Krigen mod terror stimulerer terroren

Krigen mod terror startede som en synkende supermagts kamp for at bevare overherredømmet. Men den er blevet til en selvforstærkende mekanisme, der kan binde os fast i et to-delt verdenssyn i flere årtier frem, skriver professor Ole Wæver i et stort jubilæums-essay på seks års-dagen for angrebet på World Trade Center
Krigen mod terror startede som en synkende supermagts kamp for at bevare overherredømmet
11. september 2007
Delt 33 gange

Verdenspolitikken omkring terror og antiterror er ved at konsolidere sig som konfliktakse, mønster, global organisering. Grundlaget herfor er tyndt, både fordi der ikke er en stor objektiv sikkerhedstrussel mod Vesten, og der egentlig var ganske specifikke 'konjunkturbestemte' grunde til, at USA lancerede 'den globale krig mod terror' og gjorde det på netop den måde. Alligevel er vi ved at skabe en verden, hvor 'terrorismetruslen' meget vel kan blive vores primære udenrigspolitiske overskrift et par årtier mere.

Et mindre problem

Stort set alle vestlige lande har produceret betænkninger og lederudtalelser, der mere eller mindre ordret siger: 'Terrorisme er sikkerhedstrussel nummer et'. Tilsvarende sjældent er der en god forklaring på, hvordan man kommer til den konklusion. Det ligger ligesom i luften og kan udtales uden begrundelse - og det er snarere vanskeligt for en politiker ikke at sige det.

Hvis man tæller menneskeliv, er terror et minimalt problem i forhold til ikke blot de store faktorer som aids, malaria, trafikken og fedme, men stort set i forhold til et hvilket som helst problem helt ned til lynnedslag og fald i badekar. Mod dette kan for det første indvendes, at potentielle terrorangreb med masseødelæggelsesvåben kan rykke truslen højere op på skalaen, men selv det kan ikke bringe den øverst på listen.

Indvending nummer to er, at man skal afveje trusler efter et andet kriterium end summen af individuelle liv; mere kollektivt og politisk ud fra om vores selvstændighed er truet af andre, der vil tvinge os med magt. Men ej heller det kan terroristerne - de kan ikke erobre Vesten, og psykologiske effekter opnår de kun, hvis vi lader os terrorisere. Her er skridt nummer et i selv-terroriseringen at udnævne terror til sikkerhedsproblem nummer et.

Dette foregår i brydningen mellem et gammelt og et nyt sikkerhedsbegreb - og man bør holde sig til et af dem konsistent. Efter det gamle er sikkerhed reserveret militære trusler mod staten, og det er terror ikke. Efter det nye ser vi bredt ud over samfund, politik og økonomi og spørger, om der er trusler, der er så dramatiske, fundamentale og uhåndterlige med normale midler, at det er nødvendigt at bruge ekstraordinære midler, bryde normale bindinger - at bruge våbenmagt, hemmelighold, osv. Den diskussion er værd at tage med klimaforandringer, sundhed, identitet, terror og meget andet på tavlen.

Men indtil videre er terror smuttet uden om denne vurdering. Det ligner den gamle sikkerhed tilstrækkeligt til at lide med som militær sikkerhedstrussel. Et forvrænget ekko af den gamle sikkerhedstækning i den nye virkelighed.

Der er gode psykologiske grunde til at terrorisme opleves som en mere 'uacceptabel' risiko end f.eks. trafikdød eller sygdom. Det har givetvis at gøre med kombinationen af det tilfældige, uretfærdige i at blive udvalgt til at dø, kombineret med at det er et andet - fremmed - menneske, der gør det. Som Elias Canetti skrev i sit storværk Masse og magt fra 1960, er den fundamentale krænkelse, når en andens hånd uønsket rækker ud og rører en - frygten for den ukendte berøring.

Sandsynligvis er det af tilsvarende grunde, at kriminalitet indenrigspolitisk fylder uproportionalt i forhold til andre samfundsproblemer.

Men ud over den psykologiske ræsonnans hos den enkelte vælger, er valget af terror som top-trussel naturligvis politik.

Deltagelse i 'den globale krig mod terror' bruges af regimer rundt omkring i verden til vidt forskellige 'lokale' formål, læs: bekæmpe dem, regimet i forvejen var på nakken af og nu kan udnævne til led i den 'globale terrorisme', det være sig i Rusland, Israel, Colombia, Malaysia eller Kina. Om der også er et element heraf i de stramninger, europæiske politikere foretager i terrorkrigens navn, eller der i Europa snarere er tale om en 'tilpasning' til amerikanske ønsker, kan være svært at vurdere. Uanset hvad der måtte være af lokale grunde til at tilslutte sig krigen mod terror - og i nogle tilfælde som f.eks. Rusland at have foreslået den før 2001 - så er den lanceret af USA

Hvorfor krig mod terror?

Uden på nogen måde at hævde, at USA stod bag terrorangrebene 11. september, er der ingen tvivl om, at muligheden for at erklære en krig mod terror kom meget belejligt. Det kan forklares ud fra den globale magtstruktur i verden.

Der har været en del diskussion af, om verden efter den kolde krigs bipolaritet (to supermagter) har været multi-polær (mindst tre supermagter) eller uni-polær (med USA som eneste supermagt). Den mest dækkende beskrivelse er en mellemting. USA er ikke helt dominerende nok til unipolaritet, men for meget stærkere end de andre magter til multipolaritet. I denne mellemsituation lagde USA en unipolær strategi for dels at bevare sin status som ene-supermagt (undgå konkurrenter på det niveau), dels at udnytte denne - set fra USA - lykkelige situation til at skabe en bedre verdensorden.

Den neo-konservative vision var, at gøre USA så militært dominerende, at det ville stoppe årtusinders magtbalancering. I denne verden kunne en amoralsk retsorden omkring FN erstattes af reelle værdier som demokrati og frihed garanteret af USA. De neo-konservative udfoldede den indre logik fuldstændigt, men det er vigtigt at mærke sig, at der var og er en langt bredere konsensus om selve grundideerne: USA er enesupermagt, det skal fastholdes og det skal udnyttes til at skabe en bedre verden for alle. Det var reelt allerede styrende principper under Clinton.

Det er ikke nok at være den stærkeste magt - verden falder ikke bare i hak omring USA, især ikke når en USA-centreret orden langt fra er de andre magters ønskedrøm. Derfor behovet for en kampagne. Den unipolære orden kunne ikke bare være, den skulle praktiseres.

Hvis den globale magtfordeling udgjorde fuldgyldig unipolaritet, havde kampagnen været unødvendig. Hvis vi havde haft multipolaritet, havde forsøget ikke givet mening. Netop fordi vi befandt os i en mellemting, kunne en Global War On Terror, GWOT, organisere verden omkring et amerikansk center.

En GWOT tjente til at mobilisere indadtil og orkestrere udadtil.

Angrebet på Irak udfyldte en nøglerolle. For de virkelige hard-linere var det sågar en fordel, at USA stod så alene med det. Dermed kunne man demonstrere, at USA selv afgjorde den slags. Det ville blive muligt at uddele belønning og straf til mere eller mindre allierede, og først og fremmest ville andre mellemstore magter verden rundt lære, at det blot var op til USA at pege dem ud, så kunne de blive sat på plads.

Irakkrigen har mange forklaringer, men én ret afgørende er verdensordenspædagogik. Desto mere eftertrykkeligt fik krigen præcis den modsatte effekt. Den demonstrerede: At USA er afhængig af allierede, at det ikke er muligt at udvælge et land efter forgodtbefindende og omforme det til den ønskede model, og sågar i stigende grad at selv USA's militære ressourcer kan slides tynde.

Den verden vi skaber

Konflikten mellem militant islamisme og et USA-ledet Vesten er blevet selvforstærkende og vedblivende. Islamistiske ledere får stadig lettere ved at hævde, at Vesten fører krig mod Islam - og hvert nyt terrorangreb (og -forsøg) vil give ny styrke til krigen mod terror.

Ender vi således med 'clash of civilisations'? Ikke i Huntingtons forstand, for det er det samme som at sige, at der er et civilisationssammenstød, fordi selve kulturforskellene med nødvendighed producerede de konfliktlinjer. Men selvfølgelig er det muligt at skabe et sammenstød mellem netop de to civilisationer, hvis man gør sig tilstrækkeligt umage fra begge sider.

Enhver konflikt, der udfoldes med tilstrækkelig intensitet, vil med tiden blive sin egen årsag. Uanset om grunden oprindeligt var god eller dårlig, bliver man sin adfærd, og modparten bliver det, man frygter.

Når den faste modsætning mellem terror og antiterror konsoliderer sig, er det dels fordi terror og antiterror stimulerer hinanden, men også på grund af forhold omkring amerikansk udenrigspolitik. For jeg holder fast i min pointe nr. et: At terror ikke er vores største sikkerhedsproblem. Selv efter vi har stimuleret og forstærket terrorismen, kan problemets omfang og karakter stadig ikke i sig selv forklare, at resten af verden låses fast i en 'krig mod terror'. En vigtig brik er manøvrerummet for amerikansk udenrigspolitik, og især manglen på samme, altså på manøvrerum (selv om man måske også kunne hævde, at der er en mangel på udenrigspolitik).

Alle seriøse præsidentkandidater taler reelt for en verden med USA som enesupermagt - og med en strategi, der afspejler denne situation. Og netop de er bedst til at bekæmpe terrorismen. Den specielle situation, hvor USA er så stærkt, at der mangler 'rigtige' trusler, og samtidig er så afhængig af verden, at engagement er nødvendigt - mens befolkningen er latent isolationistisk og derfor afvisende overfor reelt give and take i forhold til andre lande - efterlader meget få muligheder for en kommende præsident. En ambitiøs, USA-ledet ordenspolitik vil måske få et nyt miks af midler, men vil ligne den nuværende mere end de fleste venter.

De andre større magter kritiserer USA's måde at lede krigen mod terror, men de er glade for GWOT som sådan, for den kan bruges af dem selv.

Med og uden omtanke

Efterretningstjenesterne laver et prisværdigt arbejde og tilsyneladende med stor succes. Selvfølgelig skal vi forhindre flest mulige angreb og internationalt slå til mod ledere og organisationer. Love, der gør indhug i retssikkerhed og retsstatslighed, er værst for os selv, omend amerikansk behandling af fanger i høj grad opfattes af muslimer som en særlig uhæmmet forfølgelse af dem. Mest stimulerende for konflikten er alle de - på kort sigt 'terrorbekæmpende' - handlinger, der fodrer fjendebilledet og skaber fremtidens rekruttering.

Al-Qaeda har efter alt at dømme flere sympatisører i dag end nogensinde før (med mindre man tæller det officielle USA med som sympatisør under krigen mod den sovjetiske besættelsesmagt i Afghanistan).

Netop fordi vi eksekverer terrorbehandlingen som en krig, skaber vi en større trussel. Vi ser en sikkerhedstrussel ikke praktiske udfordringer, og vi fokuserer på kortsigtet kamp mod aktuelle fjender på bekostning af langsigtet effekt på tilstrømningen. Vi hæmmer vore egne muligheder af at tænke vigtige spørgsmål gennem en krigsoptik, der blandt andet giver et forvredet syn på religion som forstadiet til terror.

Religion og radikalisering

Disse dages debat i Danmark om lokale terrorgrupper har et naivt fokus på 'radikalisering'. Terrorens rødder fremstilles som om, der er en lineær vej, hvor mere og mere religiøsitet slår om i militant adfærd. Problemet bøjes 'religiøs-religiøsere-bang!'

Lidt bedre men stadig ufuldstændigt er den mere sociale side med integration som modstrategi mod de identitetsproblemer, der leder til dyrkelse af denne form for modkultur. Det er vigtigt nok i forhold til den 'hjemmegroede terrorisme', om end ufuldstændigt og uden hold i forhold til mellemøstlige terrorister.

De kunne jo for så vidt blive nok så religiøse - problemet er, hvorfor der er salg i udgaver af religionen, der peger på horrible voldshandlinger. Her kommer man ikke uden om det trusselsbillede, der retfærdiggør disse særlige varianter. Hvis man nærlæser Osama bin Laden og ligesindede og/eller læser teorier om 'fundamentalisme' og voldelige religiøse bevægelser, er den afgørende forskel på religiøse vækkelser, traditionalisme og alle mulige andre former for intens dyrkelse af religionen og så de militante bevægelser, som man fremmaner et billede af, at troen er dødeligt truet af en fjende, der først må bekæmpes.

Netop derfor tjener krigen mod terror til at stimulere terror. Det bliver uendelig let at fremstille det som om, der bliver ført krig mod Islam - som bin Laden hævdede flere år før 11.september 2001. Vi benægter at være i krig mod Islam, men siger dog selv, at vi er i krig - og gør de ting, der hører krig til.

2013, 2061, -

Vil 11. september blive markeret om seks yderligere år? Om 60 år? Ja, det vil den nok som historisk markering af en begivenhed som sådan. Men i dag er dagen mere end det. Den er starten på en epoke, vi stadig befinder os i, begyndelsen på det aktuelle kapitel.

Vil det også gælde om seks år? Ja, det er der stor sandsynlighed for. Om 60 år? Nej, selv den rigtige 'kolde krig' varede kun i lige godt 40 år, og den havde bund i både verdens magtfordeling og to troværdige ideologier. Men 20 eller 30 år er også lang tid at bruge på en unødvendig verdenskonflikt.

Ole Wæver har Ph.D. i statskundskab, er professor i International Politik - før det seniorforsker på Copenhagen Peace Research Institute (1985-1999). Han underviser i international politik, international sikkerhed.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Angrebet 11. september

Angrebet den 11. september startede med, at fire passagerfly blev kapret. Med en brændstofkapacitet på 91.000 liter blev hvert fly en flyvende brandbombe.

Klokken 8:46:40 om morgenen lokal tid (14:46:40 dansk tid) stødte American Airlines' fly nummer 11 ind i nordsiden af World Trade Centers nordlige tårn.

Klokken 9:03:11 (15:03:11 dansk tid) stødte United Airlines' fly nummer 175 ind i det sydlige tårn, hvilket blev sendt direkte i fjernsynet af fjernsynsselskaberne, der var ankommet for at filme det nordlige tårn.

American Airlines' fly nummer 77 styrtede ned i forsvarsdepartementets hovedkvarter Pentagon klokken 9:37:46 om morgenen lokal tid (15:37:46 dansk tid).

Det fjerde kaprede fly, United Airlines' fly nummer 93, styrtede på en mark i det sydvestlige Pennsylvania klokken 10:03:11 (16:03:11 dansk tid), og vragdele blev fundet op til fem kilometer væk. Flystyrtet i Pennsylvania skyldtes formentligt, at kaprerne styrtede flyet med vilje, eller fordi de mistede kontrollen over flyet, da passagererne forsøgte at fravriste kaprerne kontrollen over flyet.

Ingen i de kaprede fly overlevede.

Der var flere tusinde døde: 265 i de fire fly; 2.595 - inklusive 343 af New Yorks brandmænd, 23 af New Yorks politibetjente og 37 havnepolitibetjente - i tårnene og på jorden; og 125 civilt- og militærtansatte i Pentagon. Mindst 2.986 mennesker blev dræbt i alt.

Krigen mod terror

Allerede få dage efter terrorangrebene den 11. september 2001 udtalte præsident George W. Bush, at den krig, USA nu var engageret i, ikke blot ville dreje sig om et enkelt slag. Det ville blive en langstrakt kampagne, som ikke var set før.

Vendingen 'krigen mod terror' blev helt nøjagtigt brugt af Bush første gang den 20. september 2001 under en tale i Kongressen. I talen sagde præsident Bush, at der var erklæret krig mod USA: 'Den 11. september, begik fjender af friheden en krigshandling mod vores land', og derfra var der ikke langt til at erklære krig mod disse fjender.

'Vores krig mod terror begynder med al-Qaeda, men den stopper ikke her. Den vil ikke ende før enhver global terroristgruppe er blevet fundet, stoppet og bekæmpet,' fortsatte præsidenten.

meth

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Et rigtig godt indlæg med mange gode pointer.

"Men selvfølgelig er det muligt at skabe et sammenstød mellem netop de to civilisationer, hvis man gør sig tilstrækkeligt umage fra begge sider"

Og så vil jeg ellers læne mig tilbage og vente på det vanlige hylekor om den kæmpe trussel, vi står over for, at man ikke kan tale fornuft med muslimer, at muslimer per definition er anti-demokratiske, og at vi står over for en djævelsk trussel - en ny isme, der trods sin påståede verdensomspændende farlighed slår væsentligt færre mennesker ihjel end tobak - og som vi islam-apologeter bare ikke har opdaget endnu, fordi vi ikke er lige så kloge som Bush og Pia. Jeg citerer igen:

"Men selvfølgelig er det muligt at skabe et sammenstød mellem netop de to civilisationer, hvis man gør sig tilstrækkeligt umage fra begge sider"

Det er fandeme lige på kornet. Var der nogen der sagde Muhammed-krise?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Yderst interessent. Og så sandt, så sandt, dog hr. Wæver tager fejl et enkelte sted. 20,30, 60 år. Nej ikke engang om 600 år er menneske intelligente nok til at leve i fred og for en beder verden. Vi gør præcist som mennesker gjorde for 6000 år siden. Jord, guld og kvinder er bare skiftet ud til styrsystemer, olie og uran. Riddere med soldater sværd med gævermaskine og ild katapult med A-bombe. Det kan godt være at denne verdenskonflikt er over om 60 år, men mon ikke man finder på andre årsager for at bekrige hinanden. Måske slås man om dyr og planter om 60 år.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

"Krigen mod terror" er et propagandatrick. Det drejer sig egentlig om en krig
for terror, for at forstærke frygten i de rester af menneskelige samfund som endnu trodser det globale psykopatiske anfald som er blevet kendt under betegnelser som "kapitalisme", "socialisme", "fascisme", "islam",
"kristendom" osv. osv. osv. Det drejer sig om umenneskenes krig mod
menneskene, under dække af at ville bekæmpe "det onde", hvadenten man
udråber dette til at være Bin Laden, Bush, Putin, Paven, marxismen, jødedommen, islamismen, dovenskaben, tobaksrygningen eller hvad det nu kan være.

Livet er for kort til at man kan interessere sig for denslags. Under hedebølgen i Europa i 2003 døde der på en måned femten gange så mange mennesker af varme, som der på ti år er døde af terrorangreb i hele verden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

" ... muligheden for at erklære en krig mod terror kom meget belejligt"

Ja, men ikke kun af nykonservativt-ideologiske grunde - for økonomien og tiltroen til aktiemarkedet var på et nervepirrende lavpunkt i august 2002 efter IT-boblen og den efterfølgende nedtur - endvidere var tiltroen til USA's præsident Bush ved at forsvinde fuldstændigt i et mere og mere måbende Europa, der højst fik et TV-glimt af præsidenten på golfbanen eller til hest, mens hans udtalelser blev mere og mere primitive eller uforståelige.

Så 11.9 kunne simpelt hen ikke komme mere belejligt - i modsætning til, hvad vi bliver fortalt, var økonomien allerede i bund inden, faktisk vendte "optimismen" tilbage takket være mobiliseringen af de traditionelle værdier - nationalisme, fremmedfrygt, arbejdsomhed i stedet for fantasi etc.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

... august 2001, naturligvis, undskyld ...

Fogh blev statsminister i september 2001 og har været det lige siden - medierne udbasunerede straks "præsidentvalg" og "de blå kontra de røde" - hvilken farve mon folk foretrækker? Den 7. oktober var det så tid til at tage hævn for WTC og fange bin Laden - det gik ikke så hurtigt som forventet. Herhjemme var der flormelis- og miltbrand-panik. Det var netop det, felttoget i Afghanistan skulle forhindre. Snart kom der gang i samfundsmaskineriet og investeringslysten igen - aldrig har arbejdsstyrken været mere disciplineret og omstillingsparat - hurra! De gamle værdier er tilbage!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

nu er 2002.....øh.. nåeh nej 2001 jo lang tid siden. der er jo svært, men ca. 2 sekunders research på internettet afslører at folketingsvalget blev afholdt 20. november 2001.
men fakta er tilsyneladende ikke noget der bekymrer afsenderen af ovenstående indlæg, så længe budskabet er klart:
Det er anders' skyld!!!!!!

mvh
jensen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Javel, Jensen, 20.11 2001 - nej, Anders Fogh Rasmussen er ikke under mistanke for medvirken til terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001, men for mentalt at have bombet Danmark tilbage til 1950'erne med uoverskuelige følger for landets kultur og fremtid.

Men det er et andet emne, omend uløseligt forbundet med den begivenhed i New York 2001, der i uoverskuelig fremtid definerer et straforienteret fantasiløst underholdnings- og reklamedopet samfund med blindt lydig uoplyst befolkning, egentlig lidt i stil med en islamisk mønsterstat.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Intresant er det at bemärke, at debatten der gik forud for denne terror (=krig) tid, var en afmontering af det politiske herredömme bla. over lovgivningen i de enkelte medlems lande i europa, ved etableringen af den nye traktat i det europäiske fällesskab. Det var jo en begivenhed mange, ude omkring i verden gerne så saboteret, for ikke at nävne europas egne national ekstremister. Det indebäre jo at de nationale ledere i et viis omfang, har skullet redefinere sin stilling med den befolkning den representerer. Og her kan De, nu med en krig alligevel fremstå som handlingens mand, nationens samlings punkt?
Kan man spore en årsag her i, til at ingen af dagens ledere virkelig kan finde grundig og saglig argumantation, for deres terror eventyr i mellemösten, at de må lyve gang på gang, manipulere og opfinde nye ord, for at sluge hele redeligheden, fordi deres bevägegrunde var og er polistike, aldeles usaglige og ligefrem postulerede. Og at man som borger, blot kan se til mens demokratisk parlamentarisme bliver erstattet totalitärt af 'de bemidledes ret' der vinder frem over alt - Man bliver til det man bekämper!
En gang om nogle få år, vil dem der stadig kan huske det 20 århundrede indse at det slet ikke var Al Qaeda man bekämbede, men borgernes egen ret til parlamentarisme og medbestemmelse i et demokratisk sindelag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

"Men ud over den psykologiske ræsonnans hos den enkelte vælger, er valget af terror som top-trussel naturligvis politik."

Man kan også sige, at det er journalistik, da pressen, radio, TV osv. også har et stort ansvar for oppiskningen af stemningen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Den gode gamle frase "vold avler vold", bliver bevist igen og igen i praksis.

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne viser tydeligt at en sådan konflikt ikke kan løses med magt, da det kun inducerer yderligere had/vold hos en modstander når man benytter magt/vold.

Samme princip ser vi i "krigen mod terror".
Militante islamister har brug for USA´s krig imod terror, og efterfølgende magtudøvelse/overgreb på den muslimer verden over, for at skabe sympati for den radikale islamismes sag.

Tillige har USA brug for militante islamisters terrorhandlinger, for derved at skabe global accept for "krigen mod terror".(og øge USA´s forsvarsbudget)

Så konflikten imellem vesten og den visse muslimske ekstremister fungerer som et selvforstærkende sammenspil der kun kan eskalere med mindre én af parterne ændre sin fremgangsmåde for at få sin dagsorden presset igennem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

http://sethgodin.typepad.com/seths_blog/2007/09/thinking-about-.html

As the NYPD report points out, fundamentalist terrorism is an ideavirus. It spreads (via mass media) but unlike bank robbers, Jihadists and others are far more immune to the idea of law enforcement. In fact, unlike the bank robbery meme, the ideavirus that leads to this behavior is actually enhanced and further spread by traditional enforcement tactics and martyrdom.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Skal alle kunne være her?
Opfattelsen i vore samfund er vel, at Religionsfrihed og tankefrihed i øvrigt er grundlæggende og "umistelige".
Der er dog i f.eks. danmarks grundlov så vidt jeg ved det forbehold at "sædeligheden og den offentlige orden" ikke krænkes.
Skal holdninger være en afgørende parameter for om man f.eks. har fuld rejsefrihed og bosættelsesfrihed? Vel ikke normalt. Men i det omfang det er muligt virker det da rimeligt f.eks. at sympatier med f.eks. Bin Laden bliver en gru udelukkelse. Både når det gælder indfrejse overhovedet, statsborgerskab o.s.v. Ifølge nogle undersøgelser har store dele af befolkningen i nogle lande(især Pakistan) sådanne sympatier.
Det pakistanske styre har jo netop selv vist hvordan man fjerner modstandere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

"United Airlines' fly nummer 93, styrtede på en mark i det sydvestlige Pennsylvania klokken 10:03:11 (16:03:11 dansk tid), og vragdele blev fundet op til fem kilometer væk."

Ovenstående tekst står under "Fakta". Kan noen forklare meg hvordan vrakdeler kan finnes så langt vekk fra der flyet skal ha styrtet ?

Det står også: "Ingen i de kaprede fly overlevede." Hvordan kan det så være at flere av de antatte 19 kaprere viser seg å være lys levende og er blitt intervjuet i pressen etter 11. sept 2001 ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

"Hvordan kan det så være at flere av de antatte 19 kaprere viser seg å være lys levende og er blitt intervjuet i pressen etter 11. sept 2001 ?"

Fedt at komme med sådan en kommentar uden skyggen af henvisning til sin kilde.. Kan du ikke blive hjemme på dine norske konspirationshjemmesider?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Jeg synes at den foerste kommentar fra lasse var rigtig god og klar..

Et rigtig godt indlæg med mange gode pointer.

"Men selvfølgelig er det muligt at skabe et sammenstød mellem netop de to civilisationer, hvis man gør sig tilstrækkeligt umage fra begge sider"

Og så vil jeg ellers læne mig tilbage og vente på det vanlige hylekor om den kæmpe trussel, vi står over for, at man ikke kan tale fornuft med muslimer, at muslimer per definition er anti-demokratiske, og at vi står over for en djævelsk trussel - en ny isme, der trods sin påståede verdensomspændende farlighed slår væsentligt færre mennesker ihjel end tobak - og som vi islam-apologeter bare ikke har opdaget endnu, fordi vi ikke er lige så kloge som Bush og Pia. Jeg citerer igen:

"Men selvfølgelig er det muligt at skabe et sammenstød mellem netop de to civilisationer, hvis man gør sig tilstrækkeligt umage fra begge sider"

Det er fandeme lige på kornet. Var der nogen der sagde Muhammed-krise?

ogsaa lige til sohelia.. jeg oensker at vi faerdige med at slaas om noget somhelst om 60 aar, ja jeg er optimist, det handler om at informere og inspoirere hinanden og det har denne artikel samt dens kommentar formodet at goere for mig, man kan jo bare laegge to og to sammen, uanset hvad vi vaelger at kalde den mafia bande der sidder paa magten i usa er der vel ingen tvivl om at de selv har soerget for at faaet floejet de fly ind i de bygninger, og alle andre der har vaeret med og ellers hoppet med paa vognen er sjovt nok dem der har "lommerne fyldte" og mest at miste

den komentar med roede mor og angst (kan ikke huske navnet) var ogsaa rigtig god!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

En udmærket analyse, som jeg håber Ole Wæver også har ført frem over for diverse politikere og generaler. Dog synes jeg, at Ole Wæver snubler for hurtigt frem i sine konklusioner, da han påstår at "Al-Qaeda har efter alt at dømme flere sympatisører i dag end nogensinde før (med mindre man tæller det officielle USA med som sympatisør under krigen mod den sovjetiske besættelsesmagt i Afghanistan)."
Uanset hvordan man definerer begrebet Al-Qaeda, er der vist enighed om, at organisationen først blev dannet efter krigen mod den sovjetiske besættelsesmagt i Afghanistan.
Til gengæld hersker der ingen tvivl om,at det til en vis udstrækning var de samme mujahideener, som Lars Løkke Rasmussen og George W. Bush støttede, der nu bliver brugt som terrorister for Al-Qaeda.
Også mujahideener kan udvikle sig. I dag er en tidligere Taliban-tilhænger en af USA højt respekteret præsident for Afghanistan, mens andre nu er vores alle sammens yndlingsfjender.
I så lang en tekst burde Ole Wæver have brugt plads på en sætning om dette, frem for at skrive noget der er forkert...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Et glimrende indlæg af Ole Wæver.

Dog kunne man godt ønske sig et mere kritisk perspektiv på amerikansk udenrigspolitiks ambitioner, særligt af en mand der i så høj grad har specialiseret sig i international politik.

USAs retorik er ganske rigtigt både idealistisk og altruistisk. Det var den britiske retorik også i det 19. århundrede, og sågar, for nu at pensle det helt ud, den tyske i første halvdel af det 20. Og der er utvivlsomt mange både borgere og politikere i USA som oprigtigt mener at landet bør bruge sin enorme magt til at hjælpe resten af verden.

Men, hvis man kigger på amerikansk udenrigspolitik i praksis, så minder den nu i overvældende grad om tidligere hegemoners (især, igen, den britiske). Der indgår tre, oftest uekspliciterede eller decideret fortrængte præmisser for altruismen:
1) USAs interesser går forud for andre landes interesser. I de situationer hvor der er konflikt mellem de to bør de(t) andet land(e) bøje sig, for det fælles bedste. At tjene USAs interesser ER at tjene "det gode", på lang sigt.
2) Målet helliger midlet. Hvis andre lande ikke kan indse ovenstående, så er det ikke bare USAs ret, men dets pligt at realisere sine interesser med magt.
3) USA har bedre forståelse for og evne til at realisere andre landes interesser, end disse lande har selv. I bedste fald kan de overlades til at være selvstyrende, hvis de agerer rimelig fornuftigt. Meget ofte har USA, som ovenfor, både ret og pligt til at fortælle dem a) hvad de i virkeligheden ønsker sig, og b) hvordan de i virkeligheden skal opnå det.

I et mindre nationalistisk forblændet perspektiv er det ikke en form for idealisme og altruisme som jeg finder prisværdig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

"Hvis man tæller menneskeliv, er terror et minimalt problem i forhold til ikke blot de store faktorer som aids, malaria, trafikken og fedme,"

Helt enig.

Jeg antager at dette hysteri der hersker i disse tider, ang. terrortruslen, har vokset sig så stor pga terrorisme er et forholdsvis nyt fænomen.

Det er primært efter 11. sep og den efterfølgende "kirg mod terror" at den vestlige verden har fået "terrortruslen" helt inde på livet.

Men hvis det primært handler om at undgå tab af menneskliv, så vil alle de penge og arbejdskraft der er bundet i bekæmpelse af terrortruslen gøre meget mere gavn hvis der fx blev forkuseret på at ansætte nogle flere sygeplejerske til at bemande strålekanoner(cancer). Kort sagt hvis der satses mere på de eksempler der nævnes i citatet øverst i indlægget.

Faktorer som rygning, aids, malaria, trafikken og fedme har danskerne efterhånden vendet sig til.
Derfor anser man det ikke som værende så alvorligt når man bliver advaret dagligt imod fx rygning, fedme.

Folk glemmer til dels hvor få ekstra midler kan skabe mange resultater i fx sundhedssektoren.

Den forholdsvis "irationelle" frygt for terrorisme florere angiveligt fordi et terrorangreb truer hele den vestlige verdens måde at leve på, ved at inducere frygt hos den alm. borger, og derved få millioner til at ændre deres dagligdagsvaner.

Hvis vi ser på risikoen for at komme til skade i et terrorangreb, så mener jeg godt jeg kan tillade mig at kalde frygten for terror for "irrationel".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jan henrik wegener

Ole Wæver er vel i denne sammenhæng "sagkundskab" i modsætning til undertegnede, men der er alligevel noget der ikke helt har overbevist.
Der er blandt andet spørgsmålet om det for terrorister er tilstrækkeligt at nære fjendtlige følelser mod andre eller selv at føle sig ramt eller at være nærmest desperat. Er et eller andet håb om succes for "sagen" ikke for langt de fleste en betingelse for at gribe til vold? Håb anses normalt for positivt, men ligger der ikke håb også bag langt det meste organiserede vold? Hvis der gør det, vil det da ikke virke passiviserende i det lange løb hvis forhåbningerne ikke indfris?

anbefalede denne kommentar