Interview
Læsetid: 5 min.

Følelserne bag forskningen

Følelser og forskning er to adskilte størrelser i moderne videnskab, men følelser er der masser af i en verden, hvor kollegerne er ens konkurrenter og dommere. Ny bog går tæt universitetets og mange andre arbejdspladsers følelseskultur
Indland
5. september 2007

Et langt øhh, en nervøs latter eller fumlende fingre. Der er følelser overalt - også under et interview. Charlotte Bloch forsker i følelsernes liv bag ordene. Hendes nyeste bog Passion og Paranoia handler om hendes egen verden. Den akademiske. Bogen er baseret på interviews med 54 forskere - fra ph.d.-studerende til professorer.

For Charlotte Bloch, der er uddannet psykolog og ansat som lektor på Sociologisk Institut på Københavns Universitet, er det ikke den enkeltes barndom og oplevelser, der er i fokus, men de sociale relationer, som mennesker befinder sig i, og som genererer bestemte følelser.

"Historisk set har den akademiske verden defineret sig i opposition til religion og dermed til følelse. Videnskab handler om rationalitet - ikke følelser, men jeg vil gerne punktere myten om akademia (universitetsverdenen, red.) som et følelsesneutralt sted," siger Charlotte Bloch.

At forskning og følelser står i kontrast til hinanden, kom blandt andet til udtryk, da hun ringede til tilfældigt udvalgte universitetsansatte for at spørge, om de ville medvirke i undersøgelsen.

"Folk begyndte i reglen at smågrine. Når du sætter to uforenelige størrelser sammen, så udløser det latter, men samtidig syntes deltagerne også, det var et spændende emne, fordi det var en anderledes måde at se den akademiske verden på," siger Charlotte Bloch.

At følelser er fremmede og uvelkomne i den akademiske verden, er udtryk for en særlig følelseskultur, der afføder bestemte måder at håndtere følelser på. Men ellers er der mange træk ved universitetsverdenen, som kan overføres til andre arbejdspladser. For eksempel konkurrencen om bevillinger, stillinger og anerkendelse. Det, der gør situationen anderledes blandt forskerne, er ifølge Charlotte Bloch, at forskere på en og samme tid er hinandens kolleger, konkurrenter og dommere. I modsætning til organisationer og virksomheder, hvor det er kunderne, der afgør om, man har gjort sit arbejde godt, så er det på universiteterne primært kollegerne, der bedømmer ens forskning.

Bugtalen og narrespil

Forskning er tæt forbundet med rus, glæde og engagement. Men det er ikke tilladt at skilte for meget med sin succes eller være for stolt. For alligevel at opnå anerkendelse benytter forskerne sig af bugtalen som en måde at håndtere deres følelser og samtidig leve op til reglen om ikke at vise stolthed. En kvindelig adjunkt beskriver hvordan:

Jeg fortæller aldrig om en artikel i et fagtidsskrift. Men man fortæller en sjov episode, der er foregået på et årsmøde, hvoraf det fremgår, at jeg var til stede og holdt oplægget.

"Forbuddet mod stolthed handler om, at man ikke forsker for berømmelse eller penge. Det ligger i forskningens kulturelle norm, derfor hersker der ikke ligefrem nogen juhu-kultur på universitetet. Det kan virke sært, at du ikke må vise glæde, når du har fået en stor forskningsbevilling, men det handler også om solidaritet, for går det godt for dig, så sætter du den andens præstationer under pres," siger Charlotte Bloch.

Lige så glad og stolt, en forsker kan blive, når noget går godt, lige så meget er forskning forbundet med angst og usikkerhed.

En kvindelig interviewperson:

Den grundlæggende tvivl om eget værd, som altid kommer, hvis man er i en god forskningsproces, kunne jeg ikke drømme om at vise. Jeg kunne risikere, at de troede på det (...) Jeg er på en mandlig arbejdsplads, og her viser man ikke svaghed. Derfor viser jeg heller ikke svaghed.

Den måde, de fleste forskere håndterer angst og usikkerhed på, er ved at udvise styrke, kontrol og autoritet. Narrespil kalder Charlotte Bloch den reaktion, fordi det handler om at narre omverdenen til at tro, at de følelser ikke eksisterer. Faren ved narrespillet er imidlertid, at det let kan udvikle sig til bluff, hvor folk foregiver viden og kompetencer, de ikke har. Andre magter simpelthen ikke spillet, og det resulterer ofte i, at de taber anseelse socialt set, viser Charlotte Blochs interview.

Vrede kvinder er svage

Vrede, skam og bitterhed er også udbredte følelser. Alle kvinder som mænd kan fortælle om vrede og skam i kampen om anerkendelse, ressourcer og stillinger. Men igen er det forbudte følelser. I stedet kommer vreden til udtryk ved, at folk ikke hilser på hinanden, kommer med hævngerrig kritik af andres arbejde eller helt isolerer sig. Og dem, der ikke formår at tøjle vreden, har et problem, fortæller en kvindelig ansat:

Men når jeg kommer med sådanne udbrud, så tror jeg, at de fleste af mine kolleger blot tænker, at her er noget, jeg ikke kan rumme eller magte, og så er der en eller anden form for henholdende reaktion på det. Jeg har adskillige gange fået at vide af i hvert fald min institutleder, at jeg simpelthen skulle udtrykke tingene mere køligt.

Især vrede kvinder fortolkes som svage og afmægtige, fordi de mister kontrol. Det betyder igen tab af social position. Mænd derimod føler, at det er berettiget, når de bliver vrede, og deres vrede bliver ofte opfattet som et udtryk for styrke.

Oprindeligt var undersøgelsen del af et større forskningsprojekt om kønsbarrierer i de højere uddannelser og forskningen. Men kønsaspektet er stadig i fokus i bogen Passion og Paranoia.

"I den akademiske verden er der regler for at håndtere følelser, men de er ikke kønsneutrale. Reglerne for, hvordan du håndterer følelser, er med til synliggøre mænd og usynliggøre kvinder. Mænd omgås de regler, der er for følelser i den akademiske verden, mere selvfølgeligt, mens mange kvinder er mere refleksive og vælger at trække sig tilbage, og derfor bliver mere socialt usynlige," siger Charlotte Bloch og understreger, at der også er masser af 'gode' følelser i den akademiske verden.

Gode' følelser

"Det er vigtigt at være opmærksom på de følelser, der er til stede i stedet for blindt at være drevet af dem, specielt de destruktive som narrespillet eller venlighedens politik, hvor man kan gå så langt i sin venlighed over for dem, der er højere oppe i hierarkiet, at man overskrider sine egne normer for, hvad der er rigtigt og forkert," siger Charlotte Bloch.

Følelsernes sociologi er et forskningsfelt, der er vokset frem gennem de sidste 10-15 år. I dag er der stor opmærksomhed omkring, at følelser kan have stor betydning for en organisations liv, men den tankegang er ikke trængt ind i universiteterne endnu, mener Charlotte Bloch:

"Følelserne er der. De er vigtige signaler, som fortæller om livet i akademia. Hvis vi havde en mere professionel ledelse, som tog den her side af sagen alvorligt ved at forsøge at skabe mere fællesskabsfølelse og respekt for dem nederst i hierarkiet, så tror jeg da også, at man ville få bedre forskning ud af det," slutter hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her