Læsetid: 2 min.

Musik - endelig

Efter adskillige år med ligegyldigt lydtapet er P3 begyndt at tage musikken alvorligt igen
Band of Horses på Sasquatch! Festival i USA.

Band of Horses på Sasquatch! Festival i USA.

Jerry Yetl

Indland
10. september 2007

Der var engang, hvor man som musikinteresseret blev nødt til at tolerere oplæsning af dramatiske, selvmedlidende teenageres digte, hvis man ville høre ny musik på P3. Ny musik, der ikke nødvendigvis solgte plader, men udfordrede, udvidede og var det vigtigste af alt: kompromisløs. Det Elektriske Barometer har i årevis været indiemusikkens frirum på P3. Men i perioder har det også fungeret som P3's musikalske alibi: Så længe de havde Barometeret og Public Service kunne de forsvare at spille ligegyldig lydtapet på resten af fladen.

Den tid synes at være forbi. Det seneste halve år har profilen ændret sig. For eksempel var det ikke sket for to år siden, at Peter Palshøj kunne få tildelt et par timer over middag hver dag til at spille rock - og her menes ikke den version, hvor der bare skal skrues lidt ned for bassen for at gøre det til elevatormusik, her menes rock'n'fucking'roll: AC/DC, Ramones, Skambankt og deslige. Desværre er programmet ikke længere, men alene dets oprettelse vækkede håb om, at P3 har viljen. Og nu understreger de det endnu en gang med det nye program Musik Nu hver lørdag eftermiddag. Tony Scott og Christina Høier er værter så P3's kæk-vært-taler-med-anden-kæk-vært-koncept er bevaret.

Der er ping pong-dynamik i studiet, hvor Tony Scott agerer alvidende udi indiemusikken, men helt befriende er der også plads til poppen og rocken i programmet.

P3 har jo ellers traditionelt dyrket de firkantede båse.

Point for afvekslingen

Men her er både anbefalinger af sværere tilgængelige rytmer fra fremmedgjorte briter og en reportage fra Danmarks r'n'b-stjerne Burhan G's gamle skole, Skt. Annæ Gymnasium. Og musikken aside er det dejligt at høre en gennemarbejdet reportage på P3. Et interview med kunstneren tilført lyden fra et mandekors øvelokale. Det er ikke ofte, man oplever det på sniksnakkanalen. Ret uforståeligt, siden det er et af radioens stærkeste redskaber. Musik Nu skal i det hele taget have point for afvekslingen. Seriøse musikprogrammer tenderer til udelukkende at bestå af en yderst kompetent værts yderst kompetente meninger om diverse nye plader, og det kan have sin charme, men Musik Nus værter virker i højere grad til at fokusere på nysgerrigheden frem for rollen som selektiv, seriøs og suveræn formidler. Der er lagt op til, at lytterne skal dele deres musikalske opdagelser med os samtidig med, at Tony Scott navigerer os rundt i det uoverskuelige Myspace-univers. Saviors of music kalder han sin lille liste over bands, han opfatter som potentielle leverandører af oplevelser af musikhistoriske proportioner. I denne uge var det det amerikanske Band of Horses, og en af grundene var åbenbart, at den mere eller mindre selvbestaltede wonderboy og smagsdommer Troels Abrahamsen (aka Super Troels) fra bandet Veto, mente at Band of Horses' seneste plade var sidste års bedste. Det skal nok imponere P3's lyttere. Og den slags musikalske opdagelser har alt for længe været alt for sjældne på P3.

Musik Nu P3 lørdag kl. 14-16

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her