Nyhed
Læsetid: 3 min.

Pædagoger er klar til at strejke i København

Skrotter Ritt & Co. ikke de store besparelser på børne- og ungeområdet, ender det formentlig med arbejdsnedlæggelser, varsler LFS
Pædagoger, forældre og børn gik i går morges på gaden i København for at vise deres utilfredshed med nedskæringer på børneområdet, Her er det på Trianglen på Østerbro, hvor der blev delt hjerter ud under parolen -Vis dit hjerte- og -København har råd - stop nedskæringerne-.

Pædagoger, forældre og børn gik i går morges på gaden i København for at vise deres utilfredshed med nedskæringer på børneområdet, Her er det på Trianglen på Østerbro, hvor der blev delt hjerter ud under parolen -Vis dit hjerte- og -København har råd - stop nedskæringerne-.

Jens Panduro (Arkivfoto)

Indland
20. september 2007

Konflikten på børneområdet i København ser ud til at blive trappet op. Ud over forældreblokader på mange af hovedstadens daginstitutioner fra torsdag kan politikerne formentlig se frem til, at pædagogerne går i strejke i protest mod de massive besparelser på daginstitutioner og folkeskoler.

"Vi, som faglig organisation, får mere end svært ved at undgå, at der kommer overenskomststridige arbejdsnedlæggelser på de pædagogiske områder," siger Jan Hoby, forretningsudvalgsmedlem i fagforeningen LFS.

Han vurderer, at et tillidsrepræsentantmøde i dag mellem BUPL Hovedstaden og LFS kan munde ud i strejker.

"Uanset hvor meget vi siger, at de ikke skal tage overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i brug, så vil de hoppe op og springe ned på det. For de opfatter Ritt Bjerregaards udmeldinger som magtfordrejning, respektløshed og mistillid, siger han.

BUPL Hovedstaden siger, at det er helt afgørende, at politikerne kommer ud med et budget, der er fundamentalt anderledes end det, der ligger.

"Ellers har de et kæmpe stort problem over for forældre og personale. Det vil fremover blive rigtig svært for den københavnske befolkning at tro på de løfter, der bliver givet inden for velfærdsområdet," siger formand Henriette Brockdorff, der ikke vil give sin vurdering af sandsynligheden for arbejdsnedlæggelser.

I går eftermiddag havde 132 institutioner meldt sig som deltagere i aktionsdagene torsdag og fredag.

Smertegrænse nået

Pædagog Kenneth Christensen fra Rådmandsgade Vuggestue på Nørrebro bekræfter, at hans institution er klar til at strejke. For al tid til omsorg forsvinder, lyder begrundelsen.

"Vi har nået smertegrænsen. Hos os har vi regnet ud, at der skal fyres to pædagoger og være tre børn ekstra på hver stue. Vi kan simpelthen ikke stå inde for det længere," siger han.

"Jeg har været ansat i ni år, og vi har skullet spare hvert år. Pædagogikken ligger meget langt væk i dagligdagen, fordi der kun er tid til det praktiske arbejde," siger han.

Tidligere i går var de københavnske forældre, børn og personale i aktion med store bannere, løbesedler og hjemmelavede hjerter i alle størrelser.

Ifølge Jonas Tao Christensen, der er tillidsmand på institutionen Garvergården på Vesterbro, gik flere end 170 institutioner gik på gaden i en 'Hjerteaktion' i protest mod udsigten til besparelser.

"Vi prøver at få politikerne til at tænke sig om og tage besparelserne af bordet. Ellers vil resultatet blive, at vi får flere børn i institutionerne og færre pædagoger pr. barn, og det vil gå ud over børnene og den pædagogik, de møder i institutionerne," siger Jonas Tao Christensen.

Vreden retter sig mod Københavns Rådhus, hvor politikerne lægger op til at spare 120 mio. kr. på skoler og daginstitutioner alene på næste års budgetter.

Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger er børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) dybt bekymret over udsigten til forældreprotester og blokader, og han kæmper i 11. time for at få afsat en ekstraordinær, mindre pulje penge, der som et plaster på såret tænkes brugt til blandt andet flere pædagogtimer i institutionerne. Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) mener dog, at de kommende besparelser er skruet sammen, så det går mindst muligt ud over børnene.

"Vi regner ikke med, at der skal afskediges personale, selvom nogle måske skal skifte arbejdsplads. Ændringerne vil ikke kunne mærkes af langt, langt de fleste børn," vurderer overborgmesteren.

Patetisk Ritt

Forhandlingerne fortsatte i går, og det skete under skarpe beskyldninger mod den tidligere skoleborgmester Per Bregengaard (EL). Ifølge Ritt Bjerregaard er han direkte ansvarlig for de økonomiske vanskeligheder. Det er hverken Socialdemokraternes eller regeringens skyld, skriver overborgmesteren på sin hjemmeside.

Den udmelding har dog både fået kulturborgmester Martin Geertsen (V) og Bregengaards partifælle, socialborgmester Mikkel Warming (EL), helt op i det røde felt. De kalder Ritt Bjerregaards udmelding henholdsvis 'patetisk' og 'ulækker' og hævder, at overborgmesteren løber fra eget ansvar i sagen.

"Per Bregengaard har uden tvivl sovet i timen. Men det ændrer ikke ved, at Ritt Bjerregaard har masser af penge at gøre godt med i forhandlingerne om budgettet for 2008. Så hvis hun ville opgive en række af sine egne prestigeprojekter, så er der masser af penge at proppe i velfærd til københavnerne," siger Martin Geertsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her