Læsetid: 3 min.

Skærpet tone i landsretten

25. september 2007

Tonen skærpes fra dag til dag i Østre Landsrets niende afdeling i terrorsagen fra Vollsmose. Hvor meningsudvekslingerne mellem forsvarere og anklagemyndighed i starten af sagen mest lød som fredsommelige drillerier, er tonen nu betydeligt mere indædt. Ikke mindst advokat Bjørn Elmquists gentagne opfordringer til anklagemyndigheden - f.eks. om "ikke at afbryde min klient, inden han er færdig med sin forklaring" - har ført til, at retsformanden til sidst følte trang til at blande sig: "Vi skal ikke have flere af de ubehagelige bemærkninger, som er overflødige," lød hans belæring.

Den indædte tone var måske et produkt af, at sagens ottende retsmøde blev indledt med en stribe nederlag til forsvarerne. Fem gange erklærede retsformanden således, at forsvarets begæringer "ikke tages til følge."

Derfor må Arbejdsskadestyrelsens brev fra oktober 2005, der kunne kaste lys over kronvidnet LH's psykiske tilstand, ikke føjes til sagen. Det må en rapport fra to lægesekretærer om samme emne heller ikke, og det gælder også for politiets afhøring af en imam fra moskeen på Ørbækvej, ligeledes om LH's mulige ustabile psykiske tilstand.

Dernæst fik advokat Hugo Steinmetz afslag på at få oplyst, om der har været holdt et lukket retsmøde om begrænsning af forsvarernes aktindsigt i sagen, lige som advokat Frank Wenzel fik afslag på at få meddelt, hvilke konkrete udgifter PET har refunderet til LH.

Bøger og bomber

Netop forholdet mellem de tiltalte og LH var endnu en gang omdrejningspunkt i afhøringerne af AK, der sammen med MZ af anklagemyndigheden anses for at være sagens hovedmænd.

Efterhånden som anklager Kirsten Dyrmann kom igennem sin afhøring, var det dog LH, der stjal billedet, fordi hans rolle som en energisk aktør blev stadig tydeligere. I hvert fald hvis AK's forklaring står til troende.

Således var det LH, der startede med at snakke om at fremstille sort krudt. LH mente nemlig, forklarede AK, at muslismerne var under angreb, og at de måtte forsvare sig.

Det var også LH, der i starten af juli 2006 kørte rundt i sin bil med to af sagens tiltalte på mindre grusveje i nærheden af Odense for at finde et egnet sted, hvor blandingen af kemikalier kunne finde sted.

Det var LH, der skaffede et katalog fra en leverandør af fysiske artikler, som AK så fik overrakt med besked om at sætte kryds ved de kolber og glas, som skulle bruges til at fremstille sort krudt.

Og det var LH, der fik inddraget den danskfødte AA, angiveligt fordi denne skulle oversætte fire engelske ord til dansk...

Under afhøringen dokumenterede Kirsten Dyrmann en række aflyttede samtaler og beskeder, hvor LH - vel vidende at de blev aflyttet af PET - talte i mystisk kodesprog med AK.

"Jeg har fundet de to bøger, du spurgte efter. Jeg kommer forbi med dem i morgen. InshaAllah" lød f.eks. en sms fra LH til AK.

'Bøgerne' var i virkeligheden to sække med kemikalier, som LH havde indkøbt, men i første omgang forstod AK ikke kodesproget.

"Hvad mente LH med bøger," ville anklageren vide.

"Jeg vidste ikke, hvad det var," svarede AK, der dog snart fik besked fra LH om kun at bruge kodesprog, når han talte i telefonen.

"Hvorfor ikke bare sige tingene lige ud," forhørte anklageren sig.

"Det ved jeg ikke," lød svaret fra AK, der senere kom med følgende svada til den insisterende anklager:

"Jeg er kun et menneske, og jeg har siddet i fængsel alene i mere end et år. Det er et under, at jeg overhovedet har en smule hjerne tilbage til at svare på de spørgsmål."

uda@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu