Vi skal vide, hvad pengene bliver brugt til. Sådan lyder regeringens mantra i relation til den danske ulandsbistand. Den tilgang har ført til en massiv omlægning af donationer, der betyder, at kun en tredjedel af vores samlede bistand i dag ydes multilateralt, altså gennem internationale organisationer. Og ifølge regeringens finanslovsforslag skal andelen ned på 28 procent i 2011 svarende til et fald på 18 procentpoint i forhold til i 2000, hvor fordelingen mellem bilateral og multilateral bistand var omkring 50-50.
For FN's Udviklingsprogram, UNDP, betyder VK's prioriteringer, at man over de næste fire år mister 113 millioner kroner fra Danmark. Direktør for UNDP's nordiske kontor Jakob Simonsen afventer resultatet af finanslovsforhandlingerne, men overordnet finder han udviklingen bekymrende.
"Vi har set en udvikling, som bevæger sig en imod en 70-30 fordeling til fordel for den bilaterale indsats. Og det ser vi som multilateral organisation med bekymring på. Den multilaterale bistand er en naturlig samspiller med den bilaterale indsats," siger han.
Koloniherrementalitet
Jakob Simonsen peger på indsatsen mod klimaforandringer som eksempel:
"Vi taler meget om klima, og indsatsen bør optræde som et væsentligt tema for regeringens udviklingspolitik. Men klimaforandringer stopper ikke ved en grænse. Det virkelige spørgsmål er de globale beslutninger. Vi skal gerne gøre noget for regnskoven i Brasilien, og det vil den danske indsats, selv om den er stor, ikke kunne gøre ret meget ved. Det kræver koordination, og FN eller andre organisationer skal sikre, at indsatsen hænger sammen," siger Jakob Simonsen og nævner kvinders rettigheder samt forbindelsen mellem udvikling og sikkerhed som områder, hvor en samlet indsats er afgørende.
"Disse områder bliver svækket, hvis udviklingen går fra 50-50 til 70-30," siger UNDP-direktøren.
Også de radikale er godt utilfredse med regeringens prioritering, som ifølge udenrigsordfører Elisabeth Geday fører til en udhuling af FN.
"Som et lille land kan vi ikke bestemme det hele selv. Vi er afhængige af et stort internationalt retssamfund, og det er FN garant for," siger hun og påpeger, at den danske regerings direkte bistand af modtagerlandene kan blive opfattet som koloniherrementalitet.
"Desuden skal de enkelte modtagerlande servicere danske delegationer, når de kommer på inspektion. Man kunne spare mange kræfter ved at lade eksempelvis UNDP organisere det," siger Elisabeth Geday.
Minister: Kritik forfejlet
Men kritikken afvises af udviklingsminister Ulla Tørnæs, som peger på, at FN's organisationer samlet set får flere penge, selv om bistanden til UNDP's kerneområder mindskes. Blandt andet får FN's Befolkningsfond, UNFPA, 50 millioner kroner i 2008, påpeger ministeren.
"Ser man på Danmarks multilaterale bistand målt pr. indbygger ligger vi højt sammenlignet med andre lande. Vi bliver ofte kåret som de bedste, og vi har via OECD fået bekræftet, at vores bilaterale bistand er effektiv," siger hun.
Ulla Tørnæs afviser den radikale kritik og peger på, at Paris-erklæringen fra 2005 netop skal sikre en effektiv bistand også i samarbejde med de multilaterale organisationer.
"Vi har en klar prioritering, og vi ønsker at gøre ord til handling. Vi taler meget om at styrke fokus på kvinderne for at nå FN's 2015-mål, og jeg er enig i, at der er behov for koordinering, som netop Paris-erklæringen sikrer," siger Ulla Tørnæs.
Sluttelig peger ministeren på, at UNDP løbende har mulighed for ekstra bevillinger til nye projekter via den danske ambassade, som har en lokal bevillingskompetence.
"Så finanslovsudspillet giver ikke det fulde billede," siger Ulla Tørnæs.
