Læsetid: 3 min.

Økonomer: Skatteaftale øger risiko for finanspolitisk indgreb

Et finanspolitisk indgreb kan være nært forestående, mener flere økonomer. Risikoen for overophedning er vokset med den indgåede skatteaftale mellem regeringen og DF, lyder advarslen
5. september 2007

Mens de tre partier bag skatteaftalen kappes om at tage æren for forliget, vender økonomerne tommelfingeren nedad.

Aftalen sikrer færre hænder end regeringens oprindelige udspil, og risikoen for et finanspolitisk indgreb, der vil bremse forbruget, er overhængende, lyder advarslen.

Overvismand og professor ved Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen, kalder aftalen 'dårlig konjunkturpolitik' og mener, at politikerne spiller hasard med dansk økonomi.

"Vi risikerer at lempe finanspolitikken på toppen af en højkonjunktur, og nu er der tilmed blevet en mindre gunstig effekt på arbejdsudbuddet. Det skærper risikoen for overophedning," siger han.

Mens regeringens oprindelige udspil lagde op til lettelser i topskatten og dermed en forventet stigning i arbejdsudbuddet på omkring 10.000 personer, fik Dansk Folkeparti taget topskatten af bordet. Nu tegner gevinsten til at blive ca. 7.500 ekstra sæt hænder.

Samtidig er lettelserne omlagt til en forhøjelse af mellemskatten og et større personfradrag, hvorved de samlet set når 9,5 milliarder og dermed bliver omkring en halv milliard mindre, end VK havde planlagt. De letter dog presset på økonomien en smule, påpeger overvismanden.

"Men der er alligevel en risiko for, at det kan blive nødvendigt med et indgreb. Det er så op til politikerne, om de vil reducere det offentlige forbrug eller inddrage nogle af skattelettelserne igen," siger Peter Birch Sørensen.

Kører på en kant

Professor på Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi ved Syddansk Universitet, Christen Sørensen, betegner aftalen som 'økonomisk uansvarlig':

"Man risikerer at sætte muligheden for at konsolidere dansk økonomi over styr. Beskæftigelsen er høj, der mangler arbejdskraft - der er tale om overophedning," siger han.

Da regeringen i sidste uge fremlagde forslag til næste års finanslov og bebudede stigninger i det offentlige forbrug på 1,7 procent sammen med mærkbare skattelettelser, blev det mødt at usædvanlig skrap kritik fra Nationalbankdirektør, Nils Bernstein.

"Min holdning er, at der bestemt ikke er behov for en ekspansiv finanspolitik," lød det fra statsministerens tidligere departementschef, der sluttede sig til koret af økonomer med løftede pegefingre.

Mandagens aftale er blevet mødt med kritik fra flere bankøkonomer og også økonomisk vismand, professor ved institut for Nationaløkonomi ved Copenhagen Business School, Jan Rose Skaksen, hæfter sig ved, at forliget mindsker udsigten til et øget arbejdsudbud. Derfor kan et snarligt finanspolitisk indgreb, der bremser forbruget, blive nødvendigt.

"Dansk økonomi kører på en kant i øjeblikket. Tingene bobler; vi kan høre, at de offentligt ansatte vil have højere lønstigninger - folk forventer en lønfest, som de vil have del i. Den forventning er et yderligere skridt i retning af overophedning. Derfor er der en risiko for, at vi bliver nødt til at starte et finanspolitisk indgreb inden længe," siger han.

V afviser kritikken

Økonomerne peger på klassiske muligheder som at skære i de offentlige udgifter eller hæve skatten.

Alternativt kan man, som under Schlüter-regeringens kartoffelkur, gøre det dyrere at optage lån.

"Mest oplagt er det dog at se på boligbeskatningen samt at genindføre opkrævning af indbetalingen til den særlige pensionsopsparing, som regeringen har afskaffet," siger Jan Rose Skaksen.

Men fra politisk hold er der ikke udsigt til hverken at øge skatten på bolig eller at bremse de offentlige udgifter. Og Venstres finansordfører Peter Christensen afviser kritikken.

"Vi har fremlagt en 2015-plan, der sikrer holdbarhed på den lange bane, og på kort sigt har vi lavet en aftale om skat, der sammen med øget indvandring skal give hænder nok," siger finansordføreren, der afviser nødvendigheden af et finanspolitisk indgreb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu