Læsetid: 4 min.

Dømt til tidsubegrænset behandling

Du er en trussel mod den offentlige sikkerhed og dømmes til psykiatrisk behandling på ubestemt tid, sagde dommeren til den 74-årige mand, der sad uden sokker i skoene
Indland
10. september 2007

Københavns Byrets 19. afdeling ligger gemt af vejen langt oppe på anden sal i en sidefløj til Domhuset på Nytorv. Måske er der det derfor, at der ikke er nogen tilhørere, da retten i sidste uge blev sat i en sag om en 74-årig svensk-amerikaner, der er tiltalt for brandstiftelse.

"Der er navneforbud", oplyser byretsdommer Lene Jensen indledningsvis.

"Vi nedlægger påstand om dom til behandling på en psykiatrisk afdeling," siger den kvindelige anklager og ser et øjeblik op fra sine papirer.

"Min klient erklærer sig skyldig," lyder det hurtigt fra forsvareren, mens en tolk simultanoversætter for den gamle mand. Han sidder med ludende overkrop og har front mod dommeren og de to domsmænd. Bagfra kan man se, at han ikke har sokker i skoene.

For 130 dage siden, den 20. april lidt før kl. 17, hældte han kogesprit ud på trappen på Nationalmuseet og antændte det, hvorved der opstod et mindre bål, som snart blev slukket. Til Information har manden tidligere forklaret, at brandstiftelsen var en slags publicity-stunt, der skulle gøre opmærksom på hans ulykkelige situation: Intet sted at bo og for gammel til at sove på gaden. Efter nogle måneder i Vestre Fængsel har han frem til retsmødet været i surrogatfængsel på Hvidovre Hospitals psykiatriske afdeling.

Forbrydelsen

Selv om han har erklæret sig skyldig, skal han forklare sig for retten, siger dommeren og giver igen anklageren ordet.

"Hvorfor indfandt du dig den 20/4 på Nationalmuseet," bliver manden spurgt.

"For at begå min forbrydelse."

"Men hvorfor Nationalmuseet?"

"Fordi det er et højprofileret sted. "

"Hvorfor valgte du at sætte ild?"

"Fordi jeg ikke kunne finde på andet."

"Hvad mener du?"

"Jeg ved ikke, hvordan man røver en bank."

"Men hvorfor skulle du gøre noget?"

"Jeg var i en desperat situation. Jeg var ved at løbe tør for penge, og jeg havde ikke noget sted at bo."

"Hvad ville du opnå?"

"Et sted at sove."

Afhøringen snegler sig af sted. Anklageren spørger, tolken oversætter, og manden fortæller i korte sætninger, at han købte to flasker kogesprit og en gastænder og ventede, indtil klokken var næsten 17, før han tændte ild.

Kommet så langt læner anklageren sig tilbage i stolen: Tak, ikke flere spørgsmål.

'Jeg er en slags dissident'

Så er det forsvarerens tur. Han får manden til at redegøre for hans akademiske universitetsgrad fra Berkley, og senere om den bog, han udgav for 15 år siden med en ramsaltet kritik af Sverige, hvor manden netop var blevet statsborger.

"Er det dit indtryk, at den bog har betydet, at du ikke bliver behandlet ordentligt i Sverige," fisker forsvareren. Manden nikker.

"Jeg er en slags dissident i Sverige, og jeg blev chikaneret af myndighederne, og min post blev stjålet," forklarer han.

Anklageren dokumenterer ildspåsættelsen og indkøbet af de to flasker sprit med en kvittering stemplet klokken 12.38 i en nærliggnde Rema 1000 og flere fotos fra brandstedet, inden hun læser op af en psykiatisk erklæring, som lægerne på Hvidovre Hospital har udarbejdet. Ifølge den fremstår manden aldersvarende, men udskældende og optaget af konspirationsforbindelser. Endvidere er han formelt tankeforstyrret med en unuanceret og subjektiv tankegang. Kort sagt sindssyg med en kronisk paranoid psykose, læser anklageren fra erklæringen.

Manden sidder og græder lydløst. Anklageren holder inde, og manden beder om at måtte tale med sin forsvarer i enrum. På vej ud siger han, der følges af sine to vagter: It was a silly thing to do.

Tilbage i retslokalet oplyser han på sin forsvarers spørgsmål, at dørene indtil Nationalmuseets samlinger var blevet lukket, da han tændte ild. Han vil sige noget mere, men magter det ikke. Så er det tid til at procedere.

Udvist til Sverige

"Høje domsmandsret," siger anklageren og kræver domfældelse: "Dom til behandling på et psykiatrisk hospital uden fastsat længste tid og udvisning til Sverige."

Anklageren begrunder specielt udvisningen med, at tiltalte ingen tilknytning har til Danmark. Og når man indfinder sig på Nationalmuseet for at tænde ild, udgør man en trussel mod det danske samfund.

Så trækker dommeren og de to domsmænd sig tilbage. I pausen fortæller manden sin forsvarer, at han godt kan leve resten af sin tilværelse på hospitalet. Men som han bliver ved med at gentage: Bare jeg ikke bliver tvangsmedicineret. Bare jeg ikke bliver udvist til Sverige.

27 minutter senere er dommeren og domsmændene tilbage i retslokalet. Alle rejser sig, mens dommen bliver afsagt. Bagefter forklarer dommeren, hvad retten nu har bestemt: "Du har erklæret dig skyldig, og retten har dømt i overensstemmelse med det. Du er idømt psykiatrisk behandling, og der er ikke fastsat nogen længste tid. Ud fra brandstiftelsens karakter og omfang udvises du også af Danmark med indrejseforbud i fem år at regne efter datoen for udvisningen," mens tolken oversætter.

Derefter skal diskuterer dommeren og anklageren, hvem det nu er, der skal skaffe en liste over beskikkede bistandsværger. Sådan en skal manden nu have, og senest om fem år skal hans behandlingsdom igen vurderes i retten.

Forinden kan han også få brug for en patientrådgiver. Det er et tilbud, hvis den 74-årige mand efter lægelig vurdering skal tvangsmedicineres.

"Så kan din patientrådgiver klage til Patientklagenævnet," som forsvareren forklarer, og tolken oversætter. Imens sidder manden på stolen og vipper med skoene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her