Læsetid: 3 min.

Adgang forbudt for offentligheden

Sorte overstregninger. Afslag, der lader vente på sig i måneder og år. Og uforståelige eller tvivlsomme svar. Det er oplevelsen for mange journalister og borgere, når de søger indsigt i myndighedernes dokumenter
Indland
29. september 2007

"Four more years." Flemming Svith rækker fire fingre i vejret. Det er det antal år, han regner med at skulle vente. Endnu, kunne man sige. For han har allerede ventet fire år på at få sine oplysninger fra Rigspolitiet. 1.177 dage for at være helt præcis.

Journalist og lektor ved Danmarks Journalisthøjskole Flemming Svith var en af gårsdagens oplægsholdere på en konference om aktindsigt i Landstingssalen på Christiansborg.

Konferencen bød på mange variationer over temaet: Hvordan undgår myndig-hederne at give journalister og borgere adgang til dokumenter, der burde være offentligt tilgængelige?

Og svarene er mange og kreative. 'Vi kan risikere en retssag', 'tingene bliver taget ud af en sammenhæng', eller 'du skal henvende dig til en anden myndighed'.

Sådan lyder nogle af afslagene på anmodninger omaktindsigt, når svarene altså endelig kommer. Flemming Svith forfølger sin sag på fjerde år. Journalisterne Tom Heinemann og Morten Hansen ventede 21 måneder på at se korrespondancen mellem Udenrigsministeriet og tre skatteyderbetalte udviklingsfonde. Og Informations Ulrik Dahlin måtte vente over fire år, inden han fik sin aktindsigt fra Lægemiddelstyrelsen. Han ville vide, om et bumsemiddel fra medicinalfirmaet Roche havde noget med depressioner og selvmord blandt unge at gøre. Derfor søgte han aktindsigt i de indberettede bivirkninger, som står i de såkaldte PSUR-rapporter. Efter utallige klager og en hård kritik fra Ombudsmanden, udleverede Lægemiddelstyrelsen endelig dokumenterne. Men da Ulrik Dahlin fik rapporten i hånden, var den så fyldt med sorte streger, at Informations journalist kalder den "så godt som ubrugelig".

"Man skulle være producent af sorte tuscher med eneret til at sælge dem til offentlige myndigheder," bemærker han.

Årets dårligste afslag

Endelig er der kunstmaler og stud.mag. Knud Haugmark. Han har nu ventet i tre år. Knud Haugmark ville vide, hvor meget medicin landmændene giver til deres dyr. Men nej, det kan Knud Haugmark ikke få at vide. Det fastholder alle de 11 sagsbehandlere og tre ministerier, der har været involveret i sagen. Begrundelsen fra DTU, hvor Knud Haugmarks aktindsigt nu er landet, er, at det er "uhensigtsmæssigt" at offentliggøre oplysningerne. De kan "misforstås", skriver DTU i afslaget.

Mediejurist Oluf Jørgensen er særlig overrasket over netop den formulering, som afslører det, han kalder "en afgrundsdyb misforståelse af offentlighedsloven". Oluf Jørgensen giver derfor prisen for 'Årets dårligste afslag' til DTU.

Fra Knud Houmarks, Ulrik Dahlins og Flemming Sviths sager på gårsdagens konference tegner sig et billede af et embedsværk, der modarbejder journalister, borgere og kravet om større offentlighed. Ikke fordi de gør noget ulovligt, fastslår jurist ved Danmarks Journalisthøjskole Henriette Vignal-Schjøth. Men de bevæger sig på kanten af god forvaltningsskik, bemærker hun.

Næ, strategien er, hvis man skal tro konferencens oplægsholdere, at forhale, give kryptiske eller tvivlsomme svar eller henvise til andre offentlige myndigheder, så den nysgerrige journalist kan begynde forfra.

Fra den anden side af bordet lød ikke mange protester. Men i salen sad en ansat fra Udenrigsministeriet, der under et oplæg tog bladet fra munden.

"Der bruges mange ressourcer, og det er noget, der tager lang tid," sagde embedskvinden, der præsenterede sig som "ansat i Udenrigsministeriet, men også borger".

En enkelt journalist bad dog også om selvransagelse blandt sine kolleger. Journalisterne kan selv gøre det bedre, påpeger Katrine Birkedal Christensen. Det kan de gøre ved at "forsøge at imødekomme arbejdsbetingelserne og den lusede situation, man bringer embedsmændene i".

Katrine Birkedal Christensen har selv søgt aktindsigt og fik den uden ret meget besvær. Men som hun selv siger: "Det var måske ikke en sag, der rystede verden".

Det mente Knud Haugmark heller ikke, at hans akt-indsigt i landmændenes medicinforbrug var.

"Intet kan vel være mere uskyldigt end det," siger han med et glimt i øjet.

Sagsbehandlerne i først Fødevareministeriet, så Familieministeriet og senere Videnskabsministeriet må have set anderledes på sagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tilsidesættelse af god forvaltningsskik er naturligvis helt uacceptabelt.

Men at tilsidesætte borgerens rettigheder i en banal politisag om aktindsigt i påstået overtrædelse af vejfresloven er magtmisbrug og for domstolene justitsmord.

Politiet nægtede aktindsigten iht den gl. rpl bestemmelses § 41, stk 2., vedtaget af Folketinget i samlingen 1940-41 under den tyske besættelse!

Påstanden, som fremsattes af vicepolitmester B. Rungstrøm, Roskilde, tiltrådt af statsadvokat Erik Merlung, rigsadvokat Henning Fode med bemærknngen, at aktindsigt vil gøre det NÆRLIGGENDE, at vi ville forbryde os mod parter og vidner. Justitsministeren var helt enig med rigsadvokaten med tilføjelsen, at det var en skærpende omstændighed, at vi havde omtalt sagen for andre!

Jeg indbragte sagen for min kones vedk. for Retten i Roskilde, hvor retspræsident Niels Waage gav foranstående myndigheder medhold.

Jeg ankede sagen til ØLR, hvor 3 dommere enigt gav Niels Waage medhold.

Nu var det såvel justitsmord som "karaktermord".

Jeg indbragte afgørelsen for Folketingets Ombudsmand, som lod sin direktør Jens Møller i "gadedrengesprog" meddele mig, at han var enig.

Adskillige anmodninger om, at dr.jur. Hans Gammeltoft-Hansen skriftligt vedstår sin direktørs afgørelse. Ingen reaktion.

Begrundelsen for afvisningen af aktindsigten var, at min kone og jeg var
"voldelige, til fare for vore omgivelser, kriminelle"!

Denne "diagnose" har ikke det mindste gran af sandhed i sig, og jeg vil konfronteres med myndighederne for at blive renset for disse infame bagvaskelser af min kone og mig.

Siden 1998 har jeg kæmpet denne kamp og i dette tidsrum været udsat for psykisk og økonomisk terror af politiet i Roskilde.

Dommer Foldberg, nu Frederiksberg, gav min kone og mig hver en advarsel, som vi selvfølgelig ikke modtog.
I stedet fik vi en hver en bøde på 200 kr. eller 2 dages fængsel.

Vi har været indkaldt til afsonng af 2 dages fængsel på min 75 års fødselsdag, og samtidig indkaldte hegnssynet til hegnssynsforretning.
Umiddelbart før ferie på Bornhom indkaldtes vi nok engang til hegnssynsforretning.

Vor tlf. er aflyttet og brevhemmeligheden overtrådt,- ellers kunne disse tiltag ikke finde sted.

Vore gæster er blevet beskyldt for at køre med stjålne nr.plader uden at politiet fjernede dem.

I sep. 2006 forsøgte 2 betjente i skudsikre veste korporligt at trænge ind i vor bolig under påskud af, at jeg havde stjålet 16 kantsten fra min nabo.

Opspind og ingen dommerkendelse!

I år gentog historien sig,- 2 betjente (uden skudsikre veste) beskyldte mig for at være til gene, men kunne ikke på anmodning formulere påstandens indhold.

Disse højtrangerede embedsmænd har groft kriminaliseret sig for at redde en vicepolitimesters fjæs, og de ved det.

Hvert år efter årsskiftet .rundsender jeg en oversigt over "svinebestanden",-
for at undgå skandalen finder de sig i det.

Disse handlinger er mig inderligt imod, men jeg vil have vore gode uplettede navne rensede før målstregen!

Kalder jeg en gadebetjent for et fjols, straffes jeg.

Jeg har i Roskilde ret kaldt dommeren for "beskidte svin" for at få denne konfrontation,- intet sker.

Denne sag, hvor jeg er jurist/selvmøder, er så grotesk, at ingen tror, at så mange embedsmænd i fællig kan opføre sig så forbryderisk!

Min udvej nu er kun, at jeg fysisk begår en kriminel handling imod person eller materiel, hvor jeg kan bringe disse handlinger frem i dagslyset!