Læsetid: 4 min.

Sort i et land uden racer

Officielt findes der ikke racer i Brasilien. Alligevel skal man være så hvid som overhovedet muligt, hvis man vil have nogen form for succes. Imens kæmper forskellige Black Movement-organisationer for at udbrede den sorte bevidsthed om diskrimination og racisme
Black Movement-organisationerne arrangerer blandt andet demonstrationer, hvor de bekæmper samfundets racisme og forsøger at opbygge en positiv identitet omkring det at være sort brasilianer. De har blandt andet en slagsang, der lyder: -Det sorte folk er smukt. Det sorte folk er stærkt. Vi er ikke bange for at kæmpe. Vi er ikke bange for at dø-.

Black Movement-organisationerne arrangerer blandt andet demonstrationer, hvor de bekæmper samfundets racisme og forsøger at opbygge en positiv identitet omkring det at være sort brasilianer. De har blandt andet en slagsang, der lyder: -Det sorte folk er smukt. Det sorte folk er stærkt. Vi er ikke bange for at kæmpe. Vi er ikke bange for at dø-.

Rune Kier Nielsen.

3. september 2007

Det brasilianske samfund anerkender ikke, at der findes forskellige racer i landet. Alle tanker om racisme er derfor udelukket på forhånd, selv om en stor del af befolkningen oplever diskrimination dagligt. Det viser Rune Kier Nielsens speciale fra Antropologi på Aarhus Universitet.

"Mange brasilianere vil benægte, at der overhovedet findes racer i Brasilien. De vil gå med til, at der er forskel i hudfarven, men de ser det ikke som et udtryk for, at der er forskellige racer. Og dermed findes der heller ikke racisme," siger Rune Kier Nielsen, der har studeret den identitetskonflikt, som mange sorte brasilianere havner i, når deres oplevelser af diskrimination ikke passer med den herskende forståelse af, at racisme ikke findes.

"De sorte brasilianere bliver ligesom dobbelt ofre. Først for racisme og dernæst for at samfundet ikke anerkender, at du er offer for racisme. Jeg kan næsten ikke forestille mig nogen værre situation," siger Rune Kier Nielsen.

Hvis sorte brasilianere vil have succes, gælder det derfor om at opføre sig så meget som hvide brasilianere som muligt.

"Hvis man skal have chance for at få et job, skal man prøve at klæde sig og opføre sig så 'hvidt' som muligt. Man skal klippe afrohåret helt ned. Man skal gå i jakkesæt. Man skal snakke på en bestemt måde, og gerne bo i et hvidt middelklassekvarter," siger Rune Kier Nielsen.

En anden fortælling

For at komme ind under huden på den sorte bevægelse og racismen i Brasilien tilbragte Rune Kier Nielsen over fire måneder i den tredjestørste brasilianske by, Salvador. Her studerede han flere forskellige Black Movement-organisationer, der med inspiration fra blandt andet Black Panthers i USA, søger at holde fast i en anden identitet.

"I stedet for at gå med på den herskende forståelse og forsøge at være så 'hvid' som mulig, siger de: 'Jeg vil have mit rastafarihår. Jeg vil gå i mine afrikanske, farverige skjorter. Jeg vil bo det sted, hvor mine forældre altid har boet. Jeg vil tro på mine afrikanske guder.'," forklarer Rune Kier Nielsen og fortsætter:

"I mange tilfælde er det en strategi til at skabe håb og en følelse af handlekraft og muligheder i deres liv. Ved at identificere sig som noget andet kan de distancere sig fra det fremherskende liberale ideal om, at alle er lige og gennem hårdt arbejde kan få succes. I mange tilfælde kan de ikke få det billede til at passe med deres oplevelser af forskelsbehandling og diskrimination. De stilles over for et dilemma. Vil de identificere sig som fiaskoer i en historie om lighed og et liberalt arbejdsideal? Eller vil de identificere sig med 'noget andet' og derved fokusere på diskrimination og oppositionel gruppeidentitet? Folk i Black Movement-bevægelsen har i høj grad gjort det sidste."

Mange af de sorte brasilianere nedstammer fra de slaver, som portugiserne tog med til landet fra Afrika. Men i stedet for at acceptere hvad de kalder 'den hvide historiefortælling', forsøger Black Movement-organisationen at fortælle deres egen version, forklarer Rune Kier Nielsen.

"Hvis man gerne vil have nogen som helst indflydelse på sit liv, så duer det ikke, at man identificerer sig med slaver som sine forfædre. Så er man passiv og så har man accepteret sin position. Så i stedet for at acceptere en forståelse af, at de er efterkommere af passive slaver, opbygger de en historiefortælling om, at de er efterkommere af stolte afrikanske konger, der blev taget til fange, men som gjorde oprør og dannede frie slavesamfund i junglen. I den fortælling var deres forfædre ikke passive slaver, men krigere."

Under opholdet i Brasilien kom Rune Kier Nielsen blandt andet tæt på de særlige sorte skoler, som i den sydafrikanske frihedskæmper Steve Bikos navn forsøger at give nogle bedre muligheder til sorte brasilianere.

"De underviser i alle mulige fag, hvor et af dem hedder 'sort bevidsthed'. Her arbejder de med at give sorte brasilianere en bevidsthed omkring den diskrimination, der foregår. For ligesom at fortælle dem, at de skal kæmpe ekstra hårdt, hvis de skal have nogle muligheder for succes. Til gengæld vil de alle sammen hjælpe dig," fortæller han.

Parallel til Danmark

Rune Kier Nielsen mener, at den samme identitetskonflikt som sorte brasilianere står i, også kan findes blandt indvandrere i Danmark.

"Hvis man bytter 'sorte' ud med 'indvandrer' og 'hvide' ud med 'danskere' kan man tydeligt se, hvordan det er de samme mekanismer, der er på spil. Mange føler det samme dilemma, hvor deres oplevelser af diskrimination ikke anerkendes og derfor føler de sig udelukket af det danske samfund. Det får dem til at lede efter en anden identitet, der passer på deres oplevelser af samfundet. Det finder de så i hiphopkulturen, religion eller andre fællesskaber, hvor deres oplevelser anerkendes. Det er dybest set det samme, som mit speciale viser omkring de sorte i Brasilien," slutter Rune Kier Nielsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg må tilkendegive jeg fra mit ophold i Brasilien har svært ved kende den racisme Rune Kier Nielsen taler om, selvom jeg ikke på nogen måde har dybere kendskab til Brasilien.

Så har dog ikke været i noget land hvor folk var så blandet som i Brasilien, og den form diskrimination jeg oplevede, var hvilken klasse tilhørs forhold man havde og ikke hvilken hudfarve.
Uden jeg komme ind på mine oplevelser med det men oplevede, jeg sorte på nogen måde blev set ned på i det område jeg var i.

Og den bedste vej til nedbrude mure mennesker/racer imellem er nu engang man får børn sammen, men det kan være lidt vanskeligt til tider når dette ikke er velset i nogle kulturer, og man helst skal have en bestemt religiøs overbevisning.

Men som en Afrikaner fra Tyskland der var på ferie her i Vejle sagde til mig da spurte til om hun oplevede racisme i Tyskland at der racisme alle steder også i Afrika.

Mvh

rune kier nielsen

Claes har fuldstændig ret i begge hans ellers modstridende punkter: Det er racisme overalt i forskellige former, og man opdager det jældent som rejsende i Brasilien. DET er nemlig det særlige ved den brasilianske racisme!
Det skjuler sig bag en facade af tolerance og tanken om at sex mellem folk med forskellig hudfarve betyder at ingen af dem kan være racist. Ikke desto mindre vil alle eksperter i voldtægt fortælle at seksuelt samkvem ikke nødvendigvis har noget med tolerance og humanistiske følelser at gøre.

Sex på tværs af racer og resultatet, mulatten, i Brasilien har netop fået den betydning på trods af en lang historie om hvide slaveejeres voldtægter af sorte slavekvinder. Og flere analytikere har påpeget at denne tanke fortsætter idag hvor mulattens seksualitet er bygget på dens tilgængelighed for hvides lyster.

Det er svært for alle rejsende at bedømme niveauet af racisme i et land vi rejser igennem eller opholder os kort i. Særligt i Brasilien hvor mange, også sorte, vil benægtes dens eksistens. Ikke desto mindre må man, i Danmark såvel som Brasilien, lytte til dem der har diskriminationsoplevelser og ellers kigge på hvilke forhold folk har og hvilke stereotyper der eksistere. I Brasilien er hvide mennesker flotte, sorte er grimme og mulatter er sexede.

VH Rune

Rune,

jeg har aldrig selv været i Brasilien og skal derfor ikke kunne udtale mig om niveauet af racisme i landet.

Dog vil jeg lige påpege, at det efter min mening er at gå for langt, når du siger at følgende er udtryk for racisme:
"Hvis man skal have chance for at få et job, skal man prøve at klæde sig og opføre sig så 'hvidt' som muligt. Man skal klippe afrohåret helt ned. Man skal gå i jakkesæt. Man skal snakke på en bestemt måde, og gerne bo i et hvidt middelklassekvarter"

Hvis man vil have succes i erhvervslivet, nærmest uanset hvor i verden man befinder sig, kræver det som regel også at man går i jakkesæt, har en acceptabel (som regel kortklippet) frisure og taler på en høflig og ordentlig måde, uanset hudfarve eller noget som helst andet.

Når du kalder det for racisme, mener jeg at du indirekte er med til at fortynde begrebet og det har vel næppe været din mening?

rune kier nielsen

Jeg vil give dig helt ret. Taget ude af sammenhæng er der intet i et krav om jakkesæt, hårstil og måde at tale på, der insinuerer racisme.
Problemet kommer først nå den eftertragtede og påkrævede tøjstil har racemæssige undertoner - og det er svært at se umiddelbart.

Lad mig lave en parallel til kønsdebatten. Der er intet kønsdiskriminerende i krav om jakkesæt eller smoking heller. Ikke desto mindre har jakkesæt og smoking en kønsmæssig association og et krav om enten det ene eller det andet ville blive set som kønsdiskriminerende.

Når jeg kommer med de eksempler jeg gør for at vise den skjulte racisme i Brasilien er det netop for at illustrere denne skjulte måde det bliver gjort på. Det er indirekte og kun ved at forstå den sammenhæng det gøres i og de associationer og begrundelser der er for det, kan man se racismen.

Et beslægtet eksempel, som jeg ikke husker om blev citeret i artiklen, er at stillingsopslag annoncerer efter folk med 'et godt udseende'. Det er heller ikke racistiske med mindre du ved fra utallige tidligere erfaringer at 'et godt udseende' er et hvidt udseende. Kun da kan du se at det er racistisk.

Der er en stærk parallel her til den danske debat. Det er ikke racistisk et forbyde tørklæder på folketingetstalerstol - der er masse andre forbud og derfor vil endnu et ikke gøre den store forskel. Ikke desto mindre argumenterer flere for et sådant forbud på baggrund af at tørklæder er et symbol på Islam og associeret med kvinderundertrykkelse. Ud fra den argumentation er et tørklædeforbud måske ikke racisme men udtryk for en fremmefrygt rettet mod muslimer og derfor islamofobisk.

Flere forfattere har påpeget at racismen i Europa har fået en ny form. Det er ikke længere socialt accaptabelt at sige at sorte er dumme, men at påpege at sorte (eller folk fra mellemøsten har en underlegen kultur - det er stadig OK. Derved er kulturdebatten blevet et skalkeskjul for racisme.
'
Racismen har tre karakteristika: 1) den opdeler mennesker i kasser, 2) disse kasser hierarkiseres ofte med 'ens egen' som den bedste, og 3) det er umuligt for folk i kasserne under en at skifte kasse.

Alle kan bruges både om racismen i Brasilien og om kulturdebatten i Danmark med hensyn til Islam og Danskhed.

VH Rune