Læsetid: 5 min.

Modstandskamp eller terrorisme?

Det spørgsmål skal Københavns Byret tage stilling til, når syv anklagede i dag skal for retten for at sælge T-shirts til støtte for FARC og PFLP, der fører væbnet kamp i Colombia og Palæstina
20. september 2007

I dag starter en dansk retssag, hvor dommerne skal tage stilling til, om colombianske FARC og palæstinensiske PFLP er modstandsbevægelser eller terrororganisationer. Tøjfirmaet Fighters+Lovers lancerede i januar 2006 en T-shirtkollektion, hvor overskuddet fra salget skulle gå til en radiostation og et grafisk værksted, der er drevet af de to væbnede organisationer FARC og PFLP.

Det er en overtrædelse af terrorparagraffen, mener Justitsminister Lene Espersen, der i marts 2006 besluttede at rejse tiltale mod de syv T-shirt-aktivister.

Både FARC og PFLP er på EU's liste over terrororganisationer, men det er ikke et juridisk gyldigt bevis. Derfor skal retten nu tage stilling til, om FARC og PFLP fører modstandskamp eller terrorvirksomhed.

Juraprofessor glæder sig over, at lovgivningen tager højde for forskellen på legitim og illegitim politisk vold.

T-shirts, radio og plakater

De syv tiltalte fra Fighters +Lovers er overraskede over at være anklaget for terrorisme. Deres planer med pengene fra T-shirtsalget var at indkøbe mikrofoner og andet lydudstyr til FARC's radiostation i Colombia og trykkeudstyr til PFLP's grafiske værksted i Palæstina.

"Hele vores filosofi er, at vi tror på ytringsfrihed og demokrati for os selv og for alle andre. Vi mener, at kommunikation er nøglen til udvikling i Palæstina og Colombia, og derfor vil vi støtte de her projekter," siger Bobby Schultz fra Fighters+Lovers.

"De fleste tænkte vel, at den skrappe anti-terrorlov skulle bruges mod terrorister, der køber bomber osv.," siger forsvarsadvokat Thorkild Høyer, der mener, det er vigtigt at skelne mellem støtte til f.eks. våben og støtte til civilt politisk arbejde.

"Det er jo helt vildt, at man kan blive straffet for at støtte en radiostation og et plakatværksted. Terrorlovgivningen afspejler desværre, at man ikke vil i dialog med organisationer som FARC og PFLP, selv om de bærer kimen til løsningen på konflikterne," siger Thorkild Høyer.

Modstand eller terror

Med anti-terrorloven fra 2002 kan både direkte og indirekte økonomisk støtte eller indsamling af midler til organisationer, der begår eller har tænkt sig at begå terror, straffes med op til 10 års fængsel.

Derfor kan det være strafbart at købe mikrofoner til en radiostation drevet af FARC og trykkemaskiner til PFLP's grafiske værksted. Men kun hvis anklagemyndigheden kan sandsynliggøre, at FARC og PFLP er terrororganisationer i strafferetslig forstand.

Da forslaget til anti-terrorlovgivningen blev fremsat i 2001, udtrykte kritiske røster bekymring for, om lovgivningen kunne bruges til at kriminalisere frihedsbevægelser og legitim modstandskamp med historiske eksempler som f.eks. ANC's kamp mod apartheid eller kampen mod den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig.

Debatten affødte en betækning til anti-terrorloven fra Retsudvalget, som alle partier undtagen Dansk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti, vedtog i 2002. Her fremhæver partierne, at begrebet terrorisme er defineret i forhold til en legitim stat, der bygger på de universelle værdier: menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt på demokratiske og retsstatslige principper.

Det gør hverken Israel eller Colombia, mener T-shirt-aktivisterne bag Fighters +Lovers.

"Israel er en ulovlig besættelsesmagt, og den colombianske regering har myrdet i nærheden af 20.000 politiske modstandere de sidste årtier. FARC, guerillabevægelsen, er en konsekvens af statens terror mod civilbefolkningen. Den dag, den terror hører op, og der bliver en åbning mod demokrati, vil guerillaen ikke længere have en berettigelse," siger Bobby Schultz fra Fighters+Lovers.

Modstandsret i juraen

Juraprofessor Henning Koch fra Københavns Universitet vil ikke tage stilling til den konkrete sag, men glæder sig over, at EU's terrorlister ikke i sig selv kan bruges som bevis. Han kalder folketingets betænkning "aldeles fortræffelig", fordi den fordrer en konkret juridisk vurdering i hvert enkelt tilfælde.

"Den betænkning er reelt en anerkendelse af modstandsretten, selv om det ord ikke er brugt. Den juridiske anerkendelse har det knebet med tidligere," siger Henning Koch og påpeger, at modstandsretten ikke har været indskrevet i dansk lovgivning, siden Christian III pillede den ud i 1536 med henvisning til Luthers lydighedslære.

"Nu har Folketinget meget klart defineret, at der er forskel på politisk vold. Den første prøve er legitimiteten ved det styre, som volden er rettet mod. Og næste prøve er, om volden er acceptabel i forhold til målsætningen og ikke retter sig mod uskyldige men mod myndigheder," siger Henning Koch.

Dermed står og falder anklagen mod de syv T-shirt-aktivister med en vurdering af dels den demokratiske og retslige situation i Palæstina og Colombia og dels PFLP og FARC's konkrete aktiviteter.

"Det er aldeles fortræffeligt, at dansk lovgivning har åbnet op i retning af, at man kan støtte oprørsbevægelser, der vil styrte illegitime styrer. Men det er klart, at man skal holde tungen lige i munden - for hvornår lever et styre op til retslige og demokratiske principper," siger Henning Koch.

Politisk sag

Til at kvalificere den vurdering har forsvarer Thorkild Høyer indkaldt internationale eksperter Mellemøsten og Latinamerika til at vidne i anden runde af retsmøder i november.

Men Thorkild Høyer er ikke selv i tvivl: "FARC og PFLP er frihedsorganisationer og ikke terrororganisationer. Selvfølgelig begår de fejl, det gør man i en politisk kamp, og dem vil vi ikke retfærddiggøre. F.eks. FARC's kidnapninger. Men det er ikke en integreret del af organisationens strategi," siger Thorkild Høyer, der kalder EU's terrorliste for politisk opportunisme.

"Det er bemærkelsesværdigt, at hverken FARC eller PFLP er på Englands terrrolister, men de er på EU's. EU's liste er et resultat af politiske handler medlemslandene imellem. Og det er jo ret interessant, at det, der i realiteten er en politisk vurdering og meget ofte en historisk vurdering, er lagt over i rettens regi at træffe afgørelse om," siger Thorkild Høyer, der kalder det ejendommeligt og absurd, at en domstol skal tage stilling til politiske beslutninger.

Henning Koch ser ikke noget kontroversielt i, at domstolene skal håndtere de politiske begreber, som indgår i betænkningen om forskellen på legitim modstand og terror.

"Jeg mener bestemt, at det politiske og det juridiske kan skilles ad. Jeg siger ikke, det er nemt, men selvfølgelig kan en juridisk instans træffe en afgørelse af denne karakter. Det er jo ikke første gang, politisk prægede begreber skal håndteres i en retssal. Det, at der er politisk prægede begreber, gør ikke, at det bliver en politisk proces eller en politisk afgørelse," siger Henning Koch.

Lovens ord

Anklagemyndigheden vil ikke på nuværende tidspunkt kommentere forskellen mellem legitim modstandskamp og terror, eller uddybe hvordan de vil sandsynliggøre, at FARC og PFLP's metoder hører til sidstnævnte.

"Det kommer til at dreje sig om en beskrivelse af henholdsvis PFLP og FARC's aktiviteter," siger anklager Lone Damgaard.

- Det kommer vel så også til at dreje sig om den politiske situation i de lande, hvor FARC og PFLP opererer?

"Det kommer til at dreje sig om, hvorvidt det er terrororganisationer i straffelovens forstand."

- Men det har at gøre med den politiske og retslige situation i det land, de opererer i?

"Jeg gentager mit svar. Jeg udtaler mig jo ikke politisk, jeg forholder mig udelukkende til straffelovens ord. Og forarbejderne siger, at man selvstændigt må vurdere de pågældende aktiviteter, som organisationerne giver sig af med."

- Nogle mener, at vurderingen af hvad der er modstand, og hvad der er terror, er betinget af politiske og historiske forhold snarere end jura, hvad mener du om det?

"Det har jeg ingen mening om."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En organisation som myrder og kidnapper uskyldige i politisk øjemed er og forbliver terrorister og det gælder såvel PFLP og FARC for ikke at nævne PKK, Informations kæledægge-terrorister. Jeg håber ovenstående får en lang straf på vand og brød for revolutionsromantisk idioti.

Til Lars Ole Hansen:
"Organisationer, som myrder og kidnapper uskyldige i politisk øjemed, er og forbliver terrorister", skriver du, og det gælder vel også statsorganisationer, ikke? Og i tilfældet af, at statsorganisationer gør sig til terrorister, træder folketinget betænkning i kraft, for da er staten ikke legitim og baseret på frihed, lighed osv. Hvor meget kender du egentlig til de respektive landes situationer eller detaljerne i de kampe, som føres i disse lande? Det er dette retsagen og klogere hoveder end d*t skal tage stilling til.
Vand og brød til folk til folk, som engagerer sig i politisk modstand?! Er det et styre, du ønsker at bo i?

Hele T-shirt sagen er en blanding af organiseret venstreekstremisme og ønsket om at være hip hos de rigtige venner. Der er nok ikke ret mange der på den fløj skænker det en daglig tanke at der for enden af hver af de nævnte organisioners Kalashnikov står et mennekse der myrdes.
Det er dælme frihed til at udtrykke sig, at støtte affyringen af et kraftigt projektil. Lad være med at kalde det politisk modstand, det er eksport at vold og terror, drab per stedfortræder.

Min umiddelbare holdning til dette er at de syv tiltalte selvfølgelig ikke skal straffes. Som jeg forstår det støtter de IKKE den væbnede kamp - men den informationsmæssige kamp mod disse ikke-demokratiske-styrer i Columbia og Palæstina.
Det jeg omvendt kan være bange for er at der ikke er tilstrækkelig kontrol med hvorhenne i disse organisationer pengene havner. Havner pengene det rigtige sted, hvilket er i kommunikationsprojekterne, er det en fornuftig sag. Problemet - mange steder i sydamerika - er at den lokale befolkning ikke har tilstrækkelig viden om demokrati, til at forholde sig til et semi-diktatorisk styre - det kan disse projekter være med til at ændre. Ofte indrager et korrupt/dikatorisk styre jo oppositionens muligheder for kontakt med folket - hvilket er så udemokratisk som noget andet.
Hvis man derimod bare sender pengene blindt afsted, bliver de meget vel brugt på automatvåben, som ikke gavner nogen, og da slet ikke lokalbefolkingen. I princippet er jeg stolt af at danskere ønsker at være med til at forklare (væbnede) grupper om hvordan en opposition får mest mulig indflydelse. Her er kommunikationens vej den rigtige.

Sagen er ekstremt principiel - og hvis anklageren kan bevise at "Fighters + Lovers" ikke har nok styr på hvor pengene havner- er jeg ligeså tilfreds med at vores retssystem afslører det. -Og så må der jo findes en passende straf.

Jesper>> Man får ikke mere ret af at gentage indlægget... ;)

Jakob S-R>> FARC har jeg ikke nok kendskab til, men omkring PFLP, så synes jeg dit argument om mord på sports-udøvere i 1972 er lidt forældet. Det siger jo intet om hvordan organisationen arbejder i dag. Bemærk, at de ikke er på Englands liste over terrorister.

Jeg vil ikke ellers komme ind på hvorvidt de omtalte grupper er terrorister eller ej, for det kræver en meget større viden om dem end jeg (og de fleste her ;) ) besidder.

Uanset om hvorvidt en organisation er voldelig eller ej, så er det hyklerisk at tillade støtte til nogen og ikke til andre, og her betragter jeg også lande som "organisationer". Israel har jo ikke ligefrem behandlet muslimerne pænt... eller overhovedet acceptabelt i henhold til forskellige love og aftaler (herunder FN). Så medmindre at regeringen gør alvor af de påståede holdninger omkring vold og terrorisme, så synes jeg man lige vel kan støtte "terrorister" uden land, som dem med land. Så må det, i bedste liberale ånd, være op til den enkelte persons samvittighed, at støtte det man vil støtte.

Og så længe at omtalte forening ville købe kommunikations-udstyr og ikke direkte sende våben eller penge, så synes jeg, at de rent faktisk giver udtryk for ikke at støtte den voldelige del.
Og hvis man nu privat er ven med en person, der er medlem af en organisation, er det så ulovligt at sende ham en radio?

De er terrorister, og derfor skal dem der støtter dem straffes.
De er terrorister fordi de dræber sagesløse civile. FARC er måske snarere en gemen mafia, der ernærer sig med narkohandel og bortførelser. Men det er jo ikke bedre. Begge har masser af uskyldige menneskers blod på hænderne, og dermed har deres støtter det også.

Når Hø yer fremhøver : 'F.eks. FARC's kidnapninger. Men det er ikke en integreret del af organisationens strategi' , så må man tage sig til hovedet.

Det er veldokumenteret at FARC finansierer sin 'politiske' kamp med kidnapninger en' masse, som et tilskud til den indtjening narkohandlen giver.

De kidnappede benyttes iøvrigt også direkte som skjold mod angreb.
For ikke tale om bortførelser af unge til omskoling til kriminelle revolutionære.
Thorkild Høyers bortforklaring skriger til himlen, og er det iøvrig en undskyldning at det ikke skulle være en del af organisationens trategi.

Farc's udvikling er typisk for de 'revolutionære' bevægelser fra 70'erne og 80'erne. Efterhånden som det er organisations egen overlevelse, der står i centrum glider bevægelsen over mod at være en kriminel organisation.

Kun hjælpeløse revolutionsromantikere kan ikke se forskellen.

jakob Schmidt-Rasmussen: PFLP stod ikke bag 1972 massakren i München som man kan takke de inkompetente tyske styrker for at have udløst, det var ikke meningen at atleterne skulle dø men byttes til politiske fanger. Udover det var det Sorte September som er en Fatah gruppe og ikke fejlagtigt som du nævner PFLP , nogle PFLP medlemmer som andre meldte sig under sorte septembers faner men organisationen var et afkom af FATAH.
Ulrik Thomsen: tak for dit indlæg, men vil oplyse dig at PFLP blev dannet af en Kristen palæstinenser "George Habash" ligesom flere af de andre palæstinensiske organisationer, hvilket reflekterer at palæstinenserne ikke kun er muslimer, men rent faktisk består af både muslimer, kristne, jøder og drusere og PFLP kæmper for en sekulær demokratisk stat for alle dvs muslimer kristne jøder osv. de går ind for 1-stats løsningen i hele det historiske palæstina. Derfor vil jeg mene at de fører en legitim kamp mod den kunstige stat, Israel der blev bygget på bekostning af og på ligene af det palæstinensiske folk.

Michael Skaarup

tak til Sam Mardini, for dit indlæg. Jeg ved ikke nok om de omtalte organisationer, og det tror jeg heller ikke, at jakob schmidt.rasmussen gør. - så er det jo rart at du lige satte nogen ting på plads.

jeg synes faktisk at meget det som jakob schmidt.rasmussen skriver, om kokain mafiaen, med enkelte redigeringer, ligeså godt kunne være en "salgstale" for en afkriminalisering af kokain, eller andre stoffer, som sælges af kriminelle organisationer.. fordi som han netop påpeger, går intet af den økonomiske genvist til samfundet, som så kan bruge det til uddannelse institutioner, infrastruktur osv...

At FARC som organisation finansere sig selv, via div. kokain-relateret indkomster og kidnapninger, som det fremføres, er vel blot de midler og metoder der er naturlige i den kontekst. Dvs. at det er sådan man gør der, da det er en integreret del af kulturen i konteksten.

Man kan ligeså godt vende den om spørge: Hvordan skulle FARC ellers tjene penge????? Ved at lave slå græs, og passe børn for de fattige?????

Det er bare naivt at forestille sig en illegal "terror/frihedskæmpende" organisation, skulle kunne finansere sig selv, ved legalt arbejde...eller bebrejde en kriminel organisation,(mafia), for at tjene penge på ulovligheder...Det er ligesom det som gør at de er indbefattet i begrebet kriminel, mafia, eller terrorister/frihedskæmpere

Jeg mener faktisk at selv spørgsmålet om hvem der terrorister og hvem der frihedskæmpere, ikke kan afgøres udfra jura. Det er filosofisk diskussion, ikke en retsag.

Håb??

Robert Ørsted Jensen

På baggrund af de omfattende kidnapninger og mord der er blevet organiseret og udført af CIA dæk organisationer or deres randition program bør så ikke også arrestere alle der går rund med et amerikansk flag på tøjet?

Jo jeg synes også at folk er lidt tåbelige når de reklamere for Farc eller PFLP - men tåbelighederne synes til stadighed at blive overgået af med undergravende handlinger,de løgne og bedrag udført af Bush og hans nyttige idioter. Jeg tror og håber at byretten og andre sunde danske retsinstanser vil nå samme konklusion som jeg og sende sagen ud af retten