Læsetid: 3 min.

Velfærdsrettigheder - en krigserklæring mod den private sektor

Det er en fornøjelse at se et gennemarbejdet socialdemokratisk udspil om den offentlige sektor. Men problemet ved udspillet er dog, at løsningerne formuleres som en kamp mellem det offentlige og det private arbejdsmarked og som paroler for rettigheder
De store demonstrationer mod forringelser i velfærden sidste efterår har virkelig sat dagsordenen for dette efterårs politik. Her foran søjlegangen ved Nationalmuseet.

De store demonstrationer mod forringelser i velfærden sidste efterår har virkelig sat dagsordenen for dette efterårs politik. Her foran søjlegangen ved Nationalmuseet.

Torben Stroyer

20. august 2007

Socialdemokraterne kom torsdag med et udspil til forbedring af den danske velfærd. Det er en fornøjelse nu at se et gennemarbejdet Socialdemokratisk udspil på et område, hvor der virkelig brug for at gøre noget. Både for at skabe bedre service og for at skabe bedre arbejdsforhold for medarbejderne.

Oplægget indeholder en gennemgang af væsentlige problemer på de store velfærdsområder; daginstitutioner, skole, sundhed og ældrepleje. Problemet ved udspillet er imidlertid, at løsningerne formuleres som en kamp mellem det offentlige og det private arbejdsmarked og som paroleprægede velfærdsrettigheder.

Derfor synes jeg, at der er grund til at tænke en gang til.

Udspillet kræver flere medarbejdere til den offentlige sektor og præsenterer to strategier til at opnå dette.

Den ene strategi handler om at vinde over det private arbejdsmarked i kampen om medarbejdere.

Den anden er at få nye medarbejdere fra grupper uden for arbejdsmarkedet i arbejde.

Den sidste strategi gør oplægget meget lidt ud af. Socialdemokraterne nævner, når de bliver spurgt, at de vil gøre dette ved at deltidsansatte skal på fuldtid, ældre mennesker skal inddrages og integrationen forbedres. Der følges imidlertid ikke op på disse målsætninger i de konkrete rettigheder.

Den anden strategi er, at kagen - arbejdsstyrken - skal deles anderledes. For at opnå dette, foreslår Socialdemokraterne bedre løn og bedre arbejdsvilkår.

I sig selv skaber det ikke mere eller bedre kvalitet af velfærdsydelserne, men kan, brugt rigtigt, godt medvirke hertil. Udspillet rummer en række antydninger, der peger i den retning, nemlig opgør med tidsregistreringssystemer og faggrænser, bedre ledelse, opkvalificering, bedre fysiske rammer m.m. Omvendt er det store problem med udspillet, at der ikke er konkret udmøntning af disse temaer.

Beklageligt forslag

Oveni kommer det opgør med den private sektor, som flere forslag i udspillet lægger op til. Det er dybt beklageligt, for en krig mellem det offentlige og det private om arbejdskraften vil være stærkt skadelig i en tid, hvor næsten alle sektorer savner kvalificerede medarbejdere. Hvis det offentlige vinder krigen, undermineres samfundets evne til at skabe de værdier, hvormed vi skal finansiere den øgede velfærd.

Jeg havde gerne set en meget større vægt på, hvordan man giver den enkelte medarbejder bedre vilkår for og kompetence til at producere mere velfærd. Ikke ved at piske dem til at løbe hurtigere. Men ved at give dem bedre rammer - fysiske som 'ikke-fysiske'.

Fysiske rammer er alt

Det er efterhånden kendt viden, at fysiske rammer betyder noget for, hvad folk kan præstere. Det betyder noget i skolerne - både for lærere og elever. Ligeledes har det betydning for ens sygdomsforløb, hvilket udstyr man behandles med. Opremsningen kunne fortsætte, men pointen er blot, at fysiske rammer har stor betydning. Socialdemokraterne er i deres baggrundspapir inde på det efterslæb, der er på bygningsmassen, men udspillet kommer ikke med bud på, hvad man skal gøre for at genoprette forholdene.

Dertil kommer de 'ikke-fysiske' rammer. Jeg mener, at det største potentiale for skabelse af mere velfærd med de mennesker, der allerede er i den offentlige sektor, er at frisætte dem til at gøre det, de med deres professionelle baggrund vurderer skal gøres. Selvfølgelig i samtale med borgeren, der skal modtage servicen. Dertil kommer så at aflaste dem for de opgaver, der ikke har med kerneydelsen at gøre.

Det stiller krav til ledelse, overenskomster, kompetenceudvikling m.m. Socialdemokraternes udspil peger faktisk i den rigtige retning på disse områder. Men oversættelsen til de såkaldte velfærdsrettigheder risikerer imidlertid at trække den helt modsatte vej. 24 elever i en klasse er i sig selv et rimeligt krav, men for mig er det vigtigere, at lærerne underviser i deres linjefag og i øvrigt er dygtige og begejstrede. Et bad om dagen kan være vigtigt for mange ældre, men samtalen med hjemmehjælperen er måske vigtigere. Ventetiden på hospitalerne er vigtig, men kvaliteten af behandlingen er af større betydning osv. Problemet med konkrete målbare rettigheder er, at man får det, man måler, mens det egentlige tema glider ud af fokus. Det behøver ikke at gå sådan, men det er en risiko.

Det socialdemokratiske udspil er et valgkamps-udspil, og inden så længe ser vi regeringens ditto: kvalitetsreformen. Jeg frygter, at regeringens udspil vil ligne det socialdemokratiske, for det vil kunne føre til, at en kommende valgkamp bliver en konkurrence om, hvem der kan gøre mest skade på det private arbejdsmarked. Ikke fordi nogen af parterne ønsker det, men fordi der er for meget fokus på flere offentligt ansatte og for lidt fokus på at give kompetente medarbejdere frihed til inden for ordentlige rammer at gøre det, der skal til. Ikke kun det som stive overenskomster eller bedrevidende centralister vil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvilken privat virksomhed vil fravælge en høj, kortsigtet gevinst, til fordel for en langsigtet? Hvad er en administrerende direktørs primære fokus; - varens aktuelle kvalitet og pris, eller aktiemarkedets tro på hans løfter om fremtidige successer?

Eller kort sagt: det private erhvervslivs primære mål er ikke at levere det bedste og billigste produkt, men derimod at levere det højeste afkast for den laveste indsats.

Enhver der har siddet i en budgetansvarlig lederstilling i det private ved, at outsourcing ikke er nogen mirakelløsning. Og privatisering af offentlig service er jo ikke andet end det: outsourcing. F.eks. kørte jeg med en tommelfingerregel om, at der skulle lægges mindst 30% oveni kontraktprisen, hvis jeg sendte f.eks. en programmeringsopgave ud til en underleverandør. Og der var kun en måde jeg kunne få dækket de 30%: nemlig hvis underleverandøren besad en ekspertise som han var villig til at sælge mig for en pris der var lavere, end vhis jeg selv gik ud og købte en medarbejder der besad den.

I det danske sundhedssystem er det offentlige ejer af den største ekspertise på området, - at outsource det, ville svare til at Microsoft fyrede sine programmører og besluttede sig for blot at være en rammevirksomhed der købte sine tjenester af underleverandører ... kort udtrykt: idioti!