Læsetid: 2 min.

Københavnske forældre planlægger blokader

Utilfredse forældre planlægger blokader af børnehaver og vugge-stuer i slutningen af denne uge som protest mod de voldsomme besparelser i Københavns Kommune
18. september 2007

Politikerne på Københavns Rådhus kan se frem til omfattende protester frem til den endelige vedtagelse af næste års budget, hvor der er lagt op til omfattende besparelser på børne- og ungeområdet.

Torsdag og fredag i denne uge har KFO (Københavns Forældre Organisation) udråbt til aktionsdage.

Ifølge talsmanden for KFO, Lars Klingenberg, planlægger vrede forældre i omkring 50 daginstitutioner at lave blokader. KFO opfordrer også forældrene til at lave loppemarked, sætte bannere op og sende postkort til politikerne.

"Vi vil lægge et pres på politikerne for at få fjernet besparelserne og sende et signal om, at Københavns forældre er meget frustrerede over dette her," siger Lars Klingenberg.

Formand for BUPL Hovedstaden, Henriette Brockdorff, har stor sympati for forældrenes initiativ. "Det vidner om forældre, der er alvorligt bekymrede på deres børns vegne," siger hun.

Også tillidsrepræsentanter for de faglige organisationer og ansatte i daginstitutioner planlægger aktioner i disse dage.

Store konsekvenser

Budgetforliget, som Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF i Københavns Borgerrepræsentation indgik i august, betyder, at der næste år skal dækkes et hul i kommunekassen på 278,4 mio. på børne- og ungeområdet.

Ifølge forliget skal de 158,4 mio. tages fra kommunens øvrige budget, så børne- og ungeområdet selv "kun" skal bidrage med 120 mio. næste år.

Men dette beløb kan også have nok så omfattende konsekvenser: Hvis hele besparelsen skal findes ved at udvide antallet af lukkedage, vil det svare til, at hver institution i København skal holde lukket i yderligere 5-6 dage om året. Og hvis pengene skal hentes på pædagogtimer, svarer det til, at der skal fyres omkring 180 pædagoger.

Det viser beregninger, som BUPL Hovedstaden har foretaget på baggrund af kommunens tal.

Men besparelserne kan også betyde øget forældrebetaling, dårligere vedligeholdelse eller kortere åbningstider i institutionerne.

Henriette Brockdorff er alvorligt bekymret for konsekvenserne af nedskæringerne.

"Det kan ikke undgå at ramme det enkelte barn. Man kan ikke effektivisere omsorg og menneskelige relationer. Så politikerne i København har et stort ansvar for at finde løsninger på problemerne, som pædagoger og forældre kan leve med," siger hun.

Dobbeltspil fra S

Henriette Brockdorff mener også, at Socialdemokraterne har et stort forklaringsproblem i denne sag, hvor partiets lokalpolitikere i København sparer på børne- og unge-området samtidig med, at partiets folketingspolitikere profilerer sig på at prioritere velfærd.

I skudlinien står også Københavns socialborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF), der i sidste uge måtte beklage, at han i et brev til de københavnske forældre fejlagtigt havde skrevet, at budgetforliget vil tilføre "flere pædagogtimer til børnene", hvilket er direkte i modstrid med sandheden.

De sidste drøftelser af k0mmunenes budget sker på et møde i Borgerrepræsentationen 27. september og den endelige vedtagelse er planlagt til 10. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu