Læsetid: 9 min.

Prisen for en Cavling

Jagten på journalistiske priser og anerkendelse antager sommetider groteske former. Ved forhenværende Informations-medarbejder Ole Langes afgang som professor skildrer journalist Alex Frank Larsen (selv nomineret syv gange, før den var hjemme) spillet bag en Cavling-pris, hvor to prisbevidste reportere på Ekstra Bladet benyttede sig af personforfølgelse, falske kilder og en agent, der udgav sig for at være dansk politichef over for den tyske M.A.N-chef
Jan Bonde Nielsen, mens han stadig var direktør på B&W. Ekstra Bladet hetzede ham i flere år, og først den 22. maj 1986 faldt der dom i sagen, og Bonde blev pure frikendt, men Ekstra Bladets serie gjorde, at mange stadig betragter Bonde Nielsen som en bedrager, der stak af til London, hvor han bor i dag. Arkiv

Jan Bonde Nielsen, mens han stadig var direktør på B&W. Ekstra Bladet hetzede ham i flere år, og først den 22. maj 1986 faldt der dom i sagen, og Bonde blev pure frikendt, men Ekstra Bladets serie gjorde, at mange stadig betragter Bonde Nielsen som en bedrager, der stak af til London, hvor han bor i dag. Arkiv

Mik Eskestad

8. september 2007

Ekstra Bladets kampagne i blev ført i marken af det umage makkerpar, Henning Thøgersen og Jan Michaelsen, en vildfaren vestjyde og en tidligere aktivist fra den københavnske undergrund.

Deres store scoop kom, da Jan Bonde Nielsen i 1979 fik afslag på mere kredit fra B&Ws to faste banker og følte sig presset til at gå andre veje.

"SÆLGER NU B&W TIL TYSKLAND", brølede deres forside med Ekstra Blads-versaler den 17. september.

Ole Lange i sin B&W-bog Juvelen der blev til skrot: "På baggrund af de foregående dages og måneders omtale kunne ingen avislæser være i tvivl om navnet på sælgeren, selv om det ikke var nævnt i rubrikken. En ren kioskbasker, der appellerede til det traditionelle danske tyskerhad. Et nationalt dansk industriklenodie på vej til at blive overtaget af en konkurrent fra vor store sydlige nabo, der gennem århundreder havde forvoldt os så megen skade, selv om det ikke altid var uforskyldt. De nationale følelser kom i oprør. Der var næsten tale om landsforræderi".

Den tyske køber var den kapitalstærke gigant M.A.N. (Maschinenfabrik Augsburg-Nürnberg), der var interesseret i den danske know how inden for store to-takts motorer.

Ekstra Bladets kioskbasker var en afsløring, der markerede et vendepunkt i sagaen om B&W, og gav de to bladsmørere blod på tanden.

Nu fulgte angiveligt 400 artikler om det de i stedet kaldte "Bonde-sagen", hyppigt tværet hen over hele forsiden med sorte kæmpepløkker:

28. januar 1980: "POLITI-RAZZIA PÅ B&W"

29. januar 1980: "FÆRDIG"

8. maj 1980: "TO B&W-CHEFER TILSTÅR I BONDE-SAGEN"

17. juli 1980: "BONDE HÆLDT UD"

29. november 1980: "BONDE N. SIGTET FOR SVIG TIL 113 MILL."

Den næste store afsløring blev timet med ekstra omhu, da Ekstra Bladets tæskehold blev indstillet til Cavling-prisen for deres 'bondebrydende' arbejde.

Jagten på et trofæ

Prisen er dansk presses mest eftertragtede trofæ, opkaldt efter Politikens legendariske stjernereporter Paulus Henrik Cavling, der som terrængående korrespondent fra 1880'erne blev læsernes guide til en verden i opbrud.

I 1905 satte han sig i Politikens redaktørstol, hvor han brillerede som den driftige og dristige modernisator af dansk presse. Cavling var også en ryggesløs opportunist og sensationsmager, der ikke gik af vejen for at fabrikere læserne en løgn til morgenkaffen. Derfor kan det undre, at hans figur immervæk ses som rollemodel og danske reporteres ideal. Men den lille statuette af Cavling i frakke, stok og bowler drager som en magisk magnet.

En Outze-pris havde været mere på sin plads, men det er en anden historie.

I slutningen af 1980 kom Cavling-prisen inden for Ekstra Bladets rækkevidde, da Thøgersen & Michaelsen blev nomineret for deres klapjagt på Bonde Nielsen.

De satte næserne op efter prisen, som de ville score ved at detonere et brag, der kunne ryste nationen og overbevise komiteens fem medlemmer.

En degn på banen

De to snushaner havde fået færten af en transaktion, der fandt sted i marts 1980, altså otte måneder før. De havde søgt at bore historien ud, som jargonen lyder, men uden held. Deres egen formåen var tungen ud af vinduet. Kilderne var tørret ind, tiden løb. Noget måtte ske. Så besluttede de sig for et sidste dristigt skridt.

De ville have Degnen på banen.

Nå ja, egentlig degn var han vel ikke. Han havde en fortid som skolelærer, men var i øvrigt mand for lidt af hvert, en uortodoks og effektiv researcher med et imponerende netværk og godt skåret for tungebåndet. Degnen var i journalistkredse kendt for at kunne trylle dokumenter ud af ærmerne på en torso.

Men diskret. Degnen var en sniger, der kunne snakke sig ind i magtens korridorer og gå gennem mure, uden at det på væggen kunne ses, at Kalorius was here. Sporene efter ham var flygtige som et dementi i Ekstra Bladet.

Tilfældet ville, at Lange og Degnen mange år senere stødte ind i hinanden på Rigshospitalet. De havde begge seriøst bøvl med hjertet. Det ene var for slidt, det andet for blødt.

I patientstuen og kantinen havde de lejlighed til at udveksle minder fra et langt liv i journalistikkens tjeneste, men ikke med ét ord røbede Degnen sin rolle i den historie, som Lange gennem så mange år havde ofret sit hjerteblod på at afdække.

Den skal derfor fortælles her for første gang.

Ekstra Bladet havde et rygte, men ikke skygge af dokumentation.

En bombe i røret

Degnen tog bagtrappen op i bladhuset på Rådhuspladsen og blev sat ind i sagen. Tippet gik på, at Jan Bonde Nielsen havde fået penge under bordet, mens han forhandlede med M.A.N. om salget af B&W Diesel.

Degnen var med. Han havde tidligere hjulpet journalisterne og udtænkte hurtigt en plan. Så fik han udleveret en båndoptager med en sugekop-mikrofon til at sætte på røret. Med det i tasken bevægede han sig hen til Missionshotellet i Løngangsstræde. Herfra ringede han på en anonym telefon til M.A.N.s hovedkontor i München og bad om at tale med sekretæren for den administrerende direktør. Over for hende præsenterede han sig på tysk som vicestatsadvokat Michael Clan fra den danske statsadvokatur.

Han ville gerne i kontakt med M.A.N.s direktør om et vigtigt anliggende og bad om at blive ringet op 20 minutter senere på et bestemt nummer i statsadvokaturen.

Derefter forlod han hotellet, prajede en taxa og kørte til Østre Landsrets bygning i Bredgade. Her vidste han, at der til brug for rettens advokater var et lille lokale ved siden af vagtmesterens kontor. I lokalet var der garderobeskabe, et rundt konferencebord og en telefon i vinduet. Herfra kunne anklagere og forsvarere foretage opkald ud af huset. Det var denne telefon, sekretæren skulle ringe til via rettens omstilling.

Degnen havde skubbet sin ankomst til efter klokken 15. Da vidste han, at advokaterne ville være gået.

Telefonen ringede. Det var M.A.N. i München.

"Moment, bitte, så får De direktøren".

Få sekunder efter sad Degnen med tysk-østrigeren Otto Voisard i røret, M.A.N.- koncernens øverste chef.

Degnen takkede for opkaldet og forelagde sit ærinde. Ja, det drejede sig om, at man i den danske statsadvokatur gerne - rent rutinemæssigt - ville drøfte en sag af fælles interesse. Man havde noteret sig, at en ret betydelig lånegaranti, som M.A.N. havde ydet til direktør Jan Bonde Nielsen fra B&W, ikke sås at figurere i bo-opgørelsen ved Egtofte Industris konkurs.

Der blev en lang pause i røret.

"Hm, Ja - sehen Sie".

Tøvende og langsomt fik direktør Voisard tungen på gled, forklarede, at det ganske rigtigt var tilfældet, men at der ikke ville komme noget krav. Lånet blev givet for at løse et kortfristet likviditetsproblem, der desværre blev permanent. M.A.N. havde efter sit bedste skøn handlet i selskabets interesse. Herr Bonde Nielsens privatøkonomi var svag, som det sikkert var bekendt. Derfor var M.A.N. ikke interesseret i en negativ omtale af Herr Bonde Nielsen.

"Kan jeg regne med, at denne samtale forbliver uofficiel?", spurgte M.A.N.-chefen.

"Natürlich, Herr Voisard," svarede Degnen. De to herrer var ganske enige. Når der ikke forelå noget krav, var der ingen sag.

Degnen spurgte til nogle detaljer, takkede og lagde røret på. Historien var hjemme, godt dækket af den hellige og ukrænkelige kildebeskyttelse.

Bonde Nielsen havde - uden at stille sikkerhed - fået tre millioner D-mark i form af en låne-garanti til hans private firma Egtofte Industri.

Pengene blev betalt, da Egtofte-selskaberne gik konkurs. Garantien var udstedt af M.A.N., mens Bonde Nielsen solgte de sidste aktier ved tyskernes overtagelse af B&W Diesel. Pengene var kanaliseret gennem Hamburg-banken Schröder, Münchmeyer, Hengst & Co og via tre danske banker til Egtofte Industris konto i Frederiksborg Bank.

Det var mad for mons. Men så skete der ikke mere. Ugerne gik, uden at historien blev bragt.

Braget

Først en uge før Cavling-komiteens møde blev Degnen adviseret om Ekstra Bladets offentliggørelse to dage senere.

Han koblede igen sugekop og båndoptager til en telefon og ringede til Otto Voisard i München. Denne gang fortalte sekretæren, at direktøren opholdt sig i sit hus i Alperne. Men det var i særlig grad blevet hende betydet, at hun sporenstregs skulle udlevere telefonnummeret dertil, såfremt Herr Vizestaatsanwalt Clan aus Dänemark skulle ringe.

Jo-jo, sagde direktør Voisard, han huskede udmærket deres aftale om at holde kontakt, hvis der skete noget.

"Sehr wohl, herr Direktor," replicerede Degnen. Nu drejede det sig om, at man i den danske statsadvokatur var blevet orienteret om, at en dansk avis var på sporet af den nok så bekendte sag af fælles interesse. Der kunne højst gå et par dage, før nyheden ville springe. Dette var blot til orientering, så M.A.N. kunne være forberedt og træffe de fornødne foranstaltninger. Otto Voisard takkede hjerteligt.

To dage efter - fire dage før Cavling-komiteens møde - flænsedes Ekstra Bladets forside igen: "BONDE FIK 10 MILL. UNDER BORDET AF M.A.N."

Afsløringen blev overalt mødt af massiv skepsis.

"Jeg kender M.A.N.-folkene for godt til, at det kunne være foregået," erklærede B&W Diesels bestyrelsesformand Aage Robert Uth. "Jeg har ikke engang hørt et rygte om det. Derfor må jeg kategorisk afvise, at det kan være sandt".

Men den skepsis forduftede, da M.A.N. senere på dagen rykkede ud med en officiel bekræftelse, baseret på samtaler, som koncerndirektør Otto Voisard havde haft med "en højtstående dansk embedsmand" - et pænt alias, må man sige, for en ganske anonym degn.

M.A.N.s informationschef Gert Kempe kunne tilføje, at de danske myndigheder "for nogen tid siden" var blevet informeret om lånet til Bonde Nielsens selskab. Af gode grunde blev hverken embedsmanden eller 'de danske myndigheder' nogensinde fundet. I danske rets- og erhvervskredse var forvirringen total.

Hvem pokker havde haft kontakt til M.A.N.?

Ridderslaget

Som en sidste hilsen til Cavling-komiteen kastede Ekstra Bladets prisbevidste duo endnu et par pløkker efter deres celebre jagtbytte:

23. januar 1981: "BONDE N. TRUER REGERINGEN MED SKANDALE"

23. januar 1981: "MAN TROR DET ER LYV"

27. januar 1981: "BONDES NÆRMESTE FOLK CHOKEREDE"

Men trods den perfekte timing gik Cavling-prisen deres næser forbi.

Der skulle gå endnu et år med 79 tilspidsede artikler i parforce-jagten på den landflygtige kassebedrøver, nu også med påstået bistand fra fremmede agenter (28. juli 1981: "SCOTLAND YARD JAGER BONDE N.") og med skarpe skudvekslinger (8. januar 1982: "BONDES TRIUMF MOD POLITIET SKUDT I SÆNK"), før belønningen endelig faldt (27. januar 1982: "CAVLING-PRISEN FOR AFSLØRINGEN AF BONDE NIELSEN") og Michaelsen & Thøgersen kunne løfte deres bronzestatuetter af Henrik Cavling i vejret og storskrydende klandre resten af pressen for mistænkeliggørelse, følgagtighed og forsøg på benspænd.

Den fik ikke for lidt.

Thøgersen: "Vi skal sparke magtens døre op". Michaelsen: "Når hoveddøren bliver smækket i, hvad den ustandselig gør, må man tage bagtrappen".

Deres kollega Jacob Ludvigsen, der engang havde åbnet en baglem til Christiania, fik lov at skrive bladets hyldest:

"Mange tusinde timers slid har lært dem, at sandheden aldrig serveres på et sølvfad, men møjsommeligt må graves frem af sumpen".

De stolte modtagere så prisen som 'et ridderslag'. De langede især ud efter kolleger på B.T., Weekendavisen og Information.

Her var kritikken nådesløs: Disse konkurrenter havde tilstræbt alsidighed, havde sågar hørt flere parter i sagen, ja endog den hovedanklagede!

Thøgersen: "Tænk blot på, hvordan nogle af vore kolleger nærmest har gennemgået en personlighedsforvandling, når de har været i audiens hos Bonde Nielsen, som i øvrigt aldrig har villet tale med os. Han er nærmest blevet en slags guru for dem, også efter sin konkurs og ynkelige flugt til London".

Ekstra Bladet skummede over af stolthed, mens store dele af pressen blot skummede.

Som et notabene bør det måske erindres, at Jan Bonde Nielsen efter fem års tiltale for bedrageri og mandatsvig blev pure frikendt.

Dommen faldt den 22. maj 1986 i Københavns Byret. Den kom ikke for Landsrettens dommere, kun for Ekstra Bladets.

Tre tidligere prismodtagere returnerede deres statuetter i protest mod den "perfide menneskejagt" på Bonde Nielsen. Det var teaterdirektør Knud Poulsen, journalist Erik Nørgaard fra Danmarks Radio og Leif Blædel, Information.

Løgn og bedrag. Personforfølgelse. Falske kilder. Vildledning af læserne og offentligheden. Mistænkeliggørelse af politi og myndigheder. Underminering af journalistfaget. Angreb på kolleger, der vil høre flere sider af en sag. Og oven i det: Fagets højeste udmærkelse.

Velkommen på forsiden!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer