Læsetid: 4 min.

S opruster til valg

På weekendens socialdemokratiske kongres forsøgte partiformand Helle Thorning-Schmidt at samle tropperne op til en kommende valgkamp. Forslag om forbud mod købesex blev sendt til hjørnespark
Trods dårlige meningsmålinger kan S vinde valget på velfærd, ulighed og miljø, sagde partiformand Helle Thorning-Schmidt søndag i sin tale på Socialdemokratiets kongres i Aalborg.

Trods dårlige meningsmålinger kan S vinde valget på velfærd, ulighed og miljø, sagde partiformand Helle Thorning-Schmidt søndag i sin tale på Socialdemokratiets kongres i Aalborg.

Rasmus Baaner

10. september 2007

"Det kan godt være, at vi ikke har så mange penge, og at de kloge kommentatorer ikke altid holder med os. Men vi har hinanden og vores store stærke dejlige parti, som kan sprede det gode budskab."

Det var noget af en peptalk, Helle Thorning-Schmidt leverede foran knap 800 delegerede ved afslutningen på Socialdemokraternes kongres i Aalborg her i weekenden.

Peptalken faldt i søndagens manuskriptløse tale:

"Vi ved, at det bliver en benhård valgkamp, hvor der vil komme masser af personlige angreb. Vi ved, at de vil forsøge at splitte os. Men vi holder hovedet koldt og hjertet varmt. Og når Socialdemokraterne kæmper med entusiasme og flid, så vinder vi," sagde Helle Thorning-Schmidt med henvisning til det vellykkede kommunalvalg for to år siden.

Det var hendes tredje kongres som S-formand, og trods fortsat lunkne meningsmålinger havde hun stor opbakning i forsamlingen at dømme efter omfanget af stående ovationer til hendes to taler.

Hjerteblod

I sin store kongrestale et døgn tidligere angreb den socialdemokratiske formand regeringen med dens egne våben: Økonomisk uansvarlighed - et prædikat, der ellers traditionelt har klistret til S.

Med udgangspunkt i kritik fra vismænd og Nationalbank advarede Helle Thorning-Schmidt om, at de nye skattelettelser vil medføre en "betydelig og helt unødvendig risiko for overophedning." Hun fremhævede også, at "regeringen med åbne øjne har valgt ansvarligheden fra," og at "økonomisk ansvarlighed er hjerteblod for os."

Om Socialdemokraternes økonomiske politik så rent faktisk hænger sammen, bliver det først muligt at vurdere senere i denne uge, hvor partiet fremlægger sit finanslovsforslag. Men at Socialdemokraterne også er villige til at pille ved skatten, fremgik af talen fra politisk ordfører Henrik Sass Larsen.

"Vi vil have en skattereform efter et valg. Den skal være fuldt finansieret, social retfærdig og med en grøn profil. Og så skal den vedtages med et bredt flertal i Folketinget. Hvis de betingelser er opfyldt, er vi klar til at sætte en skattereform i kraft med øjeblikkelig virkning," sagde Henrik Sass Larsen.

Thor på pension

LO-formand Hans Jensen var i hopla på sin sidste S-kongres, før LO i næste måned vælger ny frontfigur. Det blev både til et forsvar af trepartsaftalen og en angreb på regeringen i fagbossens afskedssalut.

"Det er lykkedes regeringen at slå ind på den CEPOS-inspirerede vodoo-økonomiske kurs, hvor dynamiske effekter pumpes ind i regnestykkerne som vand i en billig hamburgerryg," sagde Hans Jensen.

Med reference til den aktuelle debat om offentligt ansattes lønninger, havde DSU-formand Jacob Bjerregaard taget sin søsters lønseddel med på podiet. Hun er sygeplejerske og tjener 20.800 kroner om måneden. Det beløb fik ham til at komme med denne svada til finansminister Thor Petersen (V):

"Hvis du vil levere bare et minimum af bidrag til fremtidens velfærdssamfund, skal du rykke ud med en officiel undskyldning til de offentligt ansatte. Det vil også forøge dine egne chancer for at få ét bad om dagen, når du snart skal på pension," sagde Jacob Bjerregaard til stor morskab for forsamlingen.

Købesex til hjørne

Et af de få emner, der kunne have udstillet en intern uenighed i partiet, blev sendt til hjørnespark. 3F, DSU og en række delegerede har opfordret Socialdemokraterne til at støtte et forbud mod købesex. Og Socialdemokraterne i Region Sjælland havde sat forslaget til afstemning på kongressen.

Foreløbigt afviser S-formanden et forbud: "De kommende år skal vi finde de rigtige redskaber til at stoppe prostitution. Det er et ægte dilemma, hvor jeg hidtig har været i tvivl om, hvorvidt det er den rigtige vej at kriminalisere kunden. Derfor vil jeg gerne indsamle flere erfaringer fra Sverige, som vi kan bygge vores politik på," siger Helle Thorning-Schmidt.

Derfor havde parti-ledelsen sammenbrygget et kmpromis, der opfordrer regeringen til at nedsætte en såkaldt hurtigarbejdende kommission, som skal undersøge fordele og ulemper ved et forbud mod at købe sex.

Erfaringer er der dog masser af i Sverige, hvor kongressens internationale gæstetaler og formand for de svenske socialdemokrater, Mona Sahlin, støtter det svenske forbud mod købesex.

"I Sverige er vi godt tilfredse med, hvordan lovgivningen har fungeret. Det er blevet meget sværere at finde handlede kvinder på gaden og sværere for mænd at købe sex," sagde Mona Sahlin til Information. Hun afviste dog at blande sig i den interne strid hos de danske socialdemokrater om dette emne.

Kongressen var den første med deltagelse af Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock. De var også begge blandt publikum, da de forsamlede delegerede, partimedarbejdere og pressefolk lørdag aften samledes til fodboldlandskamp i kongrescentres biograf.

Her fik Helle Thorning-Schmidt løftet sløret for, hvilket superligahold, hun holder med: "Du kan tage en pige ud af Vestegnen. Men du kan ikke tage Vestegnen ud af en pige," lød det fra den tidligere Ishøj-beboer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu