Læsetid: 2 min.

S vil binde udenlandske ingeniørstuderende til Danmark

Socialdemokraterne og SF vil give gratis ingeniøruddannelser til udlændinge, hvis de efterfølgende lover at arbejde i Danmark. Ideen afvises af både Venstre og Enhedslisten
28. september 2007

Manglen på ingeniører kan ifølge Socialdemokraterne løses ved at tilbyde udenlandske studerende en gratis uddannelse i Danmark.

Modydelsen skal være, at de studerende skriver under på, at de efter uddannelsen lover at arbejde nogle år i Danmark.

"Vi bliver nødt til at gøre noget ved mangelen på ingeniører. Derfor synes jeg, vi skal tilbyde eksempelvis kinesiske og indiske unge en gratis udannelse med SU og det hele - mod at de så binder sig til at arbejde her i en periode, når de er færdige," siger Socialdemokraternes videnskabsordfører, Rasmus Prehn.

Udmeldingen kommer, efter at OECD's nye Education at a Glance-rapport viste, at vi i Danmark mister flere ingeniører, end vi uddanner.

Hvor længe de studerende skal binde sig til Danmark, har Rasmus Prehn endnu ikke taget stilling til:

"Men det skal kun være nogle år. Det skal være ansvarligt - så vi undgår brain drain. Ingeniørerne skal efter nogle år kunne rejse tilbage til deres hjemland og arbejde," siger Rasmus Prehn.

Ideen bakkes op af SF:

"Det er et glimrende forslag. Vi bliver nødt til at tænke kreativt, og mange vil gerne læse til ingeniør - bare ikke i Danmark. Det her vil være et attraktivt tilbud til blandt andet kinesere, som ikke har råd til en ingeniøruddannelse i Kina," siger SF's videnskabsordfører Anne Grethe Holmsgaard.

Stavnsbånd

Men selv om vi står til at mangle rigtig mange ingeniører i de kommende år, så vil Venstre ikke være med til at tage metoden i brug:

"Det er en meget uheldig løsning på problemet. Vi ville jo nok heller ikke bryde os om det, hvis danske studerende skulle stavnsbindes i udlandet, når de var færdige med at læse. Tvang har aldrig været et af mine favoritbegreber," siger Torsten Schack Pedersen.

Han understreger, at ordningen vil være direkte ulovlig i forhold til EU-borgere, da disse har ret til at kunne bevæge sig frit på arbejdsmarkedet. I Enhedslisten mener videnskabsordfører Per Clausen heller ikke, at tvang er vejen frem:

"Jeg synes hellere, vi skal gøre det gratis for alle at læse i Danmark igen. Og så sørge for, at det er attraktivt at blive her. Folk skal ikke blive i Danmark, fordi de har skrevet under på en kontrakt, de skal blive her, fordi de har lyst. Det er næppe nogle særligt motiverede ingeniører, der vil komme ud af den ordning," siger Per Clausen.

$SUBT_ON$Meritingeniører

Til gengæld er der bred opbakning til et andet forslag fra Socialdemokraterne om at gøre det muligt for håndværkere at læse videre til ingeniører:

"Vi skal gøre det mere attraktivt at efteruddanne sig til ingeniør. Og gøre det muligt for eksempelvis en elektriker eller en maskinmester, der måske har en ingeniørdrøm, at læse videre," siger Rasmus Prehn.

Det forslag er Venstre og Torsten Schack Pedersen med på:

"Det vil være i fuld forlængelse af regeringens politik. Man skal kunne bygge videre på de kompetencer, man har, og en håndværksmæssig uddannelse skal ikke være en blindgyde," siger han.

Også Enhedslisten er enig:

"Det er en strålende idé, som samtidig giver folk en mulighed for at videreudvikle sig. Men det kræver, at man tilbyder en ordentlig økonomi. Det er svært at få en håndværker til at gå ned på SU i en årrække," siger Per Clausen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu