Læsetid: 3 min.

Konservativt bagland kræver afstand til DF

DF skal erstattes af Ny Alliance og Det Radikale Venstre efter et valg, mener flere fremtrædende folk i det konservative bagland. Samtidig skal overførselsindkomster sættes til debat, lyder opfordringen frem mod weekendens landsråd
Det konservative bagland mener, at der skal lægges meget mere afstand til Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard efter et valg. I stedet skal de konservative kræfter samle sig om Ny Alliance og Det Radikale Venstre.

Det konservative bagland mener, at der skal lægges meget mere afstand til Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard efter et valg. I stedet skal de konservative kræfter samle sig om Ny Alliance og Det Radikale Venstre.

Finn Frandsen

28. september 2007

Der er god grund til selvransagelse hos de konservative frem mod weekendens landsråd. Til trods for, at det uventet lykkedes for partiet at få skattelettelser hjem i denne valgperiode, står det skidt til med befolkningens opbakning. Ifølge de seneste meningsmålinger står partiet dårligere end ved sidste valg, og også medlemstallet er dalende. Information har talt med en række konservative borgmestre og medlemmer af partiets hovedbestyrelse, som efterlyser kant til Venstre - og afstand til Dansk Folkeparti. Ifølge Hørsholm-borgmester Uffe Thorndahl var partiet i øjeblikket bedst tjent med at stå helt uden for regering:

"Vores regeringsdeltagelse er alt for dyr. Vi taber hele tiden i magtspillet til Venstre og Dansk Folkeparti. For min skyld måtte DF gerne køre rundt i de ministerbiler, som vi har i dag," siger han og tilføjer:

"I dag er det reelt Kristian Thulesen Dahl, der regerer landet. Som formand for Finansudvalget er han den politiker med størst indflydelse - langt mere end statsministerens," siger Uffe Thorndahl, som efter næste valg 'meget gerne så' en firkløverregering med Ny Alliance og De Radikale.

Bestikkelsessamfund

Også Allerøds borgmester, Eva Nejstgaard, mener, at partiet bør overveje, om det kan få større indflydelse ved at stå uden for en regering.

"Det er da en spændende tanke, at DF og V danner regering, og vi i stedet får formandsposten i Finansudvalget," siger hun.

Og at NA og R er særdeles interessante nye samarbejdspartnere, bekræfter flere HB-medlemmer.

"Det er befriende, at der er kommet et parti, som kan være med til at skabe en anden retning," siger Stiig Wæver, mens HB-medlem Søren Pape Poulsen klandrer DF for at have en 'religion, hvor man er imod alt, hvad der har med fremmede at gøre'. Også Peter Norsk fra HB håber på et nyt flertal uden om DF.

"Når det gælder indvandrerdebatten, er de antikonservative og ekstremistiske," siger han og betoner, at indvandrerdebatten har skygget for en granskning af fordelingspolitikken.

"Vi lever i et bestikkelsessamfund, hvor alle kræver noget til gengæld for deres skat. Skatten er høj - også for høj, og vi må målrette overførslerne til de, der har behov. Det er vanvittigt, at jeg skal have en børnecheck," siger Peter Norsk.

Samme melding lyder hele vejen rundt i K-baglandet, hvor man efterlyser nye toner i fordelingspolitikken.

"De rige pensionister i vores kommune får indefrosset deres ejendomsskatter. Det er helt urimeligt, for de har overhovedet ikke behov for det. Det er fuldstændigt vanvittigt, at vi betaler flere hundredetusinde kroner til rige millionærer," siger Uffe Thordahl.

Vi skal gribe i egen barm

Også medlem af Forretningsudvalget Stig Risdahl Knudsen efterlyser fokus på det personlige ansvar og en ansvarlig økonomisk politik.

"Når V og S konkurrerer om at give mest muligt, bør vi være den borgerlige vagthund," siger han.

Stig Risdahl Knudsen ser dog fordele ved, at Venstre fortsat trækker i retning af S. Dermed vil der for alvor blive brug for et borgerligt parti, lyder hans analyse.

"Vi skal ikke beklage os, vi skal bare være dygtigere til at markere vores konservative værdier. Vi skal gribe i egen barm. Vi har været synlige på skat, men vi skal være dygtigere til at profilere os på andre borgerlige værdier," siger han.

Imens fortsætter debatten om skatten på Christiansborg, hvor skatteordfører Lars Barfoed ser frem til et landsråd, hvor man sandsynligvis vil fortsætte kampen for flere lettelser - en melding, der får en kold skulder af både V og DF.

Den tidligere radikale rådmand på Frederiksberg Pernille Høxbro har sin landsrådsdebut som konservativ. Også hun opfordrer til at lægge vægt på debatten om det personlige ansvar.

"S foreslår velfærdsrettigheder til alle med gratis skolemad, men det bør ikke være samfundets opgave at give mad til min velbjergede søn. Den debat har vi en pligt til at tage fat på," siger hun.

Ifølge Pernille Høxbro er det i øjeblikket ikke in at være konservativ.

"Nogle grinede af mig, da jeg skiftede parti. Vi skal markedsføre os som et ansvarligt midterparti - ikke som et gammelt godsejerparti," siger hun.

Minister får ikke plads

Finansordfører Christian Wedell-Neergaard medgiver, at den private sektor på sigt bør vokse mere end den offentlige, og at ydelserne i højre grad skal målrettes de, der har behov.

"En prioritering vil på længere sigt betyde, at noget af det, vi finansierer i dag, ikke bliver det samme," siger han og afviser at udpege områder. Ordføreren ser desuden landsrådet som en oplagt lejlighed til at sætte spot på en ambitiøs sundhedspolitik, familiepolitik samt miljøet. Men at Anders Fogh samtidig har sat sig tungt på også den dagsorden og trukket styringen af det planlagte klimatopmøde over til sig, vækker frustration i baglandet.

"Det er sørgeligt, at miljøministeren ikke får mere albuerum," siger Stiig Wæver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den virkelige højrefløj i dette land er de konservative, Ny Alliance og dele af Det radikale Venstre, der vil have afskaffet velfærdsstaten. Derfor vil de have Dansk Folkparti, der fører socialdemokratisk politik, smidt ud.

Du fatter ikke, at en masse anstændige borgerlige er dødtrætte af DF's vulgære fremmedhad, som sætter sit sorte (snarere brune?) stempel på alt, hvad partiet ellers måtte fremføre af fornuftige ting.

De ER simpelthen ikke stuerene, så længe svinske udtalelser som Camres og hende den bagefter ekskluderedes kan høste stort bifald på deres årsmøder. Så kan Thulesen Dahl nok så meget være en dygtig og sympatisk politiker og min byfælle Poul Nødgård en flink og venlig mand.

At stemme på DF på grund af deres såkaldt socialdemokratiske politik kan bedst sammenlignes med fru Agnes Schmitto, der i 30'erne anbefalede DNSAP for deres progressive dyrevelfærdspolitik - hos dem var der også mere sympati for dyr end for visse "fremmede racer."

Præcis, hvorfor stemme på DF pga. deres socialpolitik, den kan også fås andre steder, helt uden fremmedhadet.

Det er forrykt, at DF gang på gang kan forsvare sin svinske udtalelser med ytringsfriheden. Og nu er Morgens Camre og hende den anden også blevet frikendt for rasicmeanklager, fordi at deres udtalelser skulle ses som kontekst i en politisk debat. Hvis man ser på DF's egentlige politik, så stemmer dette åbenlyse fremmedhad ikke overens med deres politik. Derfor burde forklaringen "den politiske debat" ikke godkendes..