Læsetid 2 min.

DF kræver solidaritet af fagbevægelsen

Fagbevægelsen bør udvise solidaritet, lyder opfordringen fra Dansk Folkeparti, som foreslår nyt omsorgstillæg. Både regeringen og de kom-munalt ansatte afviser
14. september 2007

Der var penge til de ældre, men også de unge blev tilgodeset, da Dansk Folkeparti i går fremlagde deres udspil til næste års budget. Samtidig lagde partiet op til fortsat at presse regeringen til at etablere en lønpulje til de lavestlønnede, en pulje som fortsat rummer fem milliarder over fem år, men som nu betegnes som et 'omsorgstillæg. I den forbindelse opfordrede finansordfører Kristian Thulesen-Dahl fagbevægelsen til at udvise solidaritet og støtte op om forbedringer til de ansatte i omsorgssektoren.

"Det kræver, at fagbevægelsen spiller konstruktivt med," konkluderede han.

Men hverken fagbevægelsen eller regeringen tager godt imod udspillet fra DF.

"Vi mener ikke, man skal blande sig i løndannelsen, og det ændrer sig ikke, uanset hvad man kalder barnet," siger Venstres finansordfører, Peter Christensen, som kalder det 'skrivebordstænkning' at tro, at forslaget ikke vil føre til krav fra andre fagområder. Og formand for Akademikernes Centralorganisation og næstformand for de kommunalt ansatte, Sine Sunesen, ryster på hovedet af opfordringen til solidaritet.

Hun afviser fortsat en politisk øremærkning - uanset at man kalder det omsorgstillæg - og påpeger, at definitionen af omsorgspersonale er luftig.

"Desuden er visse partier med til at tale om, at nogle grupper i det offentlige er dårligere lønnet end i den private sektor. Men vi kan se, at den forskel er størst hos akademikerne," siger hun og påpeger, at ethvert fagforbund varetager deres medlemmers interesser, samt at manglen på arbejdskraft gælder for mange sektorer.

"Derfor er meldingerne fra Dansk Folkeparti groteske," siger Sine Sunsen, som påpeger kommunernes mulighed for at tilgodese enkelte grupper ved Ny Løn.

V afviser finansiering

Men DF-formanden fastholder kravet - uagtet regeringens afvisning.

"De har også sagt nej til mange af de andre ting, vi har fremført. Det handler ikke om, hvordan vi plejer at gøre det, men om hvordan vi får samfundet til at fungere optimalt," siger Pia Kjærsgaard og tilføjer: "De ved godt, at vi mener det."

DF lægger desuden op til at tilgodese både folke- og førtidspensionister med hver en mia. kr., mens de studerende skal have 250 mio. kr. til handelsskoler og en afskaffelse af loftet over, hvor meget SU-modtagere må tjene. Indtægterne skal hentes fra ulandsbistanden samt fra reserver afsat til eventuelle nye krav i forbindelse med Kyoto-aftalen. Men heller ikke på finansieringssiden er Venstre begejstrede.

"Ulandsbistanden er ikke en finansieringskilde, vi mener kan bruges. De 0,8 procent af BNI er det rigtige niveau for dansk bistand," siger Peter Christensen, som ligeledes fastholder, at reserven til Kyoto er bundet, indtil EU har fastlagt nye klimakrav til Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu