Vil den femte mand stjæle billedet i Vollsmosesagen
En 19-årig skoleelev, en 22-årig slagter, en 32-årig konvertit og en 34-årig invalidepensionist er sammen med en 33-årig tidligere jurastuderende hovedpersonerne, når Østre Landsret i morgen tager hul på det, der er kendt som terrorsagen fra Vollsmose.
De fire første sidder på anklagebænken, tiltalt for at have anskaffet sig kemikalier, gødning, laboratorieudstyr og et sprængstof ved navn TATP med det formål at fremstille dræbende terrorbomber mod tilfældige danskere som hævn for Muhammed-tegningerne og Irakkrigen. Sagens femte person er anklagemyndighedens kronvidne.
Det er ham, der har skaffet den kunstgødning, som skulle bruges til bomber, og det er også ham, som udpegede et sted til en prøvesprængning og udvalgte bombemål.
Kronvidnets rolle bliver derfor et omdrejningspunkt i retssagen, som starter præcis et år efter, at politiet ved en natlig aktion anholdt ni unge fra Odense-området.
Agent eller lokker?
Var den tidligere jurastuderende som civil agent for PET underlagt politiets instruktion, eller var han bare en meddeler, der gik til politiet med sin viden, efter at han i nogle måneder havde færdedes blandt unge i Vollsmose? Det spørgsmål kan blive afgørende, for ifølge forsvarerne og folk med kendskab til de unge, f.eks. imam Abu Hassan fra Vollsmose, lokkede den 33-årige de tiltalte til at foretage sig ting, som de ellers ikke ville have gjort.
"Det var ham, der snakkede om jihad, Muhammed-tegninger og had til Danmark. Alt imens han optog det hele på bånd og lokkede dem i en fælde," har Abu Hassan sagt til Politiken, mens advokat Bjørn Elmquist, der er forsvarer for den 22-årige slagter, mener, at PET i denne sag er gået for langt:
"Agentens handlinger er mere vidtgående end, hvad retten ellers har sagt nej til," citeres han for i Berlingske.
I samme avis afvises påstanden af PET, der tværtimod har haft fokus på, at den civile agent ikke selv tog initiativ i terrorplanlægning, men kun har handlet på opfordring fra de tiltalte.
Ifølge docent Jørgen Vestergaard fra Københavns Universitet svækkes anklagerens sag markant, hvis domstolene vurderer, at agenten har været for aktiv:
"PET har vide rammer, men man må gå ud fra, at PET ligesom politiet ikke må fremprovokere forbrydelser eller gøre dem værre, end de ville være uden agenten."
Karaktervidner
De første retsmøder skal bl.a. diskutere antallet af vidner, der skal indkaldes i løbet af de planlagte 35 retsmøder. Her støder anklagemyndighed og forsvarere igen sammen.
Mens anklagemyndigheden har udtalt, at de baserer sig på "substantielle beviser" og udover kronvidnet kun indkalder folk fra Beredskabsstyrelsen, politiets kriminaltekniske afdeling og ansatte fra PET, så har man protesteret mod Elmquists vidner. Det oplyser vicestatsadvokat Charlotte Alsing Juul, én af sagens tre anklagere.
"Jeg har bedt om at få 20-25 vidner indkaldt. For næsten alle har anklageren protesteret og sagt nej," fortalte Elmquist til Fyens Stiftstidende. Det drejer sig om personer, han vil føre som karaktervidner om sin klient, bl.a. tidligere bekendte fra hjemmeværnet og personer fra miljøet omkring moskeen på Ørbækvej i Odense og andre, som politiet har afhørt under efterforskningen af sagen.
"I sidste ende kan det betyde, at Højesteret skal afgøre, hvem der skal have lov til at vidne," forudser Elmquist.
Ifølge Ritzau rummer sagen endnu en 'joker': Én af de tiltalte fortæller løs om de andre. Det drejer sig om konvertitten, der allerede i december fortalte politiet, at de andre havde konkrete planer om at fremstille bomber, der skulle anrette "størst mulig skade" på andre. Dermed bakker hans forklaring op om centrale punkter i det, som politiets centrale vidne undervejs har indrapporteret til PET, skriver Ritzau.
Undervejs kommer Landsretten også til at høre om, hvorfor invalidepensionisten og slagteren lå inde med i hundredvis af bombemanualer, og hvorfor harddisken på den enes computer indeholdt præcis 7.746 henvisninger til ordet "bombe".
Kort før terrorsagens begyndelse har anklagemyndigheden opgivet kravet om, at to af de fire tiltalte skal fratages deres danske statsborgerskab og herefter udvises af landet, hvis de bliver dømt. Dermed vil anklagemyndigheden holde sig til, at en enkelt person skal udvises. Det drejer sig om den 22-årige, der ikke har dansk statsborgerskab.
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »