Læsetid: 2 min.

Tradition versus fornyelse

LO's medlemsforbund har efterhånden fundet deres favoritter til det kommende formandsvalg. Men det er stadig helt uforudsigeligt, hvem LO i næste måned vælger som Hans Jensens efterfølger
Traditionel fagforeningstankegang med fokus på fællesskab står over for medietække og moderne kommunikationsstrategier, når LO skal vælge mellem Harald Børsting (tv.) og Tine Aurvig-Huggenberger som ny formand.

Traditionel fagforeningstankegang med fokus på fællesskab står over for medietække og moderne kommunikationsstrategier, når LO skal vælge mellem Harald Børsting (tv.) og Tine Aurvig-Huggenberger som ny formand.

Mick Anderson

11. september 2007

Der er lagt op til noget af en gyser, når LO skal vælge ny formand.

Her godt syv uger før LO's kongres skal udpege efterfølgeren til Hans Jensen, er det nemlig helt åbent, hvem der fremover skal stå i spidsen for de 1,3 mio. LO-medlemmer.

Godt nok støtter et flertal på 10 af formændene i de 17 medlemsforbund den nuværende næstformand Tine Aurvig-Huggenberger. Men hendes modkandidat, LO-sekretær Harald Børsting, har opbakning fra formændene i fire af de største forbund: HK, 3F, FOA og NNF.

For at gøre billedet endnu mere mudret, så er flere af disse forbund også splittet internt, hvor formændene for de fire sektorer i HK alle støtter Tine Aurvig-Huggenberger, mens hun også har opbakning fra store grupper i 3F.

Hvem der ender med at kunne sætte sig til rette i formandskontoret på Islands Brygge i København afgøres af de 800 delegerede på LO's kongres 31. oktober. Og de stemmer anonymt efter deres egen overbevisning.

Tradition vs. fornyelse

Når det kommer til forskellene i de to kandidaters politik er det umiddelbart let at pege på kvinde vs. mand, københavner vs. jyde eller fornyelse vs. tradition.

54-årige Harald Børsting, der gjorde faglig karriere i SiD, før han i 1995 blev en del af LO's ledelse, fører da også valgkamp under parolen "tilbage til rødderne".

"I dag er der alt for stor fokus på, at det skal kunne betale sig at være medlem af en fagforening med tilbud om rabatordninger og forsikringer. I stedet skal vi tilbage til en traditionel fagforeningstankegang, hvor det er værdier som fællesskab, der er i højsædet," slår Harald Børsting fast.

Med ham som formand skal LO også være mere kritiske over for regeringen.

"Vi skal have en langt mindre Fogh-venlig profil, hvor vi bliver bedre til at gå i kødet på regeringen," siger han.

Over for ham står 44-årige Tine Aurvig-Huggenberger, der har været næstformand siden 1996 og tidligere var fagligt aktiv i Pædagogisk Medhjælper Forbund.

"For mig er det afgørende, at LO fremstår som en moderne organisation, der er massivt til stede i mediebilledet, så medlemmerne hele tiden er klar over, hvad fagbevægelsen mener," siger hun.

Udsigten til at LO har mulighed for at få sin første leder af hunkøn, mener Tine Aurvig-Huggenberger også spiller ind.

"Jeg tror, at det betyder en del for mange medlemmer, at de for første gang har mulighed for at vælge en kvalificeret kvinde som formand," siger hun.

Præsidentiel kandidat

At det bliver muligt at vælge en kvinde er ifølge arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen en af de største forskelle på de to kandidater.

Han peger også på, at Harald Børsting i højere grad end Tine Aurvig-Huggenberger er en traditionel fagforeningsmand med fokus på arbejdsmarkedspolitik, uddannelse og beskæftigelse.

"Tine Aurvig-Huggenberger er mere præsidentiel og værdimæssigt orienteret. Hun er mere politiker og god til at repræsentere LO udadtil på en tv-skærm," siger Flemming Ibsen.

Ifølge professor ved FAOS på Københavns Universitet Jesper Due har Harald Børsting dog på det punkt en fordel i forhold til en del af græsrødderne.

"Tine Aurvig-Huggenberger bliver ofte fremstillet som en stor kommunikator. Men spørgsmålet er, hvor meget det holder, når man kommer vest for Storebæltsbroen," lyder det fra Jesper Due med henvisning til Harald Børstings jyske baggrund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu