Læsetid: 3 min.

Det sagde Zangenberg om forfatterne

Mikkel Bruun Zangenberg mener visse danske forfattere repræsenterer et lavt niveau i Irak-debatten. Her følge uddrag af kritikken, som han fremfører i et interview i Information 23. august
3. september 2007

"President Bush is an asshole". Lars von Triers udsagn fra filmfestivalen i Cannes udgør kernesætningen i den kritik, som danske forfattere mønstrer i forhold til Irak-krigen. Både i deres værker og i deres optræden som meningsdannere.

Det mener lektor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet og anmelder ved Politiken, Mikkel Bruun Zangenberg. I det seneste nummer af tidsskriftet Kritik nævner han adskillige danske forfattere, som han ikke mener bidrager synderligt til en ellers relevant diskussion. Det gælder blandt andet Klaus Rifbjerg, Kirsten Thorup, Inge Eriksen, Carsten Jensen, Hanne-Vibeke Holst, Lars Skinnebach og Ursula Andkjær Olsen.

"Helt præcist forekommer det mig problematisk, at hovedparten af de oven for nævnte kunstnere ikke argumenterer overhovedet, men alene forudsætter det sandt, at Bush og Anders Fogh Rasmussen er forbryderiske, tåbelige og ondsindede... Det kan gerne være, men præcis hvorfor? Og kan vi virkelig ikke stille mere op mod det end at hånlé sammen med alle meningsfællerne næste gang vi er til poesi-oplæsning?"

Undgå banaliteter

"Hvis man som forfatter begiver sig ud i at lave politisk kunst, og det mener jeg, mange af disse forfattere de sidste par år har gjort, er det som et mindstemål rimeligt at forvente, at man undgår platituder og banaliteter, at manundviger klichéer og opbryder fastlåste positioner. At man som læser bliver forbavset, at man får rokket nogle af sine dogmer og fastlåste holdninger, og at der måske endog begynder at boble en tanke frem her og der."

Målt som debattør

"I det øjeblik, de begynder at optræde som meningsdannere, at skrive kronik og debatindlæg og så videre, så kan man ikke bare affeje det, de gør, som kunst. Så begynder det at få en anden kraft og virkning end blot at være et angiveligt rent litterært værk. Så må de også tåle at blive målt på de alen, man måler en debattør på. Og det er der, problemerne for visses vedkommendeopstår. Hvis Tøger Seidenfaden skriver, 'jeg synes Fogh er dum, at Irak-krigen er dum, og at Pia Kjærsgaard er dum', så kommer han ikke nogen vegne, så bliver det dybt uinteressant. Og de pointer, synes jeg - meget groft trukket opselvfølgelig - er det eneste, der kommer til orde i disse digte og romaner, når det kommer til Irak-krigen, Fogh og DF generelt. Der er naturligvis også modeksempler og undtagelser - f.eks. skrev Stig Dalager fra starten i 2002-2003 fremragende indlæg i dagspressen; men det generelle billede er forstemmende forudsigeligt og homogent"

Purisme

"Der findes en vis form for purisme, der siger, at kunst og politik skal holdes skarpt adskilt. Og forsøger man at blande de to ting sammen, så opstår der automatisk dårlig kunst. Det mener jeg ikke nødvendigvis er sandt overhovedet. Det er derfor, jeg er glad for for eksempel Claus Beck-Nielsen og Preben Major Sørensen. De fremstiller dybt inciterende møder mellem det politiske og æstetiske. Det er der ikke mange andre her hjemme, der gør for tiden. For eksempel er Ib Michaels roman Grill enestående slap og kedsommelig kunst og flommet politisk retorik. Dårlig kunst og dårlig politisering på samme tid. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, at det er en god ide, at forfattere er dybt engagerede og blander sig voldsomt. George Orwell er f.eks. et meget interessant eksempel på, at litterær romankunst og en skarp politisk tanke mødes og bliver til noget, der ikke blot er en behjertet kronik i Politiken eller Information. Hvis du tager Orwells Animal Farm, så er der nogle portrætter af dyrene dér, som er både vittige og ubehagelige. Han går direkte i flæsket på nogle bestemte typer, men det kan aldrig reduceres til et udsagn som 'Stalin er dum' eller 'Churchill er en nar'. Der er mere på færde hos Orwell. Og det er dét æstetiske og ideologiske overskud, jeg savner i en del af de tekster, jeg nævner i min kommentar."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Zangenberg har fuldstændig ret. Det er PINLIGT at opleve, hvor primitivt de regerings-kritiske forfattere argumenterer, hvis de da overhovedet argumenterer. De bruger følelses-argumenter i stedet for fornufts-argumenter. Informations egen Georg Metz er et markant - og nedslående - eksempel herpå. Alt ondt i verden skyldes ifølge Metz VKO-flertallet.

Det er altid problematisk med politisk kunst, fordi det nemt bliver til agitation i stedet for kunst. Men, som Zangenberg rigtigt påpeger, er George Orwell er et eksempel på, at det er muligt at lave politisk litteratur på et højt niveau. Et andet, og endnu bedre, eksempel er Turgenjevs "En Jægers Dagbog", der bag sit tilforladelige ydre var en barsk kritik af datidens livegen-system i det gamle Rusland, og var medvirkende til, at det blev ophævet i 1861.

Her kunne nutidens politiserende forfattere lære noget. I stedet for alle deres virkningsløse "asshole"-skældsord.