarisering.

"Jeg erkender, at det i dag forekommer at have meget lange udsigter at nå det resultat. Det er meget lettere at se for sig en endeløs fortsættelse af den lav-intense konflikt eller en synken ned i fuldtonet borgerkrig," sagde Diamond.

Dén og Irak-projektets virkelige nedtur tog fart i starten af 2006 efter bombningen af Den gyldne moské i Samarra.

William Odom, den tidligere general og chef for National Security Agency, tog bladet fra munden og sagde, at "Irak-krigen kan vise sig at blive den største strategiske katastrofe i USA's historie (...) For hver dag vi forbliver, bliver det værre og prisen højere."

Kofi Annan sagde senere i 2006, at situationen i Irak nu var "meget værre" end borgerkrigen i Libanon, og at livet for den almindelige iraker var sværere end under Saddam Hussein.

Colin Powell, USA's udenrigsminister ved krigens start, sagde, at "vi vinder ikke, vi er ved at tabe" og erkendte, at situationen i Irak levede op til betegnelsen borgerkrig.

Naiviteten

I Danmark erkendte regeringen og Venstre problemerne, men betonede fortsat fremskridtene.

"Processen har været vanskelig. Det er ikke gået så hurtigt, som vi og irakerne gerne havde set. Men det politiske hjul drejer. Og det drejer i den rigtige retning (...) Overalt så jeg en imponerende vilje til at udvikle Irak," sagde statsministeren i juni 2006 efter et kort besøg i Den Grønne Zone i Bagdad og den danske lejr i Basra.

I Folketinget indledte Venstres udenrigsordfører en ny strategi med at give oppositionen skylden for at have skabt for optimistiske forventninger.

"Dele af oppositionen i Danmark lever op til illusionen om en fredelig konfliktløsning," sagde Jens Hald Madsen i december 2006. Han mente pr. maj 2007, at det måtte stå "lysende klart for enhver, at jo mere magt, der overdrages til irakerne, desto voldsommere kamp vil der blive for de forskellige etniske og religiøse, militante, sekteriske grupperinger i den irakiske befolkning, ikke blot om magten, men også om, hvorvidt landet skal være et demokrati eller et islamisk regime ligesom Iraks nabolande. "

Helt frem til nu har Venstre-ordføreren talt om, at det er oppositionen - ikke regeringen - der har et forklaringsproblem.

"Havde man forestillet sig, at der i et land, som har været underkuet af en diktator i så mange årtier, ikke ville blive en kamp mellem de forskellige etniske og religiøse militsgrupperinger? Det ville da være meget naivt. Jeg mener, der er en række eksperter og journalister, som har en enormt naiv opfattelse af, hvad det vil sige at ændre et land, som i årevis har haft en fæl diktator, til et system, der bare nogenlunde ligner et demokrati," sagde Venstre-ordføreren i juni her i avisen.

I december sidste år sagde Venstres udenrigsordfører fra Folketingets talerstol:

"Oppositionen burde ikke være et sekund i tvivl om, hvor katastrofal en beslutning det ville være at trække os ud af Irak, især set i at lyset af vi alle ønsker en positiv udvikling i landet. Det er simpelt hen uansvarligt."

Nu er den danske lejr lukket og bataljonen trukket hjem. Ti måneder efter Hald Madsens bedømmelse er situationen i Basra angiveligt så forbedret, at det hverken er katastrofalt eller uansvarligt at rejse. Tværtimod hævdes den irakiske regering at have bedt de danske soldater rejse hjem.

Og for at gøre rent bord og lukke den sidste flanke har en feriefrisk statsminister forleden talt ud om Irak i flere store dagblade.

Det er "selvfølgelig klart" at regeringen har høstet nogle erfaringer, siger Anders Fogh nu til Berlingske Tidende.

"For min part er jeg i hvert fald blevet ubehagelig overrasket over styrken i den religiøse fanatisme og de religiøse kræfters kamp mod demokrati og frihed. Der må jeg ærligt tilstå, at jeg helt klart har undervurderet styrken i den religiøse fanatisme. Og det andet, som jeg synes, man kan lære, er, at når og hvis det internationale samfund indleder en sådan militær operation med henblik på at fjerne et undertrykkende regime, så skal man altså forberede sig meget nøje med hensyn til, hvordan man så bagefter genopbygger nationen. Man skal forberede sig meget, meget omhyggeligt på, hvad alternativet er den dag, man fjerner et tyrannisk regime," sagde statsministeren.

Er det så det? Skal det danske Irak-felttog lukkes med en bekendelse i skjorteærmer på en dag, hvor statsministerielle løfter til kræftpatienter og til erhvervslivet om mere udenlandsk arbejdskraft stjal opmærksomheden? Er statsministerens afsløring af, hvad Jens Hald Madsen givetvis må kalde "en enormt naiv opfattelse", uden omkostninger? Er det kun befolkningen i Basra - nu uden danske soldaters bistand - der skal betale en pris for den blanding af forblændet idealisme, magtbrynde og inkompetent sikkerhedspolitik, som satte udviklingen i Irak på så katastrofal en kurs i marts 2003?

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu