Læsetid: 4 min.

Er børn overklasse og ældre underklasse?

Det virkeligt skandaløse ved tumulten omkring daginstitutionerne i Københavns Kommune er, hvordan en offentlig administration tilsyneladende kan hælde en halv milliard ned i et sort hul
Blokader. Når protester har effekt, bliver de ifølge professor Mouritzen illegitime. Noget på niveau med kidnapning i Afghanistan.

Blokader. Når protester har effekt, bliver de ifølge professor Mouritzen illegitime. Noget på niveau med kidnapning i Afghanistan.

Jens Panduro (Arkivfoto)

Indland
29. september 2007

Man skulle tro, de havde brugt vold. Forargelsen og forurettelsen breder sig, efter at overborgmesteren tilstod, hun havde lyttet til borgerne. Det vil sige: Ikke bare lyttede hun til dem. Hun handlede på det, hun havde hørt.

Det var en svinestreg for mange, at Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard annoncerede, at hun ville annullere annoncerede besparelser på 40 millioner på børne- og ungeområdet i Københavns Kommune. Hun 'gav efter' for protesterne. Det er jo fint nok at lytte, det lover vi hele tiden, ligesom det også er godt med dialog, og demokrati er et knaldgodt fag i skolen. Men når så 'lytte' betyder, at man hører, hvad der bliver sagt, og forandrer sine dispositioner - ja så er den helt gal.

En professor ved navn Mouritzen fra Syddansk Universitet forklarede den alvorlige situation:

"Det svarer til at give efter for kidnappere i Afghanistan. Forældrene har hermed tilkæmpet sig retten til et bestemt serviceniveau for deres børn på bekostning af andre borgere. Psykisk syge og ældre har jo ikke de samme ressourcer til at involvere sig i politik."

Det var altså de stærke, som vandt på bekostning af de svage. Den gruppe med flest politiske ressourcer trumfede sine egne krav igennem, og det gik ud over dem med de dårligste politiske ressourcer. Den klasseanalyse inspirerede Jyllands-Posten til følgende dom:

"Sagt på en anden måde, så sejrede egoismen på bekostning af helheden."

Forældre går ikke i vuggestue

Hvis det nu bare var professor Mouritzen og Jyllands-Posten, som havde præsteret denne for samtiden i øvrigt usædvanlige klasseanalyse, kunne man have trukket på skuldrene og udvekslet en vittighed derover. Men den udlægning, at de få privilegerede egoistisk har besejret de mange underprivilegerede, synes at have bredt sig i offentligt som et almindeligt synspunkt.

Professor Mouritzens dom er baseret på en kategorisk fejlslutning: Professoren antager, at det er forældrene selv, som tilbringer dagtimerne i Københavns daginstitutioner. Han sammenligner forældrenes ressourcer med de psykisk syge i behandling og de ældre på plejehjemmene. Men her må en høflig korrektur være på sin plads: Det er faktisk børnene, som går i vuggestuer og børnehaver. Børnene i Københavns daginstitutioner er mellem et halvt og seks år. For i hvert fald de yngstes vedkommende må det gælde, at deres politiske ressourcer er færre end de ældres og de psykisk syges.

Hvis det trods denne eklatante forveksling stadig skulle kunne gælde som en gyldig dom, at de stærke havde sikret deres privilegier på de svages regning, må man antage, at det kun er de rigeste familier i København, som får børn, eller at de annoncerede besparelser kun rammer de rige børns institutioner.

Det første ville være en demografisk sensation, som endnu ikke er konstateret. Voksne i alle sociale lag får stadig børn. Og de går så godt som alle sammen i institutioner, og enhver med bare et minimalt kendskab til hverdagen i daginstitutioner ved, at institutionerne i de socialt belastede kvarteret ligeledes er belastede. Fænomener som 'sorte skoler' og 'sorte institutioner' har længe været problematiseret offentligt.

Rammer hårdest i bunden

Det giver status at være omsorgsfulde forældre, som henter deres børn tidligt. Og det er naturligvis lettere for de forældrepar med så høje indkomster, at den ene kan gå på nedsat tid for at afhente børn tidligt. Og det er lettere for de privilegerede på arbejsmarkedet med fleksible arbejdstider, hjemmearbejdsplads og uafhængighed i ansættelsen at tilrettelægge hverdagen, så børnene ikke skal have en 7 til 17-dag i institutionerne.

Det siger sig selv, at nedskæringer rammer hårdest i de i forvejen belastede institutioner, for institutionerne ikke tildeles penge efter, hvor længe børnene i gennemsnit befinder sig i institutionen, men efter antallet af børn. Så selv om det igen tvivlsomme postulat holder om, at det skulle være de stærkeste forældre, som blokerede institutionerne, er det ikke kun en sejr for de stærkestes børn, men for alle børnene i Københavns kommune.

Det er interessant, at en lang høringsfase i Københavns kommune, offentlige møder med forældre, pædagoger, borgerrepræsentationen og ansvarlige borgmestre udlægges som demokratisk illegitime voldsepisoder. Konsekvensen af den optik må være, at det politiske engagement i lokalsamfundet, som ikke begrænser sig til kronikker, læserbreve og stemmeafgivning, er udemokratisk. Det svarer til kidnapning i Afghanistan.

Det påfaldende er for det første protesternes koalition: Pædagogerne, som ikke er specielt politisk ressourcestærke, børnene og forældrenes fælles vilkår politiseres af den gruppe, som formodes at have størst offentlig troværdighed. Med mindre det kun er de fattige og ressourcesvage, som har ældre forældre på plejehjem og lider af sindssyge i familien, kunne de præstere samme offentlige strategi for deres felter.

Den egentlige skandale

Men det mest påfaldende er for det andet, at der er så voldsom opstandelse over Foghs skattestop, som intet har med de lokale problemer at gøre, og forurettelse over, at forældre tillader sig at protestere, men så godt som ingen opmærksomhed omkring problemets årsag: At der har siddet en forvaltning i Københavns kommune, som tilsyneladende har hældt 500 millioner kroner ned i et sort hul. Hvordan kan det lade sig gøre? Først var det 100 millioner, som manglede, så var det et par hundrede millioner og til sidst en halv milliard, som tilsyneladende ikke engang var bogført. De bebudede nedskæringer skyldes et fantastisk administrativt svigt under Enhedslistens Per Bregengaards regime som borgmester på området. To kommunale direktører er blevet fyret, og to forvaltninger lagt sammen, men det forklarer ikke, hvordan et område under Københavns Kommune kan vanrøgtes så længe og så dilettantisk, at en bogholder i en hvilken som helst tipsklub, kageordning eller friluftsforening var blevet hældt ud for længst og afkrævet en forklaring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rune Lykkeberg har (igen) lavet en fremragende og velformuleret analyse.

Jeg håber at Ensomhedslistens støtter læser den - og beskæmmet bøjer deres hoveder mod gulvet.

Det er ikke Anders Fogh Rasmussen de skal skyde på med deres rygmarvsreflekt, men Per Bregengaard, som de har været med til at forvalte et vigtigt område så elendigt at det nærmer det kriminelle.

Tænk på det, små venner, når I står på gaden med bitre miner og bannere som raser imod den borgerlige regering: I har skudt jer selv i foden.

Hvorfor er der ingen der spørger hr Bregengaard hvad han har brugt pengene til? Hvorfor rykker han ikke selv ud med en forklaring?
Asmaa er vist ikke alene om ansvaret for at vælgerne flygter skrigende bort fra EL.