Læsetid: 2 min.

Hvilshøj afviser kritik af asylpolitik

Fem fremtrædende ngo'er anklager regeringen for fejlagtig fortolkning af FN's Flygtningekonvention. Kritikken preller dog af på regeringspartierne og Dansk Folkeparti
Flere fremtrædende ngo-er kritiserer vilkårene for de afviste irakiske asylansøgere i Sandholmlejren (billedet). De tilbringer dage, måneder og år i total usikkerhed præget af frygt for deres videre skæbne og uden mulighed for at planlægge deres egen og deres børns fremtid, lyder kritikken

Flere fremtrædende ngo-er kritiserer vilkårene for de afviste irakiske asylansøgere i Sandholmlejren (billedet). De tilbringer dage, måneder og år i total usikkerhed præget af frygt for deres videre skæbne og uden mulighed for at planlægge deres egen og deres børns fremtid, lyder kritikken

26. september 2007

Integrationsminister Rikke Hvilshøj afviser den kritik af dansk udlændingepolitik, som fem ngo'er i går rejste i en kronik i Berlingske Tidende.

Her anklager Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors, FN-forbundet og Institut for Menneskerettigheder den danske regering for at anvende en forkert fortolkning af FN's flygtningekonvention, hvilket hindrer flere flygtninge i at få asyl her i landet.

"De nordiske landes asylmyndigheder har gennem de senere år anvendt en snæver - for ikke at sige fejlagtig - fortolkning af definitionen af flygtningebegrebet ved at insistere på, at asylansøgere skal kunne påvise, at de er individuelt i fare, for at de kan anerkendes som flygtninge. Det betyder, at hvis en person, som flygter fra konflikt og udbredte menneskerettighedskrænkelser, ikke i tilstrækkelig grad kan sandsynliggøre, at den pågældende i hjemlandet skulle være særligt eksponeret for overgreb, vil vedkommende blive nægtet opholdstilladelse som flygtning," står der i kronikken.

Men ifølge Rikke Hvilshøj (V) er der ikke noget i vejen med de danske regler.

"Hvis man generelt kommer fra et konfliktramt område, skal man ikke have lov til at slå sig ned i et andet land. Vi skal beskytte dem, der er individuelt forfulgte, og så skal vi hjælpe mange flere i nærområderne," siger hun.

De Konservatives integrationsordfører Henriette Kjær mener også, at den danske lovgivning kan forsvares.

"Det er ganske rimeligt, at man skal være personligt forfulgt for at få asyl her i landet. Vi ville slet ikke kunne klare de flygtningestrømme, der ellers ville komme. Det ville være umuligt at løse de udfordringer, som vi står over for," siger hun.

Berettiget kritik

Også vilkårene for de afviste irakiske asylansøgere i centrene i Sandholm og Avnstrup møder kritik i kronikken.

"De tilbringer dage, måneder og år i total usikkerhed præget af frygt for deres videre skæbne og uden mulighed for at planlægge deres egen og deres børns fremtid. Således har omkring 560 afviste irakere i strid med henstillinger fra UNHCR siddet i de danske asylcentre i fem-seks år uden ret til at arbejde og til at forsørge sig selv og deres børn - og med alvorlige konsekvenser for deres psykiske helbredstilstand til følge," skriver kronikørerne, der også mener, at "det er i strid med al menneskelig anstændighed at tvinge mennesker til at rejse tilbage til lande, hvor deres liv vil være i fare."

Efter først at kommentere kronikken med, at "her har vi jo hele godhedsindustrien samlet på et sted", opfordrer Dansk Folkepartis integrationsordfører Jesper Langballe de afviste irakere til at rejse hjem og på den måde slippe for det hårde liv i de danske lejre.

"De har gravet sig ned i en drøm om Danmark, som aldrig nogensinde bliver til noget. De vælger at blive i et asylcenter uden fremtid, mens der er masser af fremtid i Kurdistan," siger han.

Radikale Venstres integrationsordfører Morten Østergaard har et noget andet syn på de irakiske flygtninges muligheder for at vende hjem.

"Kritikken er helt berettiget. Når millioner flygter ud af Irak, er det ikke et land, man skal sende folk tilbage til. Vi har lige selv trukket vores tropper hjem med kuglerne flyvende om ørerne, og alligevel fastholder regeringen, at man skal sende folk hjem," siger Morten Østergaard.

Kronikken markerer samtidig starten på en underskriftsindsamling med opfordringer til de nordiske lande om en mindre stram udlændingepolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer