Brasiliens Lula på salgstur til Danmark

Det ville være smukt, hvis man ikke vidste bedre. Brændende sukkerrørsmarker i natten er et velkendt syn i Brasiliens sukkerrørsbælte. Stubbene, der står tilbage, når rørene er høstet, river lemmer til blods, og maskinerne til at fjerne dem mangler. Det nemmeste er at sætte en tændstik til og satse på, at myndighederne ser den anden vej. Og ifølge den brasilianske sammenslutning af sociale bevægelser FBOMS er de sorte skyer kun et af mange problemer ved landets satsning på bioethanol produceret af sukkerrør.

»Sukkerrørene ødelægger savannen, skubber det resterende landbrug ind i junglen og centrerer magten hos de store industrilandbrug. Ethanol er del af en bæredygtig strategi for Brasilien, men Europa bør finde egne måder at møde energiudfordringen,« siger FBOMS’ leder Esther Neuhaus.

Men sociale og miljømæssige problemer er næppe i centrum, når Brasiliens præsident Lula i disse dage holder møder med statsminister Anders Fogh Rasmussen og dansk erhvervsliv. Det slap tirsdag ud, at den danske enzym-pioner Novozymes i dag vil underskrive en aftale med det statkontrollerede PetroBras samt CTC, de brasilianske sukkerproducenters laboratorium. Novozymes bekræfter, at der i dag underskrives »nogle samarbejdsaftaler«. Virksomheden i Bagsværd skal levere enzymer, så brasilianerne kan udnytte restproduktet, når sukkeret er vredet ud af sukkerørene.

»I dag brændes det meste af på en uøkonomisk og forurenende måde. Med vores produkter kan der laves mere ethanol ud af råvaren,« fortæller Poul Ruben Andersen, der er talsmand for Novozymes.
Også den danske regerings tidligere skepsis overfor ethanol lavet på fødevarer, synes forsvundet. Som Anders Fogh Rasmussen fortalte Jyllands Posten under et besøg i Brasilien i april: »Brasilianerne mener, at mennesker ikke sulter af mangel på mad, men fordi de ikke har penge nok. Vi skal passe på, at vi europæere, som har vores på det tørre, ikke bliver så politisk korrekte, at vi glemmer, at en stor del af jordens befolkning lever under fattigdomsgrænsen.«

Mangedobling
Der er således udsigt til et frugtbart besøg i København for den brasilianske delegation. Og alt tyder på, at det er nu, der skal meldes ind på de søde dråber. USA, Kina og Indien er allerede gode kunder, men der vil sandsynligvis snart komme langt flere liter sukkerrørssprit på verdensmarkedet.
Da Brasiliens berømte ethanoleventyr begyndte i midten af 70’erne var det for at dække det hjemlige benzinbehov og undgå en yderligere forværret handelsbalance, men nu satser Brasilien på eksport. Landet vil forøge produktionen af ethanol fra de nuværende 17 mia. liter alkohol til over 100 mia. liter i de næste to årtier. Ester Neuhaus fra FBOMS kalder udviklingen »massiv, hurtig og uden kontrol.«
»Vi har før set sådanne pludselige omstillinger af landbruget som reaktion på ny efterspørgsel fra USA og Europa. På kaffe, cacao og soja. Men hver gang er tømmermændene kommet, når det første boom har lagt sig. Det er i høj grad småbønderne og vores skove, der har betalt prisen, mens den virkelige udvikling er udeblevet,« siger Esther Nauhaus og tilføjer: »I sukkerproduktionen ser vi stadig tilfælde af slaveligende forhold, selv om det ikke er det generelle billede.«

Mange brasilianske sukkerbønder arbejder på akkord, hvor det typisk forventes, at de skærer 10-15 ton sukkerrør om dagen. I Sao Paulo, landets rigeste stat og centrum for ethanolproduktionen, vurderer myndighederne, at op imod 1.383 arbejdere omkom som følge af det hårde arbejde mellem 2002 og 2006.

Skeptiske forskere
Blandt førende danske forskere er der ikke megen støtte at finde til danske biler på importeret ethanol.
»Nyere forskning viser, at biobrændstof skader klimaet. Og selv om alle lande i troperne lagde om til afgrøder til biobrændstof, ville det kun kunne dække omkring 10 procent af det globale behov,« siger civiløkonom Henrik Wenzel fra Syddansk Universitet.
Han mener derfor, at Brasiliens fremtidige ethanol-tilbud til Europa har ringe betydning.

»Det rækker som en skrædder i helvede. De trækker pinen ud ved at forhale det uundgåelige: At vi før eller siden må udskifte vores brændselsmotorer med nye teknologier,« lyder det fra Henrik Wenzel.
Heller ikke Birgitte Ahring, forsker ved Danmarks Tekniske Universitet i såkaldt andengenerations biobrændstof produceret på affald i stedet for fødevarer, er begejstret for udsigten til mere brasiliansk ethanol i de danske benzintanke. Hun medgiver, at sukkerrør er den mest energieffektive afgrøde til ethanolproduktion, men:
»Det koster penge, energi og CO2 at transportere fra f.eks Brasilien. Vi har en global forpligtelse til at satse på det, der er tæt på og bruge vores eget affald.«
Novozymes bliver primært forbundet med sin rolle som pioner inden for fremstilling af enzymer til andengenerations biobrændstoffer. Brigitte Ahring er dog ikke overrasket over, at virksomheden nu går i tæt samarbejde med Brasiliens ‘gammeldags’ ethanolproducenter.
»På det punkt har de altid talt med to tunger,« siger hun.
Hos Novozymes afviser man, at der er tale om inkonsekvens.

»Vi har aldrig lagt skjul på, at vores aktuelle kunder er inden for første generations brændstof. Men som enhver, der tænker ud over i morgen ved, er det både økonomisk og fødevaremæssigt uundgåeligt, at vi skifter til at bruge restprodukter,« siger Poul Ruben Andersen, der forsikrer, at Novozymes kender de potentielle miljømæssige og sociale problemer og virksomhedens ansvar.
»Produktionen skal være forsvarlig. Vi arbejder for en certificeringsordning i EU, så vi sikrer en forsvarlig og bæredygtig produktion,« siger Poul Ruben Andersen.
En sådan mærkningsordning barsler EU med. Ifølge Verdensnaturfonden bør det være en forudsætning for dansk import af ethanol fra Brasilien.

»Udsigten til, at verdens bilister vil konkurrere med verdens fattige om fødevarerne, er skræmmende. Alligevel ser vi potentiale i import af netop ethanol fra Brasilien, hvis en EU-ordning garanterer et flot klimaregnskab og sikrer, at der ikke sker yderligere skovfældning,« siger John Nordbo fra WWF.

Men ikke alle fæster lid til mærkningsordninger. Selv klimachef i EU-Kommissionens miljødirektorat, Jos Delbeke, tvivler på effekten. Han sagde til Information i sommer: »Det er betydeligt vanskeligere at spore, hvor en tønde bioethanol kommer fra, end hvor et stykke regnskovstræ er hentet (...). Vi er reelt bekymrede for ikke at få nogen miljø- og energimæssig nyttevirkning ved at skifte til biobrændstof, hvis vi skaber en ny sårbarhed og nye miljøproblemer ved bl.a. rydning af regnskov i Brasilien eller Indonesien.«
Esther Neuhaus mener heller ikke, at en mærkningsordning er vejen frem: »Den slags har det med bare at blåstemple en produktion. Jeg frygter, at Brasilien ikke vil følge en sådan ordning i tilstrækkeligt omfang.«

Grøn protektionisme
Landsorganisationen for Brasiliens sukkerrørsproducenter, UNICA, afviser ikke en global mærkningsordning, men næstformand Fernando Moreira Riberio advarer mod, at etiske og miljømæssige bekymringer blot er et skalkeskjul for europæisk protektionisme.
»Hvis I vil beskytte jeres markeder, kan vi jo ikke gøre noget. Vi arbejder intenst på at forbedre forholdene, men det giver ingen mening at sammenligne med Skandinavien. Hvis I ser det som et problem, kan I jo bare lade være med at købe det,« lyder det fra en selvsikker repræsentant for sukkerproducenterne.
Det ville passe Esther Neuhaus udmærket, hvis Europa fandt andre løsninger.

»Latinamerika har i århundereder leveret råvarer til den rige verden uden selv at udvikle sig. Jeg er bange for, at vi er ved at skabe en ny version af den gammelkendte globale arbejdsdeling. Nu blot for at sikre, at amerikanerne og europæerne kan blive ved med at køre i bil.«