Nyhed
Læsetid: 1 min.

Ministre skal svare på spørgsmål om varetægtsfængslinger

En række paragraf 20-spørgsmål blev i går stillet til justitsministeren og socialministeren. Spørgeren er SF's Anne Baastrup, der er bekymret over, at så mange sidder bag lås og slå uden dom
Anette Sørensen var varetægtsfange i 15 måneder, inden hun blev frikendt for de fleste anklager og kunne komme hjem til sine fem børn.

Anette Sørensen var varetægtsfange i 15 måneder, inden hun blev frikendt for de fleste anklager og kunne komme hjem til sine fem børn.

Anders Brohus

Indland
15. september 2007

1.000 af de mennesker, der lige nu er indespærret i de danske fængsler, sidder der uden en dom. Indtil den 2. juli var Anette Sørensen en af dem. Hun var varetægtsfange i 15 måneder, inden hun blev frikendt og kunne komme hjem til sine fem børn.

Information fortalte i går hendes historie. Og vi fortalte, at Danmark sætter nordisk rekord i antallet af varetægtsfængslinger. Hver fjerde indsatte i danske fængsler er nemlig spærret inde uden en dom mod kun 11 procent i Island og 14 procent i Finland. Og de sidder der i længere og længere tid. Mens der i 2001 var 446 såkaldte 'langvarige varetægtsfængslinger', var tallet 717 i 2005.

Øvre tidsgrænse

SF's retsordfører Anne Baastrup rejste i går en række paragraf 20-spørgsmål til justitsminister Lene Espersen (K) og socialminister Karen Jespersen (V).

Justitsministeren skal svare på, om hun vil "tage initiativer til at begrænse antallet af varetægtsfængslinger i Danmark", og om der skal være en øvre tidsgrænse. Sådan en findes nemlig ikke i dag.

"Det er frygtelig vigtigt, at vi får fokus på antallet og længden af varetægtsarrestationer og den måde, folk behandles på," siger Anne Baastrup til Information.

Hun spørger også justitsministeren, hvad det koster samfundet, at folk sidder fængslet i månedsvis på trods af, at de endnu ikke er dømt skyldige.

I gårsdagens Information kunne vi fortælle, at det går hårdt ud over børnene til de varetægtsfængslede. Også her fulgte SF's retsordfører op med spørgsmål til både justitsministeren og socialministen. Til den nye minister lød spørgsmålet, om hun vil gøre noget for at sikre "ordentlige vilkår og rammer", når børnene skal besøge deres mor eller far i fængslet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de to ministre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her