Læsetid: 2 min.

En lang dag for en træt AK

Mens forsvarer og anklager strides om udlægningen af de mange aflyttede samtaler, sidder den tiltalte AK med mørke rande under øjnene og synlig træt af at blive afhørt for femte dag i træk
28. september 2007

Det er ramadan, og det sætter nok sit præg på de tiltalte i terrorsagen fra Vollsmose. Ikke mindst på AK, som for femte retsdag i træk skulle afhøres. Flere gange bad AK således gennem sin tolk om en pause, fordi han var træt.

Forinden havde anklageren Kirsten Dyrmann og forsvareren Bjørn Elmquist på hver sin måde i timevis forsøgt at udlægge de mange aflyttede samtaler og sms'er, som indgår i sagens 10 tykke ringbind.

Ifølge Elmquist er det politiets kronvidne LH, der fra marts-april 2006 så at sige har inspireret AK til andet og mere end sine højstemte, men noget ukonkrete ønsker om jihad. Anskaffelse af nitratholdig gødning, kemikalier og effekter til fjernbetjente detonatorer skulle således først være kommet på tale, efter at LH havde opnået kontakt med en lille gruppe unge vrede muslimer i moskeen på Ørbækvej.

Elmquist læste brudstykker af de aflyttede samtaler, hvoraf det f.eks. fremgik, at LH måtte demonstrere for AK, hvordan man åbner den særlige børnesikringsprop på de plastfalsker med saltsyre og brintoverilte, som LH havde fremskaffet.

Omvendt borede Dyrmann i, hvorfor AK i forståelse med den anden tiltalte, MZ, havde downloadet sprængstofmanualer på sin computer også i perioden efter det tidspunkt, hvor AK efter eget udsagn havde ønsket at stoppe eller i hvert fald udskyde samarbejdet med LH.

LH pressede på

Den 27. juli forklarede LH, at han nu "havde fundet et sted mere, vi kan kigge på", hvortil AK svarede: "Jeg tror ikke lige nu."

På retsformandens spørgsmål, om der med 'et sted' menes "et sted, hvor man kunne bringe en en bombe til eksplosion med henblik på terrorisme", svarede AK: Ja.

I det hele taget havde AK følt sig presset af LH. F.eks. havde AK lånt 1.000 kr. af en arbejdskammerat, fordi LH også selv ville betale 1.000 kr. til noget gødning med et højere nitratindhold.

Det høje indhold var en forudsætning for at fremstille sprængstof. Men selv om den koncentrerede gødning kun kunne anskaffes i portioner på 600 kg, fandt LH åbenbart en løsning på det. Senere var det dog, som om at LH blev mere rolig, mente AK: "LH's tankegang var forvandlet, han var ikke mere sådan, at vi skulle kæmpe og forsvare muslimer," forklarede AK, der dog ikke blev udspurgt om en mulig årsag til, at PET-meddeleren pludselig optrådte mere afdæmpet.

Anklager Dyrmann påviste, at AK havde talt i telefon med den tiltalte MZ om at fremskaffe den koncentrerede gødning - også efter, at AK angiveligt havde ønsket at bremse LH.

"Problemstillingen er det med de 600 kg. Lad os se, hvordan vi kan arrangere det," sagde MZ således i AK's aflyttede telefon den 30. juli. "Kan man ikke skaffe lidt af det," spurgte MZ senere i samtalen.

Hvorfor, spurgte Dyrmann dernæst, havde AK på dette tidspunkt også sendt en "haste-haste" forspørgsel til to islamiske hjemmesider om en opskrift på at øge nitratindeholdet i gødningen?

Fordi, forklarede AK til den yderst skeptiske anklager, at han ville være sikker på, at det ikke kunne lade sig gøre at øge nitratindholdet, inden LH fik gødningssækkene retur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu