Læsetid: 2 min.

'Fortæl os, hvordan man laver sprængstoffet TATP'

Store dele af fjerde retsmøde i Vollsmose-sagen gik med at diskutere anklagerens spørgeteknik og præcisere arabiske udtryk
12. september 2007

Er at fremskaffe, at skaffe, at hente og at producere det samme ord på arabisk? Afhænger det af dialekten, om et arabisk ord betyder krudt eller bombe? Og hedder saltsyre og bagepulver i øvrigt det samme på engelsk?

Selv om meget af dagens retsmøde blev brugt på at tydeliggøre ord og udtryks fulde betydning, når anklagernes spørgsmål under afhøringerne oversættes fra dansk til arabisk, og tiltaltes svar skal oversættes ordret den modsatte vej, så var tirsdagen også dagen, hvor forsvarerne tog til orde mod anklagemyndighedens måde at udspørge de tiltalte på.

Advokat Hugo Steinmetz protesterede således flere gange mod, at politianklager Jakob Beyer i stedet for åbne spørgsmål brugte 'lukkede' formuleringer, som tiltalte MZ kun ifølge Steinmetz kunne svare ja eller nej til.

I stedet for f.eks. at spørge: Hvad indeholdt den sorte plasticpose, vi lige har set dig holde på et fotografi, så spurgte politifuldmægtigen, om posen indeholdt ammoniumnitrat, der kunne bruges til fremstilling af sprængstoffet TATP. Måske derfor afværgede MZ de fleste af Beyers spørgsmål med et "det husker jeg ikke". Som dagen gik, måtte retsformanden adskillige gange nærmest overtage afhøringen fra Beyer for at få en forståelig forklaring fra MZ til retsbogen.

Temaet for dagen var den fortsatte afhøring af MZ om hans aktiviteter i juli og august frem til anholdelsen i starten af september sidste år. I den periode fremskaffede gruppen med MZ og AK som de aktive ifølge anklagemyndigheden en række kemikalier, f.eks. acetone, brintoverilte og forskellige gødningsnitrater, samtidig med at AK fra internettet downloadede flere manualer med bombe- og sprængstof-recepter.

Ifølge MZ var forløbet dog ikke så entydigt. Han medgav gerne, at han "tidligere" havde eksperimenteret med at lave en bombe på grund af hans "videbegærlighed". Det var nu ikke lykkedes at lave en sprængbar bombe, fordi det nitrat, han havde brugt, ikke havde det rigtige indhold.

Og da det gik op for AK og ham, hvad anklagemyndighedens kronvidne LH var ude på, forsøgte de to ifølge MZ at levere kemikalierne tilbage til LH. Det var nemlig LH, der havde skaffet - og ifølge MZ også betalt halvdelen af - kemikalierne til gruppen.

Hvorfor har du så via nettet forsøgt at oversætte forskellige ord fra de arabisk-sprogede bombemanualer til engelsk, så du kunne søge ordene på Google, borede Beyer.

Det kunne MZ ikke huske så meget om.

"Fordi jeg ikke vidste, hvad de betød," lød hans standardsvar. Men det købte Beyer ikke.

"Fortæl os så, hvad man skal bruge for at lave TATP," spurgte han.

"Acetone, brintoverilte og svovlsyre, altså det, som er inde i batterier," lød svaret fra MZ, mens Beyer nikkede: "Jeg sidder med en teknisk rapport fra Beredskabsstyrelsen, og ifølge den skal man netop bruge acetone, brintoverilte og enten svovl- eller saltsyre..."

Politiet fandt en flaske med TATP i MZ's badeværelse i forbindelse med anholdelserne sidste efterår.

"Jeg har fremstillet TATP," erklærede den tiltalte i går via sin tolk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Politianklager Jacob Beyer er jo tydeligt ude på her at lede vidnet eller den tiltalte henimod en bestemt forklaring. Og enhver amerikansk forsvars-advokat ville straks rejse sig og og råbe 'objection, your honour, He's leading the defendant (or the witness).'

Det er klart at PET ikke vil have frem at LH måske og muligvis har fremskaffet og betalt ca. halvdelen af materialerne til de indkøbte ting til den påståede bombe. Det er decideret pinligt for PET, mener jeg, at ikke ved at et ord på arabisk kan have flere forskellige betydninger, alt efter dialekt og sammenhæng.

Det er klart at MZ har lavet TATP. Han havde f.eks. en lille flaske med 50 gram TATP stående på hans badeværelse, som skulle bruges til at lave fyrværkeri med for at fejre fødslen af hans søn. Dette er helt normalt i den arabiske kultur, noget som PET åbenbart heller ikke ved. Man kan nemlig ikke bruge sine danske øjne til at se med, når man er på besøg i et indvandrerhjem. Såvidt jeg er MZ eller AK maler. Kunne det tænkes, at MZ eller AK brugte acetone eller brintoverilte for at skrælle brugt maling af?

Alt kan jo indsættes i en bestemt sammenhæng, hvis man vil og er lidt mistænksom. Og jeg vil vædde med at stort set alle kemi-studerende i det her land har eksperimenteret på samme måde som MZ har. Og ved hvad der skal til for at lave TATP eller kan finde ud af det. Bare fordi de ved det, betyder det altså ikke, at de også har tænkt sig at gøre det.

/Karsten